Søvnforstyrrelser omfatter forstyrrelse af søvnens kvantitet, kvalitet og rytme samt optræden af abnorme begivenheder under søvn


ICD-10 omfatter kun non-organiske søvnforstyrrelser. Den internationale klassifikation af søvnforstyrrelser (ICSD-2) inddeler søvnforstyrrelser i otte
hovedgrupper.

  1. Insomnia eller søvnløshed er en tilstand med utilfredsstillende kvantitet og kvalitet af søvnen og omfatter indsovningsbesvær, afbrudt søvn og tidlig opvågen.

  2. Søvnrelaterede respirationsforstyrrelser omfatter central søvnapnoe, obstruktiv søvnapnoe og andre vejrtrækningsforstyrrelser under søvn.

  3. Hypersomnia eller øget søvntrang defineres som en tilstand med søvnighed i dagtiden, som ikke kan forklares ved forudgående søvnmangel. Denne gruppe omfatter narkolepsi og hypersomni som følge af medicinske sygdomme og misbrug.

  4. Søvnrytmeforstyrrelse er defineret som mangel på synkronisering af den endogene, circadiane søvn-vågen rytme med egen selvvalgte døgnrytmen.

  5. Parasomnia (abnorme hændelser under søvn). Søvngængeri er en anfaldsvis ændret bevidsthedstilstand, hvori indgår elementer af både søvn og vågen tilstand, hvorunder patienten rejser sig op og går omkring. Søvnrædsel er en tilstand som søvngængeri, men med udtalt rædsel, panikagtig angst, psykomotorisk uro og autonom hyperaktivitet. Søvnmareridt er drømmeoplevelser med udtalt frygt og angst.

  6. Søvnrelaterede bevægelsesforstyrrelser omfatter bl.a. "restless legs" syndrom, periodiske bevægelser af ekstremiteter under søvn og søvnrelaterede kramper i ben.

  7. Enkeltstående symptomer, antagelig indenfor normalvariation omfatter bl.a. lang og kort søvnlængde

  8. Andre søvnforstyrrelser, herunder søvnforstyrrelser som følge af misbrug af psykoaktive stoffer.


De fleste mennesker oplever søvnbesvær, men uden at kontakte deres læge herfor. Insomnia er langt den hyppigst forekommende søvnforstyrrelse. Ca. 20% af patienter i almen praksis og ca. 60% af psykiatriske patienter har søvnløshed som symptom. 


Årsag

Søvnforstyrrelser er multifaktorielle og strækker sig fra ydre miljøfaktorer (f.eks. støj) til arvelige faktorer (f.eks. narkolepsi).

Normal søvn inddeles i faser, der hver har en karakteristisk elektroencefalografi (eeg), elektromyografi (emg) og elektrookulografi (eog). Ved polysomnografi i klinikker for søvnforstyrrelser registreres disse parametre, som anvendes til at diagnosticere søvnforstyrrelser Søvn kan være med "rapid eye movements" (REM-søvn) eller være non-REM-søvn. Søvnen består af fire non-REM søvnfaser med søvn af tiltagende dybde, afbrudt af kortere perioder med nær vågenhed og REM-søvn.

Hjernen har et biologisk ur i hypothalamus, som styrer den fysiologiske og psykologiske endogene, circadiane døgnrytme ("circadian" rytme er en rytme på 24 timer). En kerne i forhjernen initierer søvn, og denne kerne er i vekselvirkning med kernen i hypothalamus og det ascenderenderende retikulaktiverende system i hjernestammen, som er afgørende for arousal.

Flere neurotransmittere er involverede i søvn: Hypokretin, acetylkolin, noradrenalin, histamin, serotonin og GABA.

Kolinerge neuroner har væsentlig betydning for reguleringen af søvncyklus og svingninger mellem REM og non-REM søvn. Hyperaktivitet af det sympatiske nervesystem og hyperarousal modvirker søvn. Stress og angst stimulerer det sympatiske nervesystem. Systemet er modtagelig for konditionering ("indlæring").

Seng og beroligende ritualer før sovetid kan være stimuli for søvn, og modsat kan frygt for ikke at kunne sove, gøre sengen til stimulus for øget autonom "arousal" og dermed søvnløshed. Fysiologisk konditionering kan ikke forklare søvnløshed ved psykiatriske og neurologiske lidelser.

De fysiologiske forklaringsmodeller på udvikling af søvnløshed er meget komplekse og utilstrækkeligt kendte. Varigheden af søvn er blandt yngre gennemsnitligt 7,5 time per døgn, men der er stor spredning.

Med alderen bliver varigheden af sidste søvnfase kortere, og der kommer flere opvågninger. Den totale tid med vågenhed bliver markant længere med alderen.


Årsager til søvnforstyrrelser:
  1. Stressgivende hændelser, bekymringer, spekulationer
  2. Dårlig søvnhygiejne og livsstilsfaktorer (uregelmæssige sovetider, stimulerende nydelsesmidler før sovetid, overforbrug af alkohol, brug af hash, sovemidler, rygning, manglende motion.
  3. Jetlag og skifteholdsarbejde.
  4. Psykofysiologisk insomni: (Konditioneret eller indlært insomni).
  5. Psykiatrisk lidelse: Depression, angsttilstand eller anden psykisk lidelse.
  6. Misbrug af alkohol og andre psykoaktive stoffer.
  7. Psykofysiologisk insomni: (Konditioneret eller indlært insomni).
  8. Paradoks insomni (funktionel lidelse).
  9. Lægemidler (fx glukokortikoider)
  10. Somatiske sygdomme: Smerter, kronisk obstruktiv lungesygdom, hjerteinsufficiens, cerebrovaskulære sygdomme, Parkinsonisme, polyneuropati m.v..
  11. Obstruktiv eller central søvnapnoe
  12. "Restless legs syndrome" og andre søvnrelaterede bevægelsesforstyrrelser
  13. Narkolepsi


Symptomer

Optagelse af en søvnanamnese er det vigtigste diagnostiske redskab:
  1. Søvnmønstret: Indsovning, gennemsovning, tidlig opvågen, øget søvntrang og søvn om dagen.
  2. Søvnforstyrrelsens varighed.
  3. Søvnforstyrrelsen debut, udvikling, svingninger, bevægelsesforstyrrelser under søvn.
  4. Forbrug af alkohol, tobak og andre psykoaktive stoffer.
  5. Psykiske symptomer og sygdomme: Depression, angst m.v.
  6. Somatiske symptomer eller sygdomme: Smerter, dyspnoe m.v.
  7. Forekomst af stress-faktorer: Arbejdsmæssige, familiære m.v.
  8. Søvnforstyrrelsens påvirkning af patientens funktioner i hverdagen.
  9. Søvnhygiejne: Faste sovetider, brug af stimulerende midler, alkohol som sovemiddel m.v.
  10. Søvnforstyrrelser i familien.
  11. Tidligere behandling og dens effekt.
  12. Vanlig medicin.

Kort til registrering af søvn over flere dage. Søvnskema
 
Kilde: scansleep
 
 
 
 
Senest opdateret: 15. april 2018