Årsag: Mekanisk irritation af seneskeden på grund af gentagne, ensformige bevægelser af senen, hvorved seneskeden bliver inflammeret og hæver op.


Symptomer
: Langsomt indsættende smerter langs seneskeden omkring den radiale del af håndled og distale underarm. Området kan af og til føles hævet og knitrende ved bevægelse af tommelfingeren. Smerterne forværres, når man vrider en klud, og når tommelfingeren ekstenderes mod modstand.

Differentialdiagnoser: Entesopati sv.t. M extensor carpi radialis, artritis, ganglie.


Udredning: Diagnosen stilles sædvanligvis ved almindelig klinisk undersøgelse. Finkelsteins test er positiv, hvis der fremkommer smerter, når håndleddet ulnardevieres med tommelfingeren liggende inde i håndfladen. Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der udføres ultralydscanning.


Behandling
: Behandlingen omfatter primært aflastning, udspænding og styrketræning af musklerne omkring håndleddet.

For træningsprogram se www.sportnetdoc.dk  (skader, hånd, senebetændelse udvendigt på håndleddet). Det er afgørende for behandlingen, at den udløsende belastning reduceres. Ved manglende fremgang på regelret aflastning og genoptræning kan medicinsk behandling overvejes i form af NSAID eller injektion af corticosteroid i seneskeden (f.eks. triamchinolon 40 mg + 2 ml 1% Lidokain).

Operation er sjældent indiceret.

 

 

Senest opdateret: 10. januar 2018