Vitaminpiller øger risikoen for at få for meget af de forskellige vitaminer, så forskere anbefaler, at hverken voksne eller børn spiser dem.

80 procent af alle danske børn og 60 procent af alle voksne spiser vitaminpiller.

Men det bør vi lade være med, siger en dansk forsker 

»Det er efter min mening en dårlig idé at spise vitaminpiller, fordi man risikerer at få for meget, hvis man i forvejen spiser en varieret kost, som sørger for, at vi er tanket op med tilstrækkeligt med vitaminer,« fortæller Susanne Gjedsted Bügel, der er professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og forsker i vitaminer.


Kun få danskere kan få gavn af vitaminpiller

Problemet med at spise vitaminpiller er ifølge Susanne Gjedsted Bügel, at danskere allerede lever så sundt, at de fleste af os får alle de vitaminer, som vi skal bruge, gennem kosten.

Kun ganske få grupper i samfundet får ikke nok vitaminer gennem kosten, og selvom de måske kan have gavn af at spise vitaminpiller, gælder det ikke for resten af befolkningen.


De grupper, som kan have gavn af at spise kosttilskud er hovedsageligt:

  • Samfundets svageste, der ikke spiser en kost, som er sund og varieret nok.
  • Unge kvindelige studerende, der spiser sundt, men ikke får nok jern (det har dog ikke noget med vitaminer at gøre).
  • Ældre.

»Resten af os får nok, og fylder man 100 procent vitaminer oven i den 100 procents dækning, som vi har i forvejen, får vi for meget,« forklarer Susanne Gjedsted Bügel.


Samfundets svageste kommer aldrig til at spise vitaminpiller

Desværre forholder det sig sådan, at de svageste i samfundet, som måske kunne have gavn af at tage et vitamintilskud i pilleform, sjældent har hverken det personlige eller økonomiske overskud til at købe og spise vitaminpiller.

»Vi taler typisk om 20 procent af befolkningen, som vi ikke kan nå ud til med budskabet om vigtigheden i at spise en sund kost,« siger Susanne Gjedsted Bügel.

I modsatte ende af spektret er det ofte de mennesker, som tænker meget på deres helbred og derfor lever sundt nok i forvejen, der spiser vitaminpiller og andre kosttilskud, som de slet ikke har brug for.

»Jeg plejer at sige til min elever i sjov, at man måske bare skulle berige fastfood med vitaminer og mineraler, for det illustrerer meget godt, hvem der har brug for kosttilskud,« fortæller Susanne Gjedsted Bügel.

Forskeren fortæller, at de få mennesker, som hun vil anbefale at spise vitaminpiller, er ældre, der er svagt gående. De bør spise D-vitaminer, da for lidt D-vitamin kan lede til knogleskørhed.

Derudover kan folk med ekstrem kost også have brug for at spise vitaminpiller. Det gælder blandt andet veganere, der ikke får nok B-12.

Kvinder, som påtænker at blive gravide, bør desuden tage et tilskud af folinsyre, fordi mangel på folinsyre under graviditeten kan lede til neuralrørsdefekter og hjertefejl hos barnet.

Kilde: Kristian Sjøgren, Videnskab.dk

 

Senest opdateret: 17. maj 2018

Se øvrige nyheds artikler under temaet Krop & Sundhed.