Hepatitis A  (HAV)

Hepatitis A virus smitter helt overvejende via den fækal-orale rute.

Den tid, der går, fra man er blevet smittet, til man får symptomer, er omkring 20 dage, men tiden kan variere fra to til seks uger.

Hos børn forløber sygdommen ofte subklinisk uden gulsot (icterus), modsat de fleste voksne hvor dog kun en mindre del (<20%) er påvirkede og kræver indlægges.

Karakteristisk er at hepatitis A giver livslang immunitet og sygdommen fører aldrig til kronisk hepatitis.

Anti-HAV (IgM) bliver positiv allerede ved sygdomsdebut og forbliver dette i 3-6 måneder. Anti-HAV (IgG) tyder på tidligere infektion. Der er ingen behandling, profylakse mod infektion opnås bedst ved vaccination, sekundært kan i.m. Gammaglobulin anvendes som korttidsprofylakse ved rejse.

Der antages at være ca. 100 tilfælde årligt i DK, og Hepatitis A tilfælde er anmeldelsespligtig.

 

Hepatitis B (HBV)

Hepatitis B skyldes infektion med hepatitis B virus. Inkubationstid er en til fem måneder, gennemsnitlig 60-90 dage.

Smitte overføreres seksuelt eller parenteralt, f.eks. via blod ved piercing, ved sprøjtemisbrug, eller tatovering.

Hos 70% af akut HBV-smittede er forløbet symptomløst, mens ca. 30% udvikler klinisk hepatitis (feber, madlede, smerter u. hø. kuvatur, ikterus, mørk urin) hvoraf 0,5% får et fulminant forløb.

Kronisk infektion, enten som en kronisk inaktiv eller aktiv hepatitis, ses hos ca. 10%. Komplikationer til kronisk aktiv infektion er udvikling af skrumpelever (cirrhose) og hepatocellulært karcinom.

Inficerede mødre smitter deres børn under fødslen og det fører til kronisk infektion hos ca. 90%.

I Danmark skønnes ca. 15.000 personer at have en kronisk HBV-infektion.


Diagnostik

Den vigtigste markør er HBsAg, som er positiv ved den akutte infektion og hos de patienter som udvikler kronisk hepatitis B. Ved den akutte hepatitis B infektion er IgM anti-HBc den tidligst udviklede antistof markør. Et kronisk forløb defineres som positiv HBsAg i længere end 6 måneder.


Smittemarkør

Forekomst af anti-HBc og anti-HBs er ensbetydende med opheling uden smitterisiko. Patienter som er vaccineret vil være anti-HBs positive.


Behandling

Der gives normalt ingen behandling ved den akutte hepatitis B infektion, men alle patienter med kronisk hepatitis B skal vurderes på specialafdeling. For kroniske bærere har antivirale lægemidler, herunder interferonbehandling eller nukleosidanalogbehandling, dokumenteret positiv effekt.

HBV klassificeres i 8 genotyper (A-H) som har betydning for respons på den medicinske behandling. Endvidere bestemmes HBV-DNA i blodet som korrelerer med aktiv virusreplikation, hvorfor måling af HBV-DNA er nyttig i monitoreringen af behandlingen. 


Vaccination medfører immunitet i 10 år, måske længere. Ved risiko for smitte efter stikskader kan med effekt som profylakse gives immunglobulin så hurtigt som muligt og indenfor 48 timer. Der kan på sygesikringens regning tilbydes andre i husstanden vaccination ved tilfælde med akut hepatitis.

Primærprofylaktiske tiltag er ligeledes vigtige, således at personer med hvem den smittede har seksuel kontakt bør vaccineres.

 

Hepatitis C  (HCV)

Hepatitis C virus overføres via blod og blodprodukter, mens seksuel smitte er sjælden.

Optræder hyppigt hos patienter med hæmofili og stofmisbrug samt ved dialysebehandling af kronisk nyreinsufficiens. I DK vurderes prævalensen til 0,5-0,7 %


Diagnostik

Inkubationstiden er 5-12 uger, og der ses hyppigt et subklinisk forløb, eller kun milde hepatitis symptomer. Positiv serologi (anti-HCV) ses først 5-6 uger efter smitte. Patienter i immunosuppressiv behandling er op til et år om at serokonvertere.

Infektionen bliver kronisk i de fleste tilfælde (60-80 %). Aktiv hepatitis C virus replikation diagnosticeres med PCR-teknik, idet man tester for HCV-RNA.

Patienter med kronisk sygdom er derfor både anti-HCV positive og HCV-RNA positive. For patienter med et kronisk forløb over 20-30 år har en risiko for udvikling af skrumpelever på 20-30%. Hos denne gruppe øges sandsynligheden for hepatocellulært carcinom markant.


Behandling

Er centraliseret til afdelinger med særlig ekspertise. Patienten med akut hepatitis C infektion følges nøje mhp. rette tidspunkt for behandling med Pegyleret interferon i 6 måneder. Der kommer løbende ny viden om behandlingen, som bl.a. rettes ind i forhold til genetisk klassificerede genotyper af hepatitis C. Der andvendes Ribavarin, protease-inhibitorerne og Interferon og der er nye stoffer under afprøvning.

Der foretages regelmæssige kontroller, og trods mange bivirkninger gennemfører 90% af patienterne behandlingen. Der er ikke udviklet vaccine mod hepatitis C. I DK udgør hepatitis C inficerede ca. 15 % af de levertransplanterede.

Globalt skønnes det at mere en 160 millioner er smittede med HCV. 

I Danmark diagnosticeres der 150 til 250 nye tilfælde om året, og det skønnes at 17.000 personer har HCV infektion.

 

Hepatitis D  (HDV)

Sjældent forekommende virushepatit der udelukkende kan optræde som ledsageinfektion ved hapatitis B, smitten overføres parenteralt.

Immunitet mod hepatitis B beskytter således mod hepatitis D.

Behandlingen er en specialistopgave.

 

Hepatitis E  (HEV)

Hepatitis E virus findes som tre forskellige virusstammer.

Hepatitis E virus medfører en infektion, der ligner hepatitis A. I Danmark har man indtil nu kun set enkelte personer, der var smittet med hepatitis E.

De fleste blevet smittet ved rejser i udviklingslande med utilstrækkelig forsyning med rent vand og dårlige hygiejniske forhold. Det smitter oftest fra vand forurenet med afføring, men der er nu påvist hepatitis E smitte hos patienter uden rejseanamnese.

Smittevej er som ved hepatitis A fækal-oral og inkubationstiden angives til mellem 2-8 uger. HEV infektionen diagnosticeres ved påvisning af virusgenom i blod/afføring med PCR. IgM-antistof mod hepatitis E-virus kan normalt påvises fra symptomdebut - og derefter i 2-3 måneder Intet kronisk forløb, høj mortalitet beskrevet hos gravide.

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 17. april 2018