Rygsøjlegigt (spondylartrit) er en betegnelse for en gruppe gigtsygdomme, som først og fremmest påvirker rygsøjlen.

 

Det drejer sig om Inflammatoriske ledsygdomme, som afficerer bækkenled (sacroiliaca-led), columnas apofysære led og ligamenter, brystkassens led og evt. perifere led.

Ukendt, muligvis mikrobielle sygdomsudløsende antigener. Stærkt associeret til HLA-B27 vævstypen.


Man skelner mellem primære og sekundære former:

  • Primær spondylartrit/mb. Bechterew: Symmetrisk affection af sacroiliacaled, columnas led og ligamenter samt evt. skulderled og hofteled. 

  • Sekundær form: Sacroiliit/spondylartrit som led i psoriasisartrit, artrit ved inflammatorisk tarmsygdom eller ved kronisk forløbende HLA-B27 associeret reaktiv artrit.


Symptomer

Ved de forskellige former af spondylartrit er der vekslende grader af rygsymptomer, perifer artrit, entesopatier og ekstraartikulære manifestationer:

  • Rygsymptomer: Langsomt progredierende smerte og stivhed, som er værst om morgenen og i hvile, og efterhånden bevægeindskrænkning. Symptomerne initialt lokaliseret lumbalt med udstråling til glutealregionerne. Senere progredierende kranielt. Objektivt nedsat bevægelighed i columna i alle tre planer (Schobers test, nakke-væg-afstand, grad af sidebøjning) senere fejlstilling i form af affladet lumballordose og tiltagende kyfosering af columna thoracalis og cervicalis, og hermed objektivt øget nakke-væg-afstand og nedsatte thoraxekskursioner.
  • Perifere led: Oligoartrit og ledfordelingen afhængig af ovennævnte type. Risiko for fleksionskontrakturer i hofteleddene.

  • Entesopati: Insersionstendinit. Hælsporer med ledsagende smerter.

  • Ekstraartikulære manifestationer: Uveit, aortainsufficiens, kardielle ledningsforstyrrelser, lungefibrose.

  • Afhængig af typen findes også kutan psoriasis, inflammatorisk tarmsygdom eller tidligere reaktiv artrit.


Karakteristiske, kliniske og billeddiagnostiske fuld hos patienter med HBA-B27 vævstype sandsynliggør diagnosen.

Andre årsager til ryglidelser som udtalt spondylose/spondylartrose (Mb. Forestier), diskuslidelse mv. må udelukkes.


Diagnostik

HLA-B 27 er positiv hos > 90% med primær spondylartrit. Tidligt i forløbet kræves MR-skanning af sacroiliacaled og columna for at stille diagnosen, idet røntgenforandringerne optræder sent i forløbet. Akutte fasereaktanter kan være forhøjede ved inflammatorisk aktivitet.


Behandling

Symptomatisk smerte- og antiinflammatorisk behandling med simple analgetika og NSAID.

Konventionelle DMARDs som methotrexat og sulfasalazin har kun effekt ved perifere artrit, men TNF-alfa-hæmmere har en dokumenteret god langsigtet virkning på spondylartritten.

Information, fysio- og ergoterapi, rehabilitering og revalidering følger samme principper som ved reumatoid artrit, men specielt ekstensionsøvelser af columna er vigtigt.

 

 

 

 

Senest opdateret: 17. juli 2018