En kronisk infektionssygdom, hvor en tandkødsbetændelse (se gingivitis) har bredt sig ned under tandkødsranden (parodontiet) og igangsat en nedbrydning af dette. Der ses tab af alveoleknoglen, samt nedvækst af pocheepitelet på grund af destruktion af parodontiet (rodhinden). Der etableres derved patologiske fordybede tandkødslommer. 

 

Årsager: Udviklingen af sygdommen skyldes tilstedeværelsen af patogene mikroorganismer (oftest gramnegative, anaerobe stavbakterier). Faktorer, der øger risikoen for at udvikle paradentose: rygning, diabetes, stress/svækket immunforsvar, anoreksi, bulimi, HIV/AIDS, og arvelige faktorer.


Symptomer:
Patienterne vil opleve blødning og pusflod fra tandkødet og eventuelt abscesdannelse.Tænderne vil blive lange og eventuelt vandre. Der vil ofte være dårlig ånde på grund af store plakmængder og tandsten.


Klinik:
Omkring tænderne vil man konstatere store mængder plak og tandsten. Dårlig ånde. Blødning og pusflod fra pochen, som ved måling er stærkt forøget. Tænderne vil være lange og løse og har ændret stilling. En røntgenundersøgelse kan afsløre svind af alveoleknoglen.

En særlig aggressiv marginal parodontose rammer mindre end 5% af befolkningen, og kan uhyre sjældent debutere omkring mælketænderne. Hos 0,1-0,5 % af befolkningen opstår sygdommen omkring pubertetsalderen. Den mest almindelige aggressive sygdomsform debuterer dog i 20-40-års-alderen. 

Patienter med parodontitis marginalis har forhøjet risiko for udvikling af hjerte- og karsygdomme.


Differentialdiagnose:
Hæmatologisk sygdom. 


Behandling:
Plakelimination og kontrol. Tandrodsrensning, samt instruktion og kontrol af patientens mundhygiejne. I forbindelse med aggressiv parodontitis gives der generel antibiotika i nogle uger og herefter evt. supplerende kirurgisk behandling. I sidstnævnte tilfælde er tændernes prognose dårlig.

 

 

 

 

Senest opdateret: 11. januar 2018