Refluks eller på dansk spiserørskatar omfatter tilstande hvor tilbageløb fra mavesækken (ventriklen) medfører symptomer og i nogle tilfælde komplikationer med halsbrand


Tilbageløb af ventrikelindhold er et fysiologisk fænomen, men hvis slimhinden i spiserøret (oesophagus) i længere tid eksponeres opstår symptomer og i nogle tilfælde forandringer i slimhinden som et resultat af syrepåvirkning.

Hvis der kan påvises slimhindeskader ved endoskopi er der tale om spiserørskatar (refluksesofagit), men hvis der ikke findes endoskopiske forandringer i spiserøret eller tilbageløb af syre taler man om non-erosiv reflukssygdom.


Årsag

Årsagen er forstyrrelser i den gastroøsofageale funktion, der skal forhindre tilbageløb af ventrikelindhold. Der kan være tale om nedsat tonus af den nedre oesofagussphincter, og tilstedeværelsen af et spiserørsbrok (hiatus hernie) antages også at have betydning for udvikling af reflukssygdom.

Med stigende alder nedsættes den barriere der forhindrer tilbageløb til oesofagus. Sygdomme eller tilstande med forsinket eller langsom ventrikeltømning kan udløse refluks.


Symptomer

Det vigtigste symptom er pyrosis eller halsbrand, der typisk optræder efter fødeindtagelse, mest udtalt efter store måltider, karakteristisk efter et større aftensmåltid. Foroverbøjet stilling kan provokere symptomerne, der også karakteristisk ses når patienterne er i liggende stilling.

Refluks kan også præsentere sig med brystsmerter, synkebesvær eller luftvejssymptomer med hoste eller astma lignende symptomer.


Diagnostik

Alarmsymptomer bør altid foranledige gastroskopi. Symptomatisk respons på kortere varende behandling med syrehæmmende midler er ikke pålideligt til at diagnosticere reflukssygdom. Esophagogastro-duodenoskopi udelukker differentialdiagnoser samt verificerer evt. spiserørsbrok (hiatus hernie) og skader på esophagus efter refluks, såsom esophagitis og peptiske stenoser.

Ved Barretts esophagus er spiserørets normale pladeepitel erstattet af cylinderepitel (metaplasi). Tilstanden er relateret til reflukssygdom og disponerer til udvikling af kræft i spiserøret (esophaguscancer).


Differentialdiagnoser

Mavesår eller duodeni, cancer, funktionel dyspepsi, evt. hjertesygdom og galdevejssygdomme.


Udredning

Ved oesofagoskopi, som er den centrale diagnostiske undersøgelse, kan man iagttage slimhindelæsioner, erosioner eller mere udtalte læsioner og man kan biopsere, hvis man har mistanke om, at der er tale om Barretts oesofagus.

Måling af pH i oesofagus kan være af diagnostisk værdi hvis de endoskopiske fund ikke er karakteristiske. Symptomatisk respons på kortere varende behandling med syrehæmmende midler er ikke pålideligt til at diagnosticere reflukssygdom.


Forløb

Symptomer på refluks er meget hyppigt forekommende i den vestlige verden, præcise angivelser for prævalens og incidens kan ikke anføres og mange voksne har symptomer, men ignorerer problemet eller benytter håndkøbsmedicin og søger således ikke læge.

Reflukssygdom må siges at være kronisk eller karakteriseret ved tilbagevende symptomer efter ophør med behandling.

Komplikationerne er stenose og Barretts oesofagus (metaplasi af slimhinden), det medfører en øget risiko for kræft i spiserøret (oesofaguscancer). For gruppen af patienter uden objektive fund vil symptomerne kunne aftage, og det kan ikke afvises at denne tilstand ligeledes kan udvikle sig til egentlig reflukssygdom.


Behandling

Til reflukssygdom anvendes syrehæmmende behandling, som generelt har en god effekt dokumenteret i mange klinisk kontrollerede undersøgelser. Hensigten er at opnå lindring af symptomerne og heling af slimhinden i spiserøret og dermed forebygges komplikationer.

Patienten informeres om sygdommen og der kan gives en række råd om diæt, eleveret hovedgærde og det kan være på sin plads at gennemgå medicinlisten i forhold til lægemidler der kan forværre refluks, NSAID, calciumantagonister, morfika, nitrater.

Ved manglende respons på medicinsk behandling kan kirurgisk behandling overvejes. Hvis der er tale om non-erosiv refluks så kan flertallet med godt resultat behandles med syreneutraliserende, eller barrieredannende midler. H2-receptor blokkere eller protonpumpehæmmere kan også anvendes.

  

 

 

 

 

Senest opdateret: 17. april 2018