Kalk- og vitamin D-tilskud

Kalk- og vitamin D-tilskud

Kalk- og vitamin D-tilskud har ikke effekt på knogle- og hoftebrud hos raske ældre – viser seneste analyse.
 

 

Sundhedsstyrelsen anbefaler alle ældre over 70 år at tage kalk og D-vitamin som tilskud for at styrke deres knogler og forebygge knoglebrud.

Det er dog unødvendigt, viser en ny metaanalyse på 33 studier, lavet af kinesiske forskere og udgivet i det anerkendte tidsskrift JAMA.

Kalk- og vitamin D-tilskud har ikke effekt på knogle- og hoftebrud hos raske ældre, der ikke bor på plejehjem, viser metaanalysen.

Nu opfordrer forsker Sundhedsstyrelsen til at gennemgå sine anbefalinger igen. 

»Jeg vil opfordre Sundhedsstyrelsens ekspertudvalg til at gennemgå deres anbefalinger igen for at se, om den samlede evidens stadig underbygger deres anbefalinger,« siger Christian Gluud, professor og forskningsleder på Clinical Trial Unit, Rigshospitalet.
 

Han har selv forsket i D-vitamin og kalks forebyggende virkning på knoglebrud, men har ikke bidraget til den nye undersøgelse. 

Endnu et studie i stakken
 

Resultatet i den nye metaanalyse er på linje med flere andre undersøgelser, siger professor Bo Abrahamsen.

»Vi har egentlig vidst i noget tid, at der ikke er noget at vinde ved at give kalk- og D-vitamintilskud til raske ældre, som ikke bor på plejehjem. Det viser det samlede forskningsbillede ret tydeligt,« siger Bo Abrahamsen, overlæge og klinisk professor på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.
 

Han har selv lavet en række undersøgelser af effekten af kalk- og D-vitamin som kosttilskud på knoglebrud, men har heller ikke bidraget til den nye undersøgelse. 

Effekten er lille, men den er der

Selvom der ikke er en stor effekt af tilskuddene på raske ældres benbrud i den nye metaanalyser, er der dog stadig en lille effekt.

»Det viser, at tilskuddene alligevel har en vis virkning,« siger Lars Rejnmark, der har været med til at udforme Sundhedsstyrelsens nuværende anbefalinger.
 

Han refererer samtidig til en anden metaanalyse fra 2007, hvor man har fundet en effekt på benbrud hos ældre raske, når de får kalk og D-vitamin gennem kosten.
 

»Det afhænger i sidste ende af, hvilke studier man medtager i undersøgelsen,« siger Lars Rejnmark, der er professor på Institut for Klinisk medicin ved Aarhus Universitet.
 

Det kan Christian Gluud genkende, da han selv var med til at lave en større gennemgang af randomiserede kliniske forsøg i 2014, et såkaldt Cochrane systematisk review, der viste en lille gavnlig effekt på dødelighed, når især ældre tog D-vitamin som kosttilskud.
 

»Vores egen holdning var dog, at man bør afvente større internationale randomiserede kliniske forsøg, før man kan vide sig sikker, da man ikke skal tage kosttilskud uden god grund på grund af potentielt skadelige effekter,«  siger Christian Gluud.
 

Derfor opfordrer han Sundhedsstyrelsen til at gennemgå den samlede forskning igen.

Kilde: Bo Karl Christensen, Videnskab.dk

Foto: shutterstock

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel