Dansk forsøg får børn med fedme-gener til at tabe sig

Dansk forsøg får børn med fedme-gener til at tabe sig

15 kendte gener øger risikoen for at tage på, men heldigvis ikke for at tabe sig.15 kendte gener øger risikoen for at tage på, men heldigvis ikke for at tabe sig.

Dansk forsøg får børn med fedme-gener til at tabe sig.

Ved at lave ændringer i hverdagen, har forskerne fået børnene til at tabe sig på lige fod med børn uden genetisk anlæg for fedme.

Det er ingen hemmelighed, at gener giver visse børn større risiko for at blive overvægtige end andre.

Danske forskere konkluderer i et nyt studie, at børn, der har gener, som øger risikoen for overvægt, kan tabe sig på lige fod med andre børn.

“Det er banebrydende, og det overrasker næsten mig selv,” udtaler Jens-Christian Holm, der er klinisk forskningslektor på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns universitet og overlæge på Holbæk Sygehus.

I studiet har en stor gruppe overvægtige børn og unge tabt sig ligeså meget som andre børn efter at have gennemgået en række livsstilsændringer.

Over et forløb på 6-24 måneders varighed skulle 754 overvægtige eller svært overvægtige børn og unge med en gennemsnitsalder på 11,6 år blandt andet ændre kostvaner, transportmiddel, fysisk aktivitet, stillesiddende adfærd, mængden af søvn, indtag af snacks og søde sager og sociale aktiviteter.

15 udbredte fedme-gener påvirker ikke evnen til at tabe sig

Forskerne havde som mål i studiet at finde ud af, hvordan 15 kendte genvarianter, der i tidligere studier er forbundet med en øget risiko for overvægt hos børn, påvirker deres evne til at tabe sig.

Ud fra deres genetiske profil udregnede forskerne en såkaldt genetisk risiko for overvægt baseret på de 15 genvarianter. Alle børnene havde én eller flere af varianterne.

Behandlingen virkede på cirka 75 procent af børnene, der opnåede et signifikant vægttab, som i gennemsnit lå mellem 0,2-0,3 BMI – også kaldet kropsmasseindeks.

“Det er svært at sige, hvad der er skyld i, at behandlingen ikke var tilstrækkelig effektiv hos de sidste 25 procent. Det er ligesom med mange andre sygdomme, hvor der altid er en del tilbage, som behandlingen ikke har effekt på,” siger Jens-Christian Holm.

Han er dog begejstret, fordi behandlingsforløbet, som de har anvendt i studiet, er en ny tilgang til vægttab.

Forsker: Fedme er en sygdom, ikke en motivationssag

“Vi skal væk fra opfattelsen om, at det handler om motivation. Overvægt er en sygdom, der skal behandles, og ser man sådan på det, så er det os behandlere, der har ansvaret,” siger han.

Spørger vi ind til den mere præcise opskrift på vægttabet hos børnene, fortæller Jens-Christian Holm, at det handler om at komme rundt om hele barnets hverdag.

“Vi tager udgangspunkt i barnets komplette hverdag og tager højde for alle faktorer, som kan udvikle eller forværre overvægt hos børn og unge. Det handler således ikke kun om kost og motion, men for eksempel også kræsenhed, forstyrret spisning, sukkerafhængighed og børneopdragelse.” siger han.

Han fastholder dog, at tidligere studier viser, at selv patienter, der ikke opnåede et signifikant vægttab gennem behandlingen, har haft andre gevinster.

“Nogle får højere muskelmasse eller mindre fedtprocent og den slags er forbedringer af helbredet, som i virkeligheden øger BMI,” siger han.

Kilde: Videnskab.dk

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel