Årsag: Oftest en langsomt indsættende overbelastningsbetinget skade af underarmsmuskel-fæstet på voksezonen ved albuen. Ofte betinget af hyppige, gentagne flexioner i håndled eller pronation-supination i albue. Kan være betinget af forkert slagteknik.


Symptomer
: Ømhed og smerter indvendig på albuen med forværring ved flexion i håndled mod modstand. Smerten stråler ofte ned i underarmen. Ved langvarige gener vil knoglefæstet på albuen blive mere prominerende. Specielt drenge mellem 10-16 år får symptomer, som aftager igen når vækstzonen på albuen lukker sig ved 17-års alderen. 

Differentialdiagnoser: Artritis i albuen, muskelbristning, ligamentrupturer i albuen.


Diagnostik
: Diagnosen stilles klinisk ved at påvise de ved muskelskader tre karakteristiske symptomer: Smerter ved tryk (på mediale epikondyl), udspænding og aktivering mod modstand (flexion i håndled). Ved ultralydscanning kan der ses forandringer i form af entesopatier, inhomogenicitet og hyperæmi (ved Doppler) i senefæstet.


Behandling
: Evt korrektion af slagteknik og tilpasning af udstyr i et forsøg på at eliminere den udløsende årsag. Behandlingen omfatter endvidere primært aflastning, udspænding og styrketræning af musklerne på underarm.


Det vil sædvanligvis i aflastningsperioden være tilstrækkeligt afstå fra de mest belastende øvelser (kast, overhåndsslag), mens mange andre træningsøvelser kan gennemføres uden gener.

En stram tape rundt om underarmen lige distalt for mediale epikondyl kan have lidt lindrende effekt. NSAID, injektion af steroid og kirurgi har sædvanligvis ingen plads i behandlingen af overbelastningsskader hos børn.

 

 

Senest opdateret: 10. januar 2018