Søvnløshed er en tilstand med utilfredsstillende kvantitet og kvalitet af søvnen


Det kan dreje sig om indsovningsbesvær, afbrudt søvn, tidlig opvågen og kort total søvnlængde hos et individ, som har tilstrækkelig tid til søvn.

Diagnosen stilles kun, hvis søvnløshed har været til stede i adskillige dage. Efter den amerikanske diagnoseliste skal søvnløsheden have varet i mindst 1 måned. Søvnløshed kan være en episodisk eller en kronisk lidelse.

 

Symptomer

Ved insomnia er der oftest andre symptomer end søvnløshed, så som subjektivt ubehag, træthed om dagen, irritabilitet, koncentrationsbesvær, indlæringsproblemer og smerter. Søvnløshed kan medføre nedsættelse af den daglige funktion (arbejde, daglige gøremål).

Varigheden af søvnbesværet er den bedste indikator til vurdering af mulige årsager til søvnløsheden.


Akut insomni (< 1 uge) hos en patient, som sædvanligvis har normal søvn, skyldes ofte stressgivende belastninger. Hvis de psykiske belastninger er vedvarende med spekulationer og hyperarousal, kan søvnløsheden dog være langvarig.


Længerevarende søvnløshed (> 4 uger) kan være betinget af dårlig søvnhygiejne (livsstil, uregelmæssige sovetider). Hyppigt skyldes længerevarende søvnløshed psykiske sygdomme eller misbrug. Ved depression er søvnløshed et karakteristisk symptom, som næsten altid er til stede. Søvnløshed er mindre konstant, men hyppigt til stede ved flere andre psykiske lidelser, som f.eks. angsttilstande, tilpasningsreaktioner, skizofreni og borderline personlighedsforstyrrelse.


Insomni kan skyldes overforbrug eller misbrug af alkohol eller af andet psykoaktivt stof. Såvel under intoksikation som i abstinensfasen er der søvnforstyrrelser. Alkohol forstyrrer søvnens fysiologi og medfører øget arousal, afbrudt, fragmenteret søvn og kortere søvn. Også andre psykoaktive stoffer påvirker søvnmønstret. Der kan være søvnløshed i måneder efter ophør med misbrug af alkohol, cannabis, opioider, hypnotika-sedativa og centralstimulerende stoffer.


Somatiske sygdomme kan forårsage insomni på grund af benigne eller maligne smerter, astma, kronisk obstruktiv lungelidelse, hjerteinsufficiens, Parkinsonisme, cerebrovakulære lidelser m.v. "Restless legs" syndrom medfører ofte insomni. Restless legs er ofte sekundær til somatisk sygdom, f.eks.diabetes mellitus, perifer neuropati og uræmi. Det antages, at lidelsen hænger sammen med nedsat dopaminaktivitet. Lidelsen behandles med dopaminagonist.

Obstruktiv søvnapnø skyldes obstruktion i naso- eller hypopharynx. Der er typisk gennemsovningsbesvær. Patienten med søvnapnø er typisk en overvægtig midaldrende mand med kraftig snorken om natten. Apnø er stop i vejrtrækningen, som varer mindst 10 sekunder, men kan vare op til ét minut. Ved obstruktiv søvnapnø er der talrige natlige apnø perioder. Diagnosen stilles på specialaafdeling. Behandlingen af svære tilfælde er CPAP.

Central søvnapnø giver sjældnere insomni end obstruktiv søvnaonø. Patienter med central søvnapnø er oftest ældre mennesker med cerebrovakulære lidelser eller hjertesygdom.

Patienter med narkolepsi har udtalte natlige gennemsovningsproblemer. Narkolepsi er karakteriseret ved de klassiske symptomer: Søvnanfald, kataleptiske anfald (tab af muskeltonus), søvnparalyse (en særlig type af kataleptisk anfald med tab af muskeltonus undtagen omkring øjne, der bevæges) og hypnagoge hallucinationer. Behandlingen er methylphenidat Ritalin®, modafinil og antidepressiva.
 
 
Psykofysiologisk insomni

Skyldes indlært (konditioneret) insomni. Der er normale polysomnografiske fund.

Paradoks insomni er en funktionel lidelse, hvor patienten rapporterer insomni uden der kan dokumenteres abnormiteter ved søvn (normale polysomnografiske fund) og uden påvirkning af dagfunktionen
Lægemidler kan have søvnforstyrrelse som bivirkning, f.eks. glukokortikoider, betablokkere, theofyllin, methyldopa og thyreoideahormoner.

Idiopatisk insomni starter typisk i barnealderen uden kendt årsag. Søvnen er fragmnteret og ofte kort.



Behandling

Behandlingen vil afhænge af fundne årsager til søvnløsheden. Hvis det drejer sig om sekundær insomni som følge af psykisk lidelse, somatisk sygdom eller misbrug af psykoaktivt stof, vil behandlingen blive rettet mod disse lidelser. Sekundær insomni er hyppig blandt ældre.


Ved primær insomni vil information om søvnbehov og rådgivning om søvnhygiejne være væsentlig.


Vejledning om søvnhygiejne:

  1. Stå op og gå i seng samme tid hver dag.
  2. Sov ikke om dagen, tag ikke en "middagslur".
  3. Brug kun sengen til søvn og sex og ophold dig ikke i sengen ved læsning, TV-kiggeri m.v.
  4. Undgå at ligge i sengen, hvis du ikke kan falde i søvn.
  5. Udgå kaffe, the, cola og tobak før sovetid.
  6. Brug ikke alkohol som indsovningsmiddel.
  7. Spis ikke et stort måltid før sovetid.
  8. Undgå ubehagelige og "stressende" oplevelser før sovetid.
  9. Sørg for at have afslappende gøremål før sovetid.
  10. Se ikke på vækkeuret og undgå kontrol med, hvor længe du ligger og er vågen.
  11. Sørg for komfortable soveforhold, behagelig seng, ingen støj m.v.
  12. Få motion i dagtiden.


Hvis patienten søger læge, kan der vælges ét sovemiddel med benzodiazepinlignende virkning:

Zaleplon, zopiclon eller zolpidem. Sovemedicin bør kun gives i få dage og højest i en uge.


Før der ordineres sovemiddel bør følgende overvejes:

  1. Kun insomni, som ikke kan behandles på anden måde, bør behandles med sovemiddel.
  2. Kun svær insomni bør behandles med sovemiddel.
  3. Brug mindst mulig dosis og præparater med kort halveringstid.
  4. Tidligere misbrug øger risikoen for afhængighed.
  5. Behandlingsvarigheden bør være kort (max 2 uger)
  6. Lav en klar aftale om behandlingsvarighed fra begyndelsen.
  7. Udskriv kun få tabletter.


Sederende antidepressiva, antihistaminer og antipsykotika anvendes ved søvnløshed, især hvor der er øget risiko for misbrug af benzodiazepiner, men disse præparater er ikke registreret til behandling af søvnløshed, da der kun er få og mangelfulde studier, der dokumenterer deres effekt som sovemiddel.

Da de nævnte præparater anvendes i relativt lille dosis, er antikolinerge og autonome bivirkninger oftest ikke en hindring for behandlingen.


 

 

 

 

Senest opdateret: 15. april 2018