Menisk læsion i skulder opstår ved gentagne (over) belastninger eller ved én kraftig belastning (fald eller hvis håndboldspilleren bliver “taget i armen” i skudøjeblikket)

 

Menisken kan revne eller blive revet fra tilhæftningen på skulderbladets ledflade. Menisklæsioner er ofte kombineret med bristninger (rupturer) i skuldermusklerne.


Symptomer

Smerter i skulderleddet ved visse bevægelser. Ofte fornemmes at noget “smutter” i leddet.


Differentialdiagnoser

Bristning af cuffmusklerne, subacromial bursitis, tendinopati, subluxation i skulderleddet.


Diagnostik

Ved klinisk undersøgelse findes smerter ved "Apprehensions" test og relokationtest. Menisken kan visualiseres ved dynamisk ultralydscanning og MR med intraartikulær kontrast. I nogle tilfælde stilles diagnosen først ved artroskopi.


Behandling: Aflastning fra smerteudløsende aktivitet og genoptræning inden for smertegrænsen. For træningsprogram se www.sportnetdoc.dk (skader, skulder, meniskskade i skulderen).

Ved behov for analgetika anvendes paracetamol eller NSAID. Ved mistanke om labrumlæsion, hvor der ikke er jævn fremgang på aflastning og genoptræning, tilrådes henvisning til ortopædkirurgerne for vurdering af indikation for artroskopi.

 

 

 

Senest opdateret: 3. maj 2018