Gerontologi er læren om aldring fra celle- over vævs- til organ- og individniveau. Geriatri er læren om diagnostik og behandling af syge ældre og gamle.


Der er flydende grænser imellem de to områder, og der forskes i hvornår, der er tale om naturlig aldring og hvornår, der er tale om sygdom. Grænserne flytter sig til stadighed også for, hvornår man er ældre, og hvornår man er gammel. I geriatrien skelner man mellem ”fire aldre”.

De fire aldre


1. Kronologisk alder

Er den alder, som fremgår af fødselsattesten. Den er i store træk uden nogen som helst klinisk betydning, og undersøgelser viser, at man i vid udstrækning gætter ti år forkert til ”begge sider”. Et godt råd er som kliniker at træne sig selv i ikke at skele til den kronologiske alder for at undgå bias i sine kliniske beslutninger. Det eneste område, hvor den kronologiske alder har en vis betydning er i a priori sandsynligheden for enkelte sygdomme som f.eks. polymyalgia rheumatika og andre gigtlidelser.

 

2. Biologisk alder

Har langt større klinisk betydning, idet den er relateret til individets organfunktioner. Kan patienten, hvad angår hjerte og lungefunktion tåle at blive bedøvet og opereret? Hvor meget kontrast kan patienten tåle ved en given diagnostisk undersøgelse set i lyset af den pågældendes nyrefunktion? Er vedkommende biologisk set kandidat til en organtransplantation? 

Mennesker begynder livet med en overkapacitet i alle organer, og man kan argumentere for, at man dør, når et livsvigtigt organ fungerer på et så lavt niveau, at det ikke længere er foreneligt med livets opretholdelse. Når man taler om livsvigtige organer tænker man på hjerne, hjerte, lunger, lever, nyrer, knoglemarv og mavetarmkanal.

De forskellige organers funktionsevne aftager med alderen betinget af aldringen i sig selv og evt. tilstødende organsygdomme. Når døden indtræder, er det fordi ét livsvigtigt organ sætter ud, men de øvrige organer kan ofte fortsætte flere år endnu. Med andre ord er kæden ikke stærkere end det svageste led.


3. Psykologisk alder

Er relateret til, hvor gammel man selv føler sig. I det lys har alderen på en måde ingen numerisk værdi, idet følelser jo primært er en kvalitativ frem for en kvantitativ størrelse. Man taler om et individs mestringsevne, hvormed menes evnen til at overvinde modgang og sygdom, hvor der forekommer vide individuelle forskelle: ”Han fik det let, men tog det svært eller, han fik det svært, men tog det let”.


4. Social alder
 

Er den alder, som samfundet bibringer en som f.eks., at man kan benytte offentlige transportmidler for nogle billigere penge, blot man har nået en hvis kronologisk alder uafhængig af ens biologiske eller psykologiske alder elles ens fysiske, kognitive og emotionelle funktionsevne. Den er udtryk for en politisk simplificering, som måske sigter mod en mere retfærdig fordeling af samfundets ressourcer frem for en alderistisk stigmatisering.


Alderisme

Definition
 
Alderisme betyder aldersdiskrimination og stammer fra det amerikanske udtryk ”ageism”, som blev skabt af den amerikanske læge R. N. Butler i 1969. Begrebet er skabt som en parallel til racisme og dækker over en særbehandling af mennesker over en bestemt kronologisk alder. Alderisme er således en bevidst eller en ubevidst diskriminering af ældre alene på grund af deres alder.

Bag alderisme ligger en holdning til aldringen, som er præget af mangelfuld viden og fejlagtige forestillinger om ældres fysiske, psykiske og sociale ressourcer. Undertiden kan ældre selv eller deres pårørende være mere alderistiske end de professionelle behandlere.


Viden om aldring

En af forudsætningerne for at minimere alderisme er at have en viden om den normale aldring med en grundlæggende forståelse for, at aldring er mere og andet end blot kronologisk aldring. Et menneskes kronologiske alder siger i sig selv ikke ret meget om den pågældendes fremtoning, helbred eller funktionsevne.

En 70-årig kan være mere biologisk og/eller psykologisk ældet end en 90-årig. Mange sygdomme forekommer med tiltagende hyppighed med stigende kronologisk alder, men der findes ingen sygdomme, som alene kan tilskrives høj alder.

En velkendt kliché blandt sundhedspersonale er, at en given undersøgelse af et ældre menneske ikke skal udføres, fordi den alligevel ikke får nogen konsekvens, underforstået at vedkommende er gammel og nok ikke vil leve så længe, eller at livskvaliteten antages at være så ringe, at det for den ældre alligevel ikke kan have den store betydning.

Et hyppigt forekommende eksempel er diagnostiske undersøgelser ved udredning af kræft, hvor “patienten er for gammel til at kunne blive opereret”. Det er en fejlslutning, idet det har over ordentlig stor betydning for patienten at få konstateret, om der er tale om kræft eller ej, og om hvorvidt der er spredning. Det vil få store behandlingsmæssige konsekvenser for patienten, idet det helt afgørende er, hvad sigtet med den lægelige behandling fremover bliver.

Ældre har lige så stor ret som yngre patienter til den information om deres sygdom, som de tilgængelige diagnostiske procedurer giver muligheder for. Denne information kan også for patienten indeholde afgørende oplysninger om forventet levetids prognose, som den ældre således får mulighed for at inddrage i sine dispositioner. Hvis det drejer sig om en dissemineret kræftlidelse, kan der planlægges og påbegyndes behandling med rent lindrende sigte på det optimale tidspunkt, og man kan i tide foretage nødvendige sociale foranstaltninger.


Behandlingsindikationer og kontraindikationer

Sundhedspersonalet må ikke sammenblande indikation og mulige kontraindikationer forud for en behandlings beslutning. Indikationen for en given behandling ændres ikke med alderen: En bakteriel infektion behandles med antibiotikum og en mammatumor med en operativ fjernelse. Kontraindikation for behandling er heller aldrig høj alder i sig selv.

Det afgørende er evt. tilstedeværelse af andre sygdomme, som kontraindicerer behandling, og eftersom mange sygdommes hyppighed stiger med alderen, vil behandling oftere være kontraindiceret i højere aldersgrupper.

Det kan f.eks. godt være kontraindiceret at respirator behandle eller udøve hjertestopbehandling til en ældre patient, hvis vedkommende har konkurrerende sygdomme, som gør, at man må forvente, at den pågældende ikke kan tåle behandlingen eller udtrykt anderledes: Hvis risikoen for uønskede bivirkninger som f.eks. varig hjerneskade er for stor i forhold til den mulige nytte af behandlingen.

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 16. juli 2018