En depressiv sindslidelse er et syndrom af depressive symptomer

  • Nedtrykthed
  • Manglende lystfølelse
  • Nedsat energi
  • Træthed
  • Søvnforstyrrelser
  • Tidlig opvågen
  • Tab af selvværdsfølelse
  • Appetitløshed
  • Vægttab
  • Koncentrationsbesvær.
  • Selvmordstanker.


Diagnostik

Diagnosticeringen af en depressiv sindslidelse beror på anamnestiske oplysninger om forekomst af tidsafgrænsede depressive symptomer og objektive tegn på depression, f.eks. manglende emotionel reaktivitet og psykomotorisk hæmning.

Vurderingen af depression kræver, at der indhentes anamnestiske oplysninger om anden psykisk lidelse, om misbrug og om forekomst af somatisk sygdom, da der er overlappende symptomer til sådanne lidelser, f.eks. vægttab, træthed og søvnforstyrrelser.


I ICD-10 inddeles depressioner i:

  • Depression af lettere grad
  • Depression moderat grad
  • Depression af svær grad


De lettere og moderate depressioner underinddeles i depressioner med eller uden melankoliforme symptomer. Det antages, at depression af svær grad altid er melankoliform. Svær depression underinddeles i depression med eller uden psykotiske symptomer.
Inddelingen af depressioner er af klinisk betydning, fordi inddelingen giver retningslinjer for valg af behandling.


ICD-kriterierne for en depressiv enkeltepisode (F32) er følgende:

 
A. Varighed mindst 2 uger og organisk årsag udelukkes.


B.  Kernesymptomer:
  1. Nedtrykthed det meste af tiden og upåvirkelig af ydre forhold.
  2. Tab af lyst og interesse.
  3. Nedsat energi eller øget trætbarhed.

CLedsagesymptomer:
  1. Tab af selvtillid eller selvværdsfølelse.
  2. Selvbebrejdelser eller skyldfølelse.
  3. Tanker om død eller selvmord.
  4. Manglende evne til at tænke eller koncentrationsbesvær.
  5. Ændret psykomotorisk tempo/aktivitet (hæmning eller agitation).
  6. Søvnforstyrrelser.
  7. Appetit- eller vægtændringer.

Depression af lettere grad: Mindst 2 af B og mindst 2 af C

Depression af moderat grad: Mindst 2 af B og mindst 4 af C

Depression af svær grad: Mindst 3 af B og mindst 5 af C

 

Lettere og moderat depression med melankoliforme symptomer: Mindst 4 af følgende:

  1. Tab af lyst og interesse.
  2. Mangel på emotionel reaktion, f.eks. overfor glædelige begivenheder.
  3. Tidlig opvågen.
  4. Døgnvariation, værst morgen.
  5. Psykomotorisk hæmning eller agitation.
  6. Tab af appetit.
  7. Vægttab.
  8. Tab af libido. 


Svær depression med psykotiske symptomer

  • Hallucinationer
  • Vrangforestillinger
  • Depressiv stupor.

Ved depression er der øget selvmordsrisiko. Enhver depressiv patient skal udspørges om selvmordstanker og vurderes for selvmordsfare.

En depression varer ubehandlet mellem 9 og 12 måneder. Over 80% af depressive patienter får depression mere end en enkelt gang igennem livet (periodisk depression).
 

Differentialdiagnoser

  1. Tilpasningsreaktion.
  2. Sekundære depressive symptomer ved angsttilstande, OCD og somatoforme tilstande.
  3. Bipolar depression.
  4. Personlighedsforstyrrelse med humørsvingninger og forstemthed.
  5. Skizofreni: Prodromal fase med negative symptomer og postskizofren depression.
  6. Demens: Subkortikal- og frontallapsdemens med apati og tab af motivation.
  7. "Stille", hypoaktiv delir: Ved hypoaktiv delir er der psykomotorisk hæmning.
  8. Apati og lettere kognitiv svækkelse ved somatiske sygdomme.
  9. Medikamentelt induceret depression: Hyppigst ved glukokortikoidbehanling.
  10. Misbrug af alkohol og andre psykoaktive stoffer. De fleste misbrugere klager i perioder over depression. De depressive symptomer forsvinder i de fleste tilfælde spontant. Primær depression forekommer kun lidt hyppigere blandt misbrugere. Der er ikke dokumentationfor "selvmedicineringshypotesen". Alkohol og centralstimulerende stoffer kan derimod inducere depression. Hvis depressionen varer over 14 dage efter ophør med misbruget (residual depression), kan der gives antidepressiv behandling. 
  11. Residual depression respondrerer som en primær depression på antidepressiv behandling. 

 


Behandling af depression:

Langt de fleste depressioner behandles i almen praksis. Valg af antidepressiv præparat vil afhænge præparatets bivirkninger og interaktion med andre lægemidler. SSRI eller SNRI vil være førstevalgspræparat på grund af TCA´s potentielt alvorlige kardiovaskulære og antikolinerge bivirkninger.


Lettere depression: Effekten af antidepressiv medicin er på placeboniveau (og placeboeffekten er høj). Støttende samtaler og rådgivning vil i de fleste tilfælde være den primære behandling. Der er oftest ikke behov for psykoterapi. Tilstanden bør genvurderes efter 2 uger.

Hvis den lettere depressive tilstand ikke responderer på støttende samtaler eller bedres spontant i løbet af få uger, kan psykoterapi være indiceret. Tidligere moderat eller svær depression eller aktuelt forekomst af melankoliforme symptomer støtter indikationen for medikamentel antidepressiv behandling.


Moderat depression: Der er evidens for effekt såvel af medikamentel antidepressiv behandling som af psykoterapi, men antidepressiv medicin har den hurtigste effekt. Der kan vælges et SSRI eller et SNRI præparat. Ved manglende effekt i sufficient dosis efter 2-3 uger kan der skiftes til andet præparat, f.eks. fra et SSRI-præparat til et SNRI-præparat eller fra SNRI til TCA.

Ved partiel respons kan der gives kombinationsbehandling med to præparater med forskellig virkningsmekanisme, f.eks. SSRI morgen og mirtazapin ved sovetid, eller augmenterende behandling med quetiapin.


Svær depression: Effekten af TCA er bedst dokumenteret. Placeboeffekten er relativt lav ved svær depression. Der kan vælges clomipramin eller nortriptylin, idet disse præparater kan plasmamonitoreres. Forundersøgelser ved TCA-behandling er ekg og ortostatisk blodtryksmåling.

Ved partiel effekt kan der til TCA-behandlingen gives augmenterende behandling med lithium eller quetiapin. Lithium kan kræve specialistbehandling, men ikke nødvendigvis. Hvis der fortsat er manglende behandlingseffekt, kan der gives ECT. Indlæggelse på psykiatrisk afdeling bør ske ved selvmordsfare, psykotiske symptomer, svær hæmning eller agitation, drikke- eller spisevægring, manglende behandlingsrespons og indikation for ECT, manglende sygdomserkendelse eller dårlig behandlingsalliance.

Antidepressiv behandling bør fortsætte i mindst 12 måneder, og dette gælder også for de patienter, som er blevet raske efter ECT, idet recidivhyppigheden er stor.

Dosis bør reduceres gradvist i løbet af 2-3 uger for at undgå seponeringssymptomer (angst, agitation, søvnbesvær, træthed m.v.).


Forebyggende behandling

Ved periodisk depression kan der gives forebyggende behandling enten ved at fortsætte med den antidepressive behandling i samme dosis som under den akutte behandling eller ved lithiumbehandling.



Patientinformation: www.depressionsforeningen.dk

 

 

Senest opdateret: 15. april 2018