Skal jeg opgive p-pillerne for at undgå brystkræft?

Skal jeg opgive p-pillerne for at undgå brystkræft?

Hvis du dropper p-pillerne, undgår du en meget lille øget risiko for brystkræft. Hvis du vil forebygge sygdommen, er der andre ting, som nok vil have større effekt. (Foto: Shutterstock)

 

Risikoen for brystkræft stiger, når man bruger p-piller. 

 

Hvis du dropper p-pillerne, undgår du en meget lille øget risiko for brystkræft. Hvis du vil forebygge sygdommen, er der andre ting, som nok vil have større effekt.

Det har man vidst længe, men sammenhængen er netop blevet bekræftet i et stort, dansk studie, offentliggjort i det prestigefyldte tidsskrift New England Journal of Medicin. 
 

I studiet har forskerne sammenlignet tal for 15-49-årige piger og kvinder i danske registre.

Resultaterne viser, at i en gruppe af 100.000 kvinder på p-piller er der 13 flere tilfælde af brystkræft end i en tilsvarende gruppe af 100.000 kvinder, som ikke bruger p-piller. (Forskerne fandt samlet set 68 tilfælde af brystkræft i gruppen af p-pille-brugere over for 55 tilfælde i gruppen af ikke-p-pille-brugere.)

Det ser med andre ord ud til, at der er en ganske lille øget brystkræftrisiko forbundet med p-pillerne.

Hormonspiral er lige så farlig som p-piller

Selvfølgelig vil man helst undgå kræft, men professor ved Københavns Universitet Niels Kroman, cheflæge i Kræftens Bekæmpelse, gør opmærksom på, at risikoen især retter sig mod kvinder over 40 år.

»Frem til 30 års-alderen er sygdommen yderst sjælden. Men når man er blevet 40, skal man til gengæld overveje at droppe p-pillerne, især hvis man har andre risikofaktorer, først og fremmest brystkræft i familien,« siger Niels Kroman, der ikke har været med til at lave det nye studie.

Hvis man stopper sit forbrug af p-piller, daler risikoen for brystkræft igen.

Hvis du hopper fra p-pillerne, skal du dog vælge noget andet til end en hormonspiral, som mange kvinder over 40 ellers gør. Undersøgelsen viser nemlig for første gang, at hormonspiraler giver samme risiko for brystkræft som p-piller.

Risikoen stiger med tiden

Førsteforfatter på det nye studie, seniorforsker Lina Steinrud Mørch fra Rigshospitalet, vil umiddelbart anbefale alternativer som kobberspiral eller kondomer, som ikke indeholder hormoner.

»Det er ganske vist en lille risiko i absolutte tal, det er klart, men det er jo en risiko, man påfører kvinder, som ellers er helt raske. Man bør overveje at bruge alternativer som kondom, når man ikke har en fast partner, og på den måde udskyde, hvornår man starter den hormonelle prævention op.«

»Man skal også tænke sig om, hvis man bruger hormonspiral i stedet for p-piller. Det har man ikke været så opmærksom på tidligere, og det, synes jeg, er et givtigt budskab,« siger Lina Steinrud Mørch.

Undersøgelsen viser, at risikoen for brystkræft stiger, jo længere tid man bruger hormonprævention. Den antyder dog også, at risikoen fortager sig igen, hvis man bruger p-piller i under fem år i træk.

Læs også: Skræmmehistorie giver forkert billede af p-piller

Primær årsag til brystkræft er ikke p-piller

Hvis du er bange for at få brystkræft, skal du også vide, at der er meget andet, du kan gøre, som i sig selv vil have større effekt end at droppe p-pillerne.

Niels Kroman bemærker, at selv hvis alle kvinder lagde p-pillerne på hylden, »er det ikke noget, der vil komme til at knække brystkræftkurverne.

«Hvert år får op mod 5.000 danske kvinder (og enkelte mænd) konstateret brystkræft.

Den altoverskyggende årsag til brystkræft er hverken piller, ftalater eller rygning, som ellers tit får skylden for kræftsygdomme. Årsagen er mest af alt biologisk, forklarer Niels Kroman.

Brystkræft opstår i fraværet af børn

Hvis man udelukkende fokuserer på brystkræft, burde en pige eller kvinde blive gravid i det øjeblik, hun bliver kønsmoden, lyder det fra Niels Kroman. Hendes hormoner begynder nemlig at banke på for at sætte amning i gang, selvom brystvævet endnu ikke er færdigudviklet.

Hormonernes banken påvirker vævet og får risikoen for brystkræft senere i livet til at stige lige så stille – eller som Niels Kroman konstaterer:»Hver gang man får menstruation, øger man risikoen for brystkræft.

«Først når pigen eller kvinden bliver gravid, bliver vævet udviklet. Kvinder, som har født, har lavere risiko for brystkræft.

Kilde: Thomas Hoffmann, Videnskab.dk

(Foto: Shutterstock)

 

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel