De væsentligste differentialdiagnoser stilles vha. anamnese og kliniske fund.
Vejledende er påvisning af forskellige antistoffer, mens ledvæskeundersøgelse og radiologiske undersøgelser som regel er af mindre værdi.
Akut polyartrit.
Differentialdiagnoser:
Postinfektiøse reaktive artritter
De fleste humane atritogene vira kan udløse artrit. De hyppigste i Danmark og den vestlige verden er parvovirus-B19, hepatitis B og C, mens mange artropodbårne vira kan udløse epidemier af polyartrit i Afrika, Sydamerika og det vestlige stillehavsområde.
De viralt udløste artritter er sædvanligvis akut debuterende, polyartikulære, selvlimiterende sygdomme, ofte ledsaget af feber og hovedparten er overstået inden for 6 uger.
Postinfektiøse reaktive artritter er hyppigt årsag til akut polyartrit, og den opstår i efterforløbet af gastrointestinal eller venerisk infektion.
De patogene tarmbakterier involves Yersinia enterocolitica, Salmonella-arter, Yersinia pseudotuberculosis, Campylobacter jejuni og Shigella flexneri.
Den postveneriske artrit er hyppigst udløst efter en infektion med Klamydia trachomatis i urethra eller cervix.
De reaktive postinfektiøse artritter er associeret til vævstypen HLA-B27 (65-95%).
Akut debut af kroniske polyartikulære atritter, som reumatoid artrit, psoriasisartrit, spondylartrit m.fl. må haves in mente.
Reaktiv artrit efter infektion med betahæmolytiske streptokokker, såkaldt febris rheumatica ses ikke mere i Danmark.