Forsøgsordning med medicinsk cannabis

Forsøgsordning med medicinsk cannabis

medicinsk cannabis

Forsøgsordningen gør det i 4 år muligt for læger at ordinere produkter, der hverken er godkendt medicin eller specialfremstillet medicin 

 

Den 8. november 2016 indgik regeringen i fællesskab med flere støttepartier en aftale om at etablere en forsøgsordning med medicinsk cannabis med start d. 1. januar 2018.

Forsøgsordningen gør det i 4 år muligt for læger at ordinere produkter, der hverken er godkendt medicin eller specialfremstillet medicin.

De nu tilladte produkter betegnes medicinsk cannabis, og kan eksempelvis være tørrede cannabisblomster, cannabisolie, kapsler, tabletter m.v.

Produkterne skal leve op til fastsatte krav om dyrkning, produktion og standardisering af produktet.

Producenten skal således kunne sikre at der er ensartethed af produktet fra pakke til pakke.

Forsøgsordningens produkter er altså ikke testet for virkninger og bivirkninger i kontrollerede forsøg på samme måde som godkendt medicin. 

Medicinsk cannabis er en bred betegnelse, der rummer mange forskellige produkter. Fælles er dog, at produkterne enten indeholder dele af eller aktive stoffer fra cannabisplanten eller syntetiske cannabinoider. Desuden skal produkterne bruges som medicin for at kunne betegnes som medicinsk cannabis. 

Du kan kun få medicinsk cannabis, hvis din læge har udskrevet en recept, der kan indløses på apoteket.

Hvad er cannabis

Medicinsk cannabis kommer fra planten Cannabis sativa, der er en plante i hampefamilien og indeholder stoffer med potentielt gavnlige medicinske effekter samt utilsigtede bivirkninger. Der er ikke forskel på den plante, der bruges til at fremstille medicinsk cannabis og den som bruges til at fremstille euforiserende stoffer som eksempelvis hash, marihuana, skunk og pot. 

Det er de to aktive indholdsstoffer CBD og THC, der står for den medicinske effekt af cannabis. Af de to, er det THC, der er den mest potente komponent, og de fleste af cannabis’ effekter – positive såvel som negative – kan tilskrives dette indholdsstof. Det er samtidig også THC, der er årsag til den euforiserende effekt af cannabis, der kan skabe afhængighed.

Cannabis-planten har historisk været brugt i medicinske sammenhæng i mange århundreder på tværs af kulturer, men trods dette, er den moderne og videnskabelige brug af planten eller dele heraf som lægemiddel stadigvæk kontroversiel. 

Dette skyldes i høj grad, at brugen af cannabis i medicinsk sammenhæng ikke er videre undersøgt – hvilket til dels er på grund af statslige regulering.

Den begrænsende videnskab, der findes på området tyder dog på, at cannabis kan være med til at begrænse kvalmen hos kemobehandlede patienter, forbedre appetitten hos HIV-patienter og reducere kronisk smerte og muskelspasmer. 

Lægemiddelstyrelsen har udarbejdet en vejledning til læger vedrørende ordination af medicinsk cannabis. Der er meget begrænsede viden om de nye produkters effekt, og derfor er vejledningen skrevet ud fra generelle erfaringer, og det kan derfor være svært for læger, at vurdere, hvordan man kan sikre at patienterne får en gavnlig effekt af deres ordination.

Der er ikke tilstrækkeligt data til at udtale sig om sikkerheden af medicinsk cannabis, da der ikke er tilstrækkeligt data på området til at udtale sig om potentielle bivirkninger. Man kan dog med en vis sikkerhed konkludere, at der er visse tilstande, hvorpå cannabisprodukter kan have en potentielt gavnlig virkning – der er dog brug for yderligere forskning, før man kan udtale sig om de negative virkninger.

Hvis du ønsker at finde ud af, om cannabis-produkter kan være noget for dig, vil vi råde dig til at snakke med din egen læge, og i samråd med ham eller hende, beslutte om et cannabis-produkt kan være et alternativ for dig.

Du kan læse om cannabis forsøgsordningen på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside 

Redaktionen: Stud.med. Anders Emil Schack

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel