Hovedpine hos børn

Hovedpine hos børn

Hovedpine hos børn er et meget almindeligt symptom. 

Årsag

De hyppigste primære typer hovedpine (hvp) er spændingshovedpine (tensiontype headache, TTH) og migræne.


Spændingshovedpine hos børn

Varer fra 30 minutter til 3 dage. Den er typisk bilateral, pressende eller strammende og mild til moderat af intensitet og forværres ikke ved fysisk aktivitet.

Der er ikke kvalme, men foto- eller fonofobi kan være til stede. Ømhed i perikranielle muskler støtter diagnosen.

Prævalensen er omkring 10-15% hos 10-årige.


Migræne hos børn

Er recidiverende hovedpine i anfald af 1-72 timers varighed. Oftest bilateral. Smerten er pulserende og af moderat- svær styrke med forværring ved fysisk aktivitet, og der er enten ledsagende foto- og fonofobi (kan være sværere at konstatere hos børn) eller af kvalme og/eller opkastninger.

Ved migræne med aura er der syns-, tale- eller føleforstyrrelser, der typisk svinder før hovedpinen kommer. Ved hemiplegisk migræne ses desuden nedsat motorisk funktion.

Den præcise hyppighed af børnemigræne kendes ikke, men i internationale undersøgelser findes en prævalens på 1,4-5% hos mindre børn stigende op til 11% hos 15- 18-årige med en lille overvægt af drenge i 7 års alderen stigende til en ratio pige:dreng 2:1 ved puberteten og 3:1 i voksenalderen, utvivlsomt pga hormonelle faktorer.

Provokerende livsstilsfaktorer. Fysisk eller psykisk stress, sult, søvn (for lidt eller for meget), støj, stærkt og blinkende lys,menstruation, for lidt væske og måske for meget skærmtid kan give hovedpine.


Diagnostik

Det vigtigste er at få klassificeret typen af hovedpine.

Nakkehovedpine (især akut debuterende) samt ledsagesymptomer til hovedpine i form af natlige eller morgenopkastninger eller tilbagegang udviklings- og/eller færdighedsmæssigt og/eller personlighedsmæssigt samt almensymptomer i form af træthed og/eller vægttab, synstest, blodtryk samt fokal neurologiske udfald er alle advarselstegn, hvor sekundær hovedpine må overvejes – og akut henvisning til børnelæge foretages.


Behandling

Vejledning om provokerende faktorer. Barnet sættes i relevant, restriktiv analgetisk behandling (paracetamol).

Ved migræne kan børn >12 år der ikke har tilstrækkelig effekt af paracetamol kombineret med ibuprofen og motilium behandles med triptaner. Kun sumatriptan er frigivet til behandling af børn og kun børn >12 år i Danmark.

Ved TTH kan der være effekt af udspændingsøvelser, hvorimod massage ikke har effekt. Ved kronisk TTH er der dokumenteret effekt af relaksations træning, biofeedback og stresscoping.

 

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel