Menstruationssmerter er formentlig forårsaget af sammentrækninger i livmoderen

 

Årsag

Menstruationssmerter (dysmenoré) er formentlig i alt fald i nogen grad forårsaget af sammentrækninger i livmoderen fremkaldt af prostaglandiner frigjort i forbindelse med menstruationen.


Symptomer

Smerter relateret til menstruation, lokaliseret i underlivet, eventuelt med udstråling til nedre del af lænden og/eller mediale femora; debuterer oftest i forbindelse med eller få timer før menstruationen. 

Ved primær dysmenoré forstås oftest menstruationssmerter hos kvinder uden patologiske fund ved gynækologisk undersøgelse. 

Sekundær dysmenoré er menstruationssmerter hos kvinder med kendt patologi i underlivet, typisk endometriose, adenomyose, misdannelse af livmoderen eller muskelknuder (fibromer). 

Smerterne er typisk skarpe, krampelignende, intermitterende og kan være ledsaget af utilpashed, koldsved, kvalme, opkastning, diarré og svimmelhed,; varer typisk timer til få dage. Menstruationssmerter forværres ofte ved brug af kobberspiral.


Behandling

Reduktion af menstruationsstyrken ved behandling med p-piller eller gestagenspiral; prostaglandin-syntetasehæmmer (NSAID), paracetamol. Kortvarig behandling med opiater kan undertiden være nødvendig. Ro, hvile og lokalbehandling med varmepude hjælper nogle. 

 







Senest opdateret: 4. maj 2018