Brug af benzodiazepiner, der opfylder ICD-10-kriterier på afhængighedssyndromet med mindre indikationen, er psykiatrisk.


Symptomer:
Man skelner mellem lav- og høj-dosis afhængighed. Ved lav-dosis afhængighed optræder der abstinenssymptomer (uro, søvnforstyrrelser, lys- og støjoverfølsomhed, muskelsmerter) ved forsøg på ophør. Det fører typisk til gentagne anmodninger om receptfornyelse og dermed et langvarigt forbrug, som der ikke er indikation for. Den daglige dosering ændres typisk ikke. Afhængighedssyndromet domineres af krav om vedvarende medicinering. 

Ved høj-dosis afhængighed indtages benzodiazepiner for at få en ruseffekt og derfor typisk i betydeligt højere doser end de terapeutiske. Afhængighedssyndromet ligner alkoholafhængighedssyndromet med social deroute. Høj-dosis benzodiazepinmisbrug indgår ofte i blandingsmisbrug med alkohol og andre stoffer.

 

Årsager: Udvikling af afhængighed afspejler primært et regelmæssigt forbrug, hvorved CNS bliver metabolisk tilvænnet til benzodiazepiner, hvilket kan ske på 6-8 uger. Bidragende til et regelmæssigt forbrug er også patientens frygt for ikke at have lægemidler til rådighed over for angst eller søvnbesvær. 

En lang række faktorer bidrager til udvikling af sværere former for afhængighed, både genetiske, psykosociale og personlighedsmæssige forhold samt psykiatriske lidelser. Benzodiazepinafhængighed kan optræde ved insufficient behandling af især angsttilstande og depression med andre lægemidler, fx antidepressiva.

 

Differentialdiagnoser: primært andre former for misbrug (især alkoholmisbrug og blandingsmisbrug), forgiftninger samt psykiatriske sygdomme med påvirkning af især kognitive funktioner (begyndende demens og alvorlige somatiske sygdomme). Psykiatrisk komorbiditet ses ofte, især angsttilstande og depression, samt søvnforstyrrelser.



Udredning/diagnosticering:
Afklaring af ordinationsmønstret: Mængde, hyppighed og varighed. Afklaring af grundlæggende psykiatrisk sygdom (angsttilstand, depression mfl.) evt. vurdering hos speciallæge i psykiatri om mulighed for behandling med andre psykofarmaka uden misbrugsrisiko. Grundig udredning af søvnforstyrrelse (gerne med søvnskema), vurdering af patientens forståelse for og motivation til at ændre brug af benzodiazepiner.

 

Komplikationer: Hukommelses- og indlæringsproblemer, affladet stemningsleje, koordinationsbesvær med faldtraumer. Ved for hurtig aftrapning kan der optræde abstinenssymptomer (indre uro, angst, søvnbesvær evt. værre end før behandlingen (såkaldt 'rebound'), lys- og støjoverfølsomhed og influenzalignende muskelsmerter.

 

Behandling: Hvis der ikke er klar indikation for længerevarende behandling med benzodiazepiner bør der ske en gradvis aftrapning af medicinen. Det kræver grundig information af principperne for behandlingen og en garanti for, at eventuelle grundlæggende angst- og søvnproblemer vil blive behandlet på anden vis. Det er meget vigtigt at styrke patientens motivation til at forsøge aftrapning.


Institut for Rationel Farmakoterapi har udarbejdet en række vejledninger og nedtrapningsskemaer til brug for læger, praksismedarbejdere og patienter i det daglige arbejde med at få patienter ud af afhængighed af lægemidlerne.

Hvis patienten har fået sovemidler eller angstdæmpende midler i kort tid (ca. 4-6 uger), kan vedkommende stoppe uden nedtrapning. Men det sikreste er at nedtrappe over nogle dage, så brugerne ikke bliver overraskede over begyndende abstinenser.

Princippet i den langsomme nedtrapning er, at man aldrig øger dosis under nedtrapningen, hvis man oplever ubehag, men at man bliver på den nuværende dosis nogle dage. Den langsomme nedtrapning foregår ved, at patienten tager mindre og mindre medicin, f.eks. ved at fjerne ¼-½ tablet dagligt med 1-2 ugers mellemrum, således at kroppen får mulighed for at vænne sig til mindre og mindre medicin. Det vil betyde, at brugerne ikke får væsentlige gener i nedtrapningsperioden.

Når brugerne gennem den langsomme nedtrapning er nede på ½ tablet, kan de stoppe helt. Nogle brugere er særligt følsomme i den periode, hvor medicinen nedtrappes. Derfor kan det være nødvendigt, at de bliver på den nuværende dosis. Den fortsatte nedtrapning udsættes derfor nogle dage.

Erstatning af et benzodiazepin med diazepam kan være et godt alternativ ved nedtrapning, da diazepam er langtidsvirkende og giver en stabil blodkoncentration gennem døgnet. Derfor kan diazepam indtages blot en gang i døgnet. Aftrapning kan tage 6-12 måneder eller længere.

Ophør med behandlingen lykkes ikke altid af forskellige grunde. Der optræder symptomer på angst eller søvnbesvær trods anden behandling, eller patientens motivation svækkes under de langvarige forløb. Nye belastninger i dagligdagen indtræder måske og fører til øget angst.

For at forebygge udvikling af afhængighed bør behandling med benzodiazepiner højst vare få uger: for sovemedicin 1-2 uger og for angstdæmpende 3-4 uger. Giv en skriftlig tabletplan med hjem - forsynet med tydelig oplysning om tidsperiode, aftalt tabletforbrug, tabletsaldo ved periodens ophør og tid for opfølgende samtale. Det er vigtigt, at patienten grundigt er informeret om behandlingsforhold for ordination af benzodiazepiner og naturligvis især før opstart af behandlingen.

I forsøget på at nedbringe forbruget eller bringe det til ophør, bør man ikke "dæmonisere" benzodiazepiner eller inducere skyld hos patienten ved at antyde, at de let kan bringe behandlingen til ophør, hvis viljen er der. Åbenhed og klare aftaler er afgørende for både læge og patient.

Supplerende viden: Vejledning fra Institut for Rationel Farmakoterapi og Audit Projekt Odense (APO): www.irf.dk. www.medicin.dk  og sundhedsstyrelsen www.sst.dk - vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Lærebog i psykiatri, fx Mors et al. Klinisk psykiatri 2009.

 

 

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 11. januar 2018