Almindelig forkølelse er den hyppigst forekommende virusinfektion i verden.


Det er en infektion i øvre luftveje, som omfatter næse, svælg, bihuler og luftrør og skyldes mange forskellige virus.

Mere end 100 forskellige typer af virus er kendt for at forårsage forkølelse, men 30% skyldes rhinovirus, som er den oftest forekomne hos voksne med forkølelse. I højsæsonen skyldes 80% af alle forkølelser rhinovirus.

Fordi så mange forskellige virus kan forårsage en almindelig forkølelse, når kroppen aldrig at opbygge modstand mod dem alle, derfor er forkølelse et hyppigt og tilbagevendende problem. 

Andre almindeligt impliceret virus omfatter coronavirus, adenovirus.

Almindelig forkølelse er forårsaget af virus-inficerede luftbårne dråber eller ved direkte kontakt med inficerede sekreter. Koldt vejr forårsager ikke forkølelse, men koldt vejr fremmer tæt kontakt med andre mennesker.

Børnehavebørn er de mest udsatte og kan have op til 10 forkølelser om året, hvor unge og voksne typisk har to til fire forkølelser om året.


Forkølelse optræder hele året men peaker typisk i september-november og marts-maj 


Symptomer på forkølelse:

  • Løbende næse
  • Nys og hoste
  • Ondt i halsen
  • Let feber
  • Hovedpine
  • Tilstoppet næse
  • Utilpashed

Symptomer på forkølelse hos spædbørn og børn er stort set de samme som hos voksne. Det begynder med en løbende næse med vandigt væske, som senere kan blive gulligt eller endog grønlig og tyktflydende. Efterfølgende kommer den tilstoppede næse. 


Hvordan spredes forkølelse?

Forkølelse, som er meget smitsom, spredes ved direkte kontakt med inficerede sekret fra forurenede overflader (hånd-til-hånd) eller ved at indånde den luftbårne virus fra personer der nyser eller hoster. Sørg for at håndhygiejne er prioriteret højt, så du undgår smitte, eller hvis du allerede er forkølet – at smitte andre.

Hænderne er den vigtigste enkeltstående faktor i forebyggelse af smittespredning.

Læs mere på infosundhed: Få gode råd om håndhygiejne   


Hvor længe er en almindelig forkølelse smitsom?

Generelt kan forkølelse være smitsom fra en til to dage før symptomerne begynder. Almindelig forkølelse er dog typisk mest smitsom i de første to til tre dage af sygdommen. Der går typisk 2-3 dage fra du bliver smittet, til din næse begynder at løbe.


Hvordan udvikler symptomerne sig?

Symptomerne kan vare fra 2-14 dage – dog typisk en uges tid. Oplever du feber, kan det være tegn på influenza, og du bør tage kontakt til din læge.

Læs mere på infosundhed: Forkølelse er ikke influenza  

Spædbørn og småbørn er mere tilbøjelige til at udvikle en almindelig forkølelse, fordi de endnu ikke har udviklet immunitet over for de mange forskellige virus. Det samme gælder personer med svækket immunsystem eller dårligt fungerende immunforsvar.


Hvordan behandles forkølelse?

Antibiotika er ikke nødvendig, fordi forkølelsen skyldes virus. Selve sygdommen går over af sig selv, men du kan lindre symptomerne ved hjælp af febernedsættende og smertestillende medicin. Du kan også sove med hovedgæret løftet - og lindre tilstoppet næse med næsespray.


Hvad kan jeg selv gøre?

  • Almindelig forkølelse er en sygdom, der generelt kan styres hjemmefra med god selvpleje
  • Husk at opretholde væskebalancen
  • Varme og kolde drikke lindrer irriteret hals
  • Undgå at blive afkølet
  • Hvile 

For at undgå at snottet sætter sig i pandehulen eller bihulen, er det bedst at pudse den løbende næse og ikke snøfte snottet op i næsen. Det er en fordel at anvende engangsservietter, når du pudser næse – og husk at vaske hænder bagefter.

 

 

Senest opdateret: 25. marts 2019
Cookies er med til at gøre din oplevelse på hjemmesiden endnu bedre. Ved brug af vores hjemmeside accepterer du brugen af cookies.
Ok