En relativt hyppig, kronisk neurologisk sygdom karakteriseret ved gentagne, forbigående anfald forårsaget af abnorm øget og synkroniseret elektrisk aktivitet i hjernen.

Epileptiske anfald inddeles på baggrund af symptomer (motoriske, sensoriske, autonome eller psykiske) og elektroencefalografiske (EEG) fund i partielle/fokale og generaliserede (primært eller sekundært til fokale forandringer 


Årsag:
Hyppigst ideopatisk. Hjerneskader af enhver art, både diffuse og lokaliserede kan udløse epilepsi. 


Symptomer:
Pludselige anfald af sekunder til få minutters varighed som er stereotype for den enkelte patient, men i øvrigt kan fremstå meget forskelligt. 


Diagnostik:
Anamnesen er vigtig (alkoholforbrug, udløsende faktorer, prodrom, toniskkloniske ekstremitetsbevægelser, hoved og øjendrejning, varighed, hyppighed, urinafgang, tunge- eller kindbid, postiktal konfusion). Ved reel mistanke om epilepsi bør henvises til neurolog med henblik på vurdering og videre udredning typisk i form af EEG og CT/MRskanning af hjernen. 


Differentialdiagnoser:
Lipotymi, TCI, dagdrømmeri, migræne med aura, pseudoanfald/ psykogene non-epileptiske anfald (PNES), angstanfald, affektkramper hos småbørn, stereotypier som led psykisk sygdom, apnø, paroxystisk dystoni. 


Behandling:
Oftest medikamentel, symptomatisk, i få tilfælde kirurgisk, kausal. Generelt: Oxcarbazepin, carbamazepin eller lamotrigin ved partielle anfald og lamotrigin, valproat eller levitiracetam ved generaliserede.

 Obs: Husk køreforbud ved anfald.

Patientinformation: For yderligere se Epilepsiforeningen


 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 8. januar 2018