Ufrivillig eller ukontrollabel afgang af urin i et omfang, så kvindens sociale liv eller hygiejne hæmmes


Prævalensen af urininkontinens hos kvinder >30 år er 15-40%, stigende med alderen.

Kun relativt få urininkontinente kvinder henvender sig til læge med problemet, muligvis på grund af generthed samt manglende forventninger til, at problemet kan løses. 

En stor del af inkontinente kvinder udredes og behandles hos speciallæge eller på specialafdeling. En stor del af disse kvinder kan formentlig udredes og behandles i almen praksis ved hjælp af simpelt undersøgelsesprogram og ikke-kirurgiske behandlingsprincipper (Minimal Care).

Der skelnes typisk mellem funktionel, simpel og kompliceret inkontinens.


Årsag 

  • Funktionel inkontinens: 
    Urinvejsinfektion, øget urinproduktion p.gr.a stor væskeindtagelse, behandling med vanddrivende medicin eller (natlig) udskillelse af ødemer, tynd slimhinde i urinrør og skede, kronisk hoste, forstoppelse, overvægt, uhensigtsmæssige toiletforhold.

  • Simpel inkontinens:
    Anatomiske forhold, typisk nedsynkning af blære/livmoder/endetarm (stressinkontinens). Idiopatisk urgeinkontinens (pludselig, kraftig og uimodståelig vandladningstrang).

  • Kompliceret inkontinens:
    Blæretømningsbesvær, tumorer i lille bækken, neurologisk sygdom, sukkersyge med neuropati, tidligere operation i lille bækken inkl. tidligere inkontinensoperation, blod i urinen (hæmaturi).


Symptomer

Stresinkontinens med urinlækage ved øgning af trykket i bughulen (hoste, latter, nys, løft, hop) optræder meget hyppigt i let grad. Urgeinkontinens optræder typisk i forbindelse med pludselig og uopsættelig vandladningstrang (urgency). Inkontinensen kan også være dråbevis, sivende uden symptomer i øvrigt, typisk ved overløbsinkontinens (ischuria paradoxa).


Diagnostik

I sygehistorien lægges specielt vægt på inkontinenstype, debuttidspunkt, sværhedsgrad, væskeindtagelses- og vandladningsvaner, art og forbrug af hjælpemidler samt sygdomme, tidligere operationer og medicin som kan påvirke nedre urinveje. 

Ved gynækologisk undersøgelse bemærkes specielt sensibilitet i mellemkødet (perineum), atrofi af slimhinder, nedsynkning af blære/livmoder/endetarm, udfyldninger i det lille bækken samt knibefunktion af bækkenbundsmuskulaturen. Urinen undersøges for tegn på infektion, blod og glukose. Kvinden bør registrere væskeindtagelse og vandladning i skema gennem 2-3 typiske døgn.

Endvidere kan udføres blevejningstest til kvantitering af inkontinensen. Ved mistanke om mangelfuld blæretømning kan måles residualurin ved engangskaterisation.
 

Ved funktionel eller simpel inkontinens vil oftest kunne iværksættes behandling på baggrund af dette simple udredningsprogram, mens kvinder med kompliceret inkontinens normalt bør henvises til gynækolog.


Behandling

Funktionel inkontinens:
Korrektion af ovennævnte forhold; vandladning med faste intervaller (2-3 timer); omhyggelig blæretømning (triple voiding). 

Simpel inkontinens:
Anatomisk stressinkontinens: bækkenbundsmuskeltræning, blæretræning, intravaginale hjælpemidler (pessar, tampon m.v.), medicinsk behandling, elektrostimulation af bækkenbundsmuskulaturen, inkontinenshjælpemidler. 

Ved idiopatisk urge-inkontinens (overaktiv blære) korrigeres funktionelle og specifikke årsager


Behandling herudover:

  • Bækkenbundsmuskeltræning
  • Blæretræning
  • Medicinsk behandling
  • Elektrostimulation af bækkenbundsmuskulaturen
  • Inkontinens hjælpemidler
  • Akupunktur kan muligvis hjælpe nogle. 

 



 

 

 

Senest opdateret: 16. juli 2018