Nedsat stofskifte pga. nedsat koncentration af T4 og T3 (thyroxin og trijodthyronin).

 

Årsag: Hyppigste årsager er autoimmun thyreoiditis (Hashimotos thyreoiditis) og tidligere thyreoideakirurgi eller radiojodbehandling. Litium og amiodaron kan forårsage hypothyreose. Ses også i forbindelse med hypofyseinsufficiens.

Der diagnosticeres ca. 750-1500 nye tilfælde om året.

Klinik: Især ældre kvinder rammes af sygdommen. Symptomerne udvikler sig snigende. Patienten har:

  • kuldskærhed
  • vægtøgning
  • hæs stemme
  • ’hård mave’
  • tør skællende kold hud
  • dårlig hukommelse og koncentrationsevne
  • depression
  • sparsomme eller manglende menstruation 


Sygdomsbilledet forveksles let hos ældre med begyndende demens. Serum-TSH er forhøjet (undtagen ved hypofyseinsufficiens) og T4 og T3 nedsat. Huden er kold, pastøs og tør. Pulsen er langsom og EKG kan vise ’low voltage’ (R-takker

Subklinisk hypothyreose er en tilstand med normal T4 og T3 og let forhøjet TSH. Patienterne er asymptomatiske. Det diskuteres, hvornår patienten skal behandles. Ofte vil man behandle ved positive antiTPO værdier og ved TSH mellem 5 og 10. Ved TSH over 10 vil man ofte behandle uanset om der er positiv antiTPO eller ej. Serum-TSH bør følges årligt.

Diagnose: Stilles på basis af symptomerne og de kliniske fund og nedsat koncentration af serum-T4 og T3 og forhøjet -TSH. Ved hypothyreose pga. hypofyseinsufficiens er TSH nedsat. Der er ofte normocytær, normokrom anæmi. Ved screening for demens testes for hypothyreose.

Behandling: Livslang substitution med thyroxin under kontrol af serum-TSH, T4 og T3. 
Behandlingen med thyroxin begyndes med lav dosis og optrappes langsomt især hos ældre og patienter med hjertesygdomme.

Symptomerne kan vare ved nogle måneder efter, at thyreoideahormonerne er normaliserede. Thyroxinbehovet øges under graviditet. 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 23. februar 2018