Somatoforme tilstande er sygdomsbilleder med vedblivende subjektive klager over vekslende legemlige symptomer, som ikke kan forklares ved påviselig somatisk sygdom 


Hvis der er en tilstedeværende somatisk sygdom, kan denne sygdom ikke forklare patientens subjektive symptomer eller den ledsagende funktionsnedsættelse.

Patienten kan ikke eller kun forbigående acceptere forsikring om, at symptomerne ikke har fysisk årsag, og patienten kræver nye undersøgelser til trods for tidligere negative fund. 

Risikoen for at få en somatoform lidelse igennem livet har i amerikanske undersøgelser varieret mellem 0,2 og 2%. Der var stor overvægt af kvinder. Uforklarlige somatiske symptomer (funktionelle symptomer) forekommer meget hyppigere end somatoforme tilstande, idet enkelte funktionelle symptomer ikke er tilstrækkeligt til at opfylde de diagnostiske kriterier for en somatoform tilstand.


I lægepraksis og på hospitalsafdelinger udgør patienter med uforklarlige somatiske symptomer mellem 15 og 30%. 


Årsag

Årsagerne er ukendte. Der er familiær ophobning af somatoforme tilstande, og i familien er der også ophobning af personer med alkoholisme og personlighedsforstyrrelser. 


Symptomer og diagnose

Debutalderen for somatoforme tilstande er oftest 13-25 års alderen. Sygdomsbilledet er typisk fuldt udviklet i midten af 20-års alderen. ICD-10 skelner mellem flere typer af somatoforme tilstande, f.eks. somatiseringstilstand, hypokonder tilstand, somatoform autonom dysfunktion og vedvarende somatoform smertetilstand, men denne inddeling bygger på et spinkelt forskningsmæssigt grundlag og er næsten uden klinisk betydning. 


De centrale symptomer ved somatoforme tilstande er vedvarende eller tilbagevendende multiple, legemlige symptomer, som er somatisk uforklarlige.

De somatoforme symptomer kan være fra alle organsystemer. Symptomerne kan veksle mellem organsystemer over tid.

Symptomerne og klagerne har igennem livet været så mange, at patienter ikke sjældent glemmer, hvilke symptomer de har haft tidligere. Der kan være storbrug af skiftende læger, speciallæger og specialafdelinger. Nogle patienter har mange autonome symptomer, så som hjertebanken, sveden, åndenød, hyperventilation m.v. Disse symptomer er ofte udtryk for samtidig forekomst af angst.

Forløbet er oftest kronisk, men med svingende intensitet. De forskellige lægespecialer har hver deres tilstande med uforklarlige, somatiske symptomer. Sammenhængen mellem disse tilstande og de somatoforme tilstande i ICD-10 er uafklaret.


Funktionelle lidelser i forskellige specialer:


De mange forskellige funktionelle lidelser har fællespræg, og det er blevet foreslået, at de forskellige funktionelle diagnoseenheder blev behandlet som et enkelt specifik, funktionelt syndrom, og at man først senere delte dem op i flere enheder, når man fik større kendskab til deres årsager og behandling.


Differentialdiagnoser

Diagnosen, somatoform tilstand, er helt overvejende en eksklusionsdiagnose. Det er i sidste instans alene en udredning for somatisk sygdom, som kan sandsynliggøre diagnosen. I somatikken står differentialdiagnosen over for okkulte, somatiske sygdomme, som rammer flere organsystemer, og som har vage, uspecifikke symptomer. Et eksempel er systemisk lupus erythematosus.


Psykiatriske lidelser, hvor der kan være somatoforme symptomer, er:

  1. Depression med bekymring for sygdom og somatoforme vrangforestillinger.
  2. Angsttilstande med frygt for, at autonome symptomer er udtryk alvorlig sygdom.
  3. Tvangstilstande med optagethed af frygt for smitte.
  4. Paranoid psykose og skizofreni med somatoforme vrangforestillinger.


Komorbiditet

Forekommer hyppigt, især angsttilstande, depression, alkohol- og medicinmisbrug samt personlighedsforstyrrelse.


Behandling

Der findes ikke en specifik behandlingsmetode, som har haft en bedre effekt end andre metoder på længere sigt. Men på kort sigt (3-12 måneder) er der bedst dokumentation for effekt af kognitiv adfærdsterapi. Mange patienter med somatoforme tilstande og funktionelle lidelser er ikke motiverede for psykoterapi.

Behandlingen af somatoforme tilstande er vanskelig. Den foregår i de fleste tilfælde hos patientens praktiserende læge.



Følgende hovedprincipper er nyttige:

  1. Behandlingsalliance med kun én læge er vigtig. Patientens egen læge bør styre behandlingen, henvisninger, undersøgelser m.v. for at undgå "doctor shopping".

  2. Hyppige og kortvarige samtaler. Patientens funktionelle symptomer skal accepteres som værende en realitet for patienten, men ikke patientens opfattelse af årsagerne. En dualistisk opfattelse med skelnen mellem psykisk og organisk er både fagligt ukorrekt og ubehagelig for patienten. Patienten skal opnå en oplevelse af, at deres sygdom tages alvorligt, og en forståelse for deres subjektive lidelse.

    Samtalerne bør drejes ind på psykiske og sociale problemer. Patienten bør motiveres for at deltage i det sociale liv og få opmærksomheden rettet mod andet end sygdom.

  3. Psykoedukation kan hjælpe patienten til at forstå sin sygdom. Patienten kan informeres om, at det ikke drejer sig om en lidelse i et perifert organ, men om centrale mekanismer, som vi endnu ikke kender.

  4. Fysisk træning og fysioterapi.

  5. Antidepressiv behandling med SSRI og TCA er blevet undersøgt i klinisk kontrollerede undersøgelser. Der har været en vis effekt på enkeltsymptomer, så som søvnforstyrrelser og smerter, men ikke på den egentlige somatoforme tilstand. Patienter med somatoforme tilstande er hypersensitive overfor bivirkninger af antidepressiva. Der er evidens for effekt af antidepressiva mod colon irritable syndrom. 

  6. Benzodiazepiner og analgetika bør undgås, herunder især opioide analgetika.  

 

 

 

Senest opdateret: 15. april 2018