Dissociative tilstande  er karakteriseret ved dissociation, dvs. at umiddelbare sanseoplevelser, beherskelse af bevægelser, erindring eller identitetsoplevelse fraspaltes bevidstheden

Tilstandene omfatter de klassiske konversionsneurotiske tilstande, tidligere betegnet som “neurosis hysterica”.

Der opstår psykogent betingede funktionstab, såsom pareser, tab af føle- og smertesans, tab af syn, hørelse og lugtesans, funktionelle krampeanfald, dyskoordination, hukommelsestab eller tab af identitetsfølelse.

Dissociative tilstande optræder ofte i forbindelse med psykiske belastninger og konflikter eller i forbindelse med uopfyldte ønsker og behov.
Forekomsten varierer betydeligt mellem forskellige lande, kulturer og socialgrupper. I Danmark kendes forekomsten ikke. 

 

Årsag

Forståelsen af dissociative tilstande var udgangspunktet for de første, klassiske psykoanalytiske teorier for hysteri. I teorien drejede det sig om ubevidste psykiske konflikter, der reaktiveredes ved psykiske traumer. Når forsvarsmekanismerne ikke slog til, opstod der angst, som konverteredes til hysteriske symptomer. Der er øget hyppighed af dissociative tilstande blandt patienter med hjerneskader, epilepsi og hjernetumorer, hvilket tyder på, at biologiske årsager også spiller en rolle.

I krigssituationer viser det sig, at dissociative reaktioner kan ramme personer, som tidligere ikke havde tegn på psykiske afvigelser. Psykisk belastning spiller en væsentlig rolle for udvikling af dissociative reaktioner.


Symptomer og diagnose


Debutalderen er oftest mellem 25 og 35 år og sjældent efter 40 års alderen. De diagnostiske kriterier for dissociative tilstande eller forstyrrelser er følgende (ICD-10):

  1. Ingen tegn på somatisk sygdom, som kan forklare symptomerne.
  2. Symptomerne er tidsmæssigt associeret med traumatiske begivenheder, problemer eller behov.
  3. Symptomerne er ikke udtryk for psykotisk lidelse.
  4. Organisk ætiologi kan udelukkes.


Følgende støtter diagnosen, dissociativ tilstand:

  • Patienten beskriver symptomerne efter sin opfattelse af, hvordan en legemlig sygdom vil ytre sig og ikke i overenstemmelse med patoanatomien.
  • Symptomerne er uspecifikke, vage, diffuse, svingende og ustabile
  • Symptomerne ikke overensstemmelse med de objektive fund (eks. pareser)
  • Tidsmæssig relation af symptomer til konflikter, problemer eller behov.
Det afgørende for diagnosen er normale fund og manglende organisk forklaring.
 


De forskellige diagnostiske typer af dissociative tilstande er:

  • Dissociative sanseoplevelser: Tab af hudsanser, hørelse, syn eller lugtesans.
  • Dissociative bevægelsesforstyrrelser: Pareser, dyskoordination og gangforstyrrelser.
  • Dissociative kramper: Krampeanfald.
  • Dissociative stupor: Tab af alle bevægelser og fravær af psykiske reaktioner.
  • Dissociativ amnesi: Hukommelsestab for væsentlige begivenheder.
  • Dissociativ tågetilstand: Tab af identitetsoplevelse.


Forløbet er i de fleste tilfælde akut og af kort varighed (timer eller få døgn), men 20-25% vil få recidiv indenfor 1 år. Prognosen er i de fleste tilfælde god og kun en mindre andel af dissociative tilstande bliver kroniske. 


Differentialdiagnose: Ved dissociative tilstande står differentialdiagnosen overfor lidelser med organisk årsag. Lammelser og sensibilitetsforstyrrelser er bestemt af patientens opfattelse af anatomien og funktionsnedsættelsen. Gangforstyrrelser ved dissociative tilstande er bizarre.

Ved dissociativ døvhed kan patienten vækkes ved støj, og ved dissociativ blindhed er der bevaret lyssans og orienteringsevne. Dissociative kramper er dramatiske, langvarige, uden ekskretafgang, uden tungebid, uden postiktal desorientering og søvnighed.


Komorbidtet

Forekommer hyppigt, især angstlidelser, depression, personlighedsforstyrrelse og somatoforme tilstande.


Behandling

Dissociative tilstande remitterer oftest i løbet af timer eller få dage.

Ved mistanke om organisk årsag kan det være indiceret at indlægge patienten til diagnostisk udredning. Behandlingen af de dissociative reaktioner vil være psykoedukation om tilstandens natur samt fysioterapi, hvis det er relevant. Psykoterapi ved dissociative tilstande vil i de fleste tilfælde være virkningsløs.

De kroniske dissociative tilstande er resistente overfor behandling, og den støttende behandling er den samme som for somatoforme tilstande.

 

 

 

 

 

 

Senest opdateret: 15. april 2018