Der findes 2 hovedårsager til indeklemningssyndrom i skulder (impingement): En udvendig (extern) og en indvendig (intern)

 

Udvendig indeklemning (extern impingement) skyldes sædvanligvis gentagne belastninger med armen over hovedniveau (tennis, svømning), hvilket medfører at slimsækken hæver op og bliver klemt mellem overarmsknoglens hoved (caput humeri) og skulderbladets øvre knoglefremspring (acromion).

Indvendig indeklemning (intern impingement) skyldes at supraspinatusmuskelsenen ved kast (90 graders abduktion og maksimal extension og udadrotation) skraber mod kanten af skulderens menisk, hvorved såvel muskelsene som menisk blive beskadiget. 


Symptomer

Langsomt indsættende lokal ømhed efter belastning udvendigt og forpå skulderen. Af og til udstråling ned på overarmen.

Smerterne forværres ved kasteøvelser eller når armen abduceres ca. 80-120 grader.


Differentialdiagnoser: Bristning af cuff-musklerne. Løshed af skulderen, labrumlæsion.


Diagnostik: Diagnosen stilles sædvanligvis ved klinisk undersøgelse, hvor der ofte er ømhed lige foran eller lateralt for acromion ved 90 graders abduceret arm og smerter ved abduktion omkring 90 grader.

Der findes flere forskellige test for bursitis/impingement (Neer, Hawkins). Ultralydscanning (og MR med intraartikulær kontrast) vil kunne visualisere den subacromiale bursae og labrum. Ikke sjældent stilles diagnosen intern impingement dog først ved artroskopi.


Behandling: Aflastning fra smerteudløsende aktivitet og genoptræning inden for smertegrænsen.

Formålet med genoptræningen er bl.a. at genoptræne cuffmusklerne, således skulderbevægelsen koordineres, så caput ved abduktion altid er lokaliseret i midten af cavitaus glenoidale, hvorved risikoen for at klemme bursaen mellem caput humeri og acromion og derved ricidivfrekvensen reduceres.

For genoptræning se www.sportnetdoc.dk (skader, skulder, indeklemning).

Aflastningen kan ved behov suppleres med analgetika (paracetamol eller NSAID). Genoptræningen kan suppleres med (ultralydvejledt) injektion af corticosteroid (f.eks. triamchinolon 40 mg + 2 ml 1% Lidokain) i bursaen.

Ved manglende fremgang på genoptræningen og medicinsk behandling kan man forsøge operativ behandling, men resultaterne er ikke altid tilfredsstillende.

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 1. maj 2018