Demens er et syndrom, som skyldes påviselig hjernesygdom, hjernetraume eller anden beskadigelse af hjernen.


Demens er karakteriseret ved svækkelse af højere mentale funktioner i mindst 6 måneder, især svækkelse af hukommelse og andre kognitive funktioner, så som orientering, indlæringsevne, abstraktionsevne, sprog, dømmekraft og evne til planlægning.

Der er ikke bevidsthedsuklarhed.

Foruden svækkelse af hukommelse og andre kognitive funktioner er der ofte svækkelse af emotionel kontrol, tab af motivation og tab af sociale hæmninger (personlighedsmæssige ændringer). De emotionelle forstyrrelser og personlighedsmæssige.

 

Årsag

Der findes over 100 forskellige sygdomme, som kan forårsage demens, men de fleste er sjældne. De hyppigste demensformer er de primære neurodegenerative typer: Alzheimers demens (50-60%), Lewy body demens (10-15%) og frontotemporal demens (10%).

 
Vaskulær demens udgør ca. 15%. Forekomsten af alkoholisk demens er sparsommere belyst, men omfatter antagelig ca. 10% af alle med demensformer i den vestlige verden.


Andre årsager til demens er metaboliske (anoksi, leverinsufficiens, vitaminmangel m.v.), toksiske (organiske opløsnigsmidler, tungmetaller, pesticider m.v.), neoplasmatiske (primær hjernetumor, hjernemetastaser, paraneoplasmatisk syndrom), traumatiske (posttraumatisk, subduralt hæmatom), CNS-infektioner og hydrocefalus.


Symptomer og diagnostik 

Nogle demensformer (f.eks. Alzheimers demens) manifesterer sig ved svækkelse af hukommelse som det mest markante symptom, medens andre former (f.eks. frontotemporal demens) debuterer overvejende med personlighedsmæssige ændringer.



Generelle diagnostiske kriterier for demens (ICD-10):

  1. Svækkelse af hukommelsen (især for nyere data) og svækkelse af andre kognitive funktioner (abstraktionsevne, dømmekraft, tænkning, evne til planlægning og orienteringevne).

  2. Svækkelse af emotionel kontrol, tab af motivation og svækkelse af evne til social adfærd, manifesterendesig ved mindst 1 af følgende:

a) Emotionel labilitet
b) Irritabilitet
c) Apati
d) Forgrovet social adfærd

3. Bevidsthedsklar

4. Varighed mindst 6 måneder

 

Demensgrad:

Efter funktionsniveauet inddeles demensgraden:

Let grad: Interfererer med normale aktiviteter, MMSE-test ofte 18-23

Moderat grad: Kan ikke klare sig uden hjælp, MMSE-test ofte 12-17

Svær grad: Kontinuerlig pleje nødvendig, MMSE-test ofte < 12

 

Demensudredning i almen praksis: Udredningen for demens begynder i almen praksis og i samarbejde med demensklinik eller andet specialafsnit. Almen praksis har en væsentlig rolle i opsporing, indledende udredning og opfølgning af patienter med demens.

Opsporingen af demens kan begynde med en mistanke om kognitiv dysfunktion. Mistanken kan være opstået hos patient, pårørende og det kommunale plejesystem eller ved observation i almen praksis.


Patientens egen læge skal som indledning til demensudredningen vurdere følgende:

Somatisk sygdom. Hvis der inden for de seneste 3 måneder har været somatisk sygdom, skal det vurderes, om den kognitive dysfunktion kan skyldes delir. Udredning af demens kan først påbegyndes 3 måneder efter delir.

Depression. Hvis patienten lider af en depression, bør depressionen behandles før udredning for eventuel demens.

Alkoholmisbrug. Forbrug af alkohol hos ældre kan svække de kognitive funktioner i væsentlig grad. Et højt alkoholforbrug skal ophøre, før der kan foretages demensudredning. Patienten kan eventuelt henvises til kommunalt behandlingscenter.

Medicinforbrug. Adskillige lægemidler kan svække de kognitive funktioner: Benzodiazepiner, tricykliske antidepressiva, antipsykotika, opioide analgetika, glukokortikoider, antihistaminer, antiepileptika og antiparkinsonmidler. Lægemidler med antikolinerg effekt giver størst risiko for svækkelse af kognitive funktioner. Der bør foretages medicinsanering før demensudredningen.

 

Udredning i almen praksis bør omfatte følgende:

A. Oplysninger fra patienten.

B. Oplysninger fra nærmeste pårørende

C. Objektiv almen medicinsk undersøgelse, herunder vægt, højde, blodtryk, synsprøve, høretest, ekg og urin-stix.

D. Objektiv neurologisk undersøgelse, herunder pareser, bevægelsesforstyrrelser, gang og øjenbevægelser.

E. Objektiv psykiatrisk undersøgelse, herunder bevidsthedsklarhed, orientering og hukommelse.

F. Psykometriske tests: Mini-Mental State Examination (MMSE-test) og urskivetest.

G. Laboratorieundersøgelser:
B-hemoglobin, B-erythrocyt middelcelle volumen (MCV), B-erythrocyt middel hemoglobin (MCHC), B-thromocytter, B-leucocyttal, B-leucocyttype, 
P-C-reaktivt protein, S-albumin, S-elektrolytter, S-kreatinin, S-karbamid, S-calcium (ioniseret S-calcium), P- eller B-glukose, S-basiske fosfataser (BASP),
S-alanin-aminotransferase (ALAT), S-lactat-dehydrogenase (LDH), S-gamma-glutamatdehydrogenase (GGT), S-thyreoidea stimulerende hormon (TSH),
S-comalamin (B-12 vitamin), S-folat, S-lipidudredning, urinstix for protein, blod og leucocytter, ekg samt eventuel urindykning og resistens samt evt.
P-koncentration af medikamenter.

 

Demensudredning i demensklinik, gerontopsykiatrisk afdeling/team eller geriatrisk afdeling:


Demensudredning har følgende formål:

  • Diagnosticering af demens, subtype af demens og andre psykiske lidelser.
  • Diagnosticering af reversibel demens.
  • Vurdering af indikation for behandling, herunder behandling med medicin mod demens.

Demens er en klinisk diagnose. Anamnesen og den kliniske undersøgelse er det centrale i demensdiagnostikken. Samtale med pårørende er et særdeles væsentligt element i udredningen. Der er potentielt reversible årsager i kun 2-3% af tilfældene (f.eks. toksisk medicin, normaltrykshydrocefalus eller subduralt hæmatom).

I demensklinikken kan der foretages supplerende undersøgelser: Neuropsykologiske tests og hencises til CT- og MR-scanning af cerebrum, Doppler af halskar, lumbalpunktur, neuro-oftalmologiske og neurootologiske undersøgelser.

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 15. april 2018