Det er vigtigt, at du spiser varieret

Det er vigtigt, at du spiser varieret

Mennesker har en lang række krav til kosten, som du opfylder ved at spise varieret, fortæller forskere. (Foto: Shutterstock)

 

Mennesker har en lang række krav til kosten, som du opfylder ved at spise varieret, fortæller forskere.

Nogle dyr kan leve af at spise stort set det samme hver eneste dag. Men sådan er mennesker som bekendt ikke indrettet – for os gælder det, at vi skal spise varieret for at holde os sunde.

På den måde opfylder vi nemlig en masse naturlige kostkrav, fortæller Mette Hansen, der er lektor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

»Mennesker behøver at indtage en varieret kost for at få dækket behovet for essentielle næringsstoffer – altså næringsstoffer, som vi ikke selv kan danne eller ikke danner tilstrækkeligt af i forhold til at forebygge kostrelaterede mangelsygdomme og i forhold til at optimere vores helbred,« fortæller Mette Hansen.

Mangel på C-vitamin giver skørbug

Når vi taler om næringsstoffer, drejer det sig i store træk om kulhydrater, proteiner, fedt, vitaminer og mineraler, og kroppen har behov for større eller mindre mængder af det hele for at kunne fungere. Mangler vi nogle af næringsstofferne, er det ikke sundt.

Læs mere : Er brændt mad kræftfremkaldende?

Snakker vi om kulhydrater, protein og fedt, kan vi ikke overleve lang tid uden, mens mangel på vitaminer eller mineraler kan medføre forskellige sygdomme.

Et klassisk eksempel på sådanne sygdomme er skørbug, som skyldes mangel på C-vitamin, der findes i en lang række frugter og grøntsager som appelsiner, peberfrugter, solbær, persille, broccoli og kiwi.

Spiser vi ikke en kost, som indeholder fødevarer med C-vitamin, er skørbug et muligt udfald.

Læs mere om Historien om C-vitamin – også kaldet ascorbinsyre – i Medicinens historie

Fortidens søfarere, som på lange togter levede af tørrede fisk og kiks flere måneder i træk, oplevede ofte, at store dele af besætningen fik skørbug og døde af sygdommen.

Blandt andet døde den berømte opdagelsesrejsende Vitus Bering i 1741 af Skørbug. Det samme gjorde halvdelen af hans besætning.

Alle former for kost mangler noget

I det hele taget gælder det, at en ensidig kost ikke indeholder alt det, som vi skal bruge.

  • Spiser du kun kød, kommer du til at mangle eksempelvis C-vitamin og kulhydrater, da kød primært består af protein.
  • Spiser du kun kornprodukter, kommer du til at mangle protein og en masse vitaminer.

En kost bestående af udelukkende én grøntsag vil også have masser af mangler:

  • Eksempelvis er der rigeligt med C-vitamin i peberfrugter, men næsten ikke noget A-vitamin.
  • Omvendt er der rigeligt med A-vitamin i gulerødder, men næsten ikke noget C-vitamin.

Skal du have dækket dine behov for både den ene og den anden type vitaminer, kan det altså bedre betale sig at spise en varieret kost bestående af både gulerødder og peberfrugter end at spise enten den ene eller den anden.

Samtidig er grøntsager fattige på fedtstoffer, så dem skal du have et andet sted fra, eksempelvis fra kød.

Levede et år på kartofler

I den helt ekstreme ende levede en australsk mand ved navn Andrew Taylor i hele 2016 af en kost, som kun bestod af forskellige slags kartofler.

Det var et 2016 fyldt med bagte kartofler, stegte kartofler, grillede kartofler, ristede kartofler, kartoffelmos, røsti, rå kartofler og så videre og så videre – i et helt år!

Kartofler har næsten alle de næringsstoffer, som kroppen skal bruge, og Andrew Taylor kom da ud af sit forsøg med helbredet i behold og vejede samtidig 50 kilo mindre (Han gik fra at veje 149 kilo til 99 kilo).

Om forsøget skrev Jennie Jackson, der er ph.d. og forsker på Human Nutrition and Dietetics ved Glasgow Caledonian University, i en artikel i The Conversation:

»Ingen enkelt fødevare indeholder alt det, som et menneske har behov for på den lange bane. Men siden Andrew Taylor insisterer på at følge en diet bestående af én fødevare, er kartofler nok det bedste, han kunne have valgt, da kartofler indeholder en bred vifte af aminosyrer, vitaminer og mineraler. Havde han eksempelvis valgt at leve af ét dyr, ville han mangle kostfibre og forskellige vitaminer, mineraler og antioxidanter,« forklarer Jennie Jackson.

Hun fraråder dog på det kraftigste, at du selv begynder på samme diæt som Andrew Taylor.

Kilde: Videnskab.dk

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel