Svamp i skeden [Candidiasis – vulvovaginitis]

Svamp i skeden [Candidiasis – vulvovaginitis]

Svamp i skeden (Candida albicans), saprofytær gærsvamp, findes som en del af den normale vaginalflora hos cirka 30% af kvinder i den fertile alder

Vulvovaginal candidiasis er i cirka 80% af tilfældene forårsaget af Candida albicans, men andre gærsvampe (Candida glabrata, Candida tropicalis) kan også fremkalde candidiasis. 

Disponerende faktorer er antibiotisk behandling, sukkersyge, immundefektsygdomme, steroidbehandling, immunosuppressiv behandling og generelle svækkelsestilstande. 

Rigelig sukkerindtagelse kan måske disponere til øget vækst af svamp. Recidiverende vulvovaginal candidiasis kan være cyklusbetinget med øget symptomfrekvens præmenstruelt. Nogle kvinder registrerer symptomer efter samleje, men vulvovaginal candidiasis betragtes normalt ikke som en seksuelt overførbar infektion.

Symptomer

Oftest pludseligt opstået svie og kløe i kønslæber og skedeindgang, fornemmelse af tørhed i skeden, smerter ved samleje (dyspareuni), undertiden smerter ved vandladning og irritation omkring endetarmsåbningen; sjældent øget udflåd, ingen særlig lugt.

Diagnostik

Ved gynækologisk undersøgelse ses typisk rødme af slimhinden i skeden samt tørt, hvidligt, klumpet, hytteostlignende sekret. Diagnosen stilles ved fasekontrastmikroskopi (400x) af vaginalsekret (wet smear); to udstrygninger, en tilsat isotonisk saltvand, en tilsat 20% kaliumhydroxid, evt på samme objektglas;. KOH lyserer vaginale epithelceller, mens svamp er alkaliresistent. Ved candidainfektion ses candidasporer og eventuelt hyphedannelse. 

Oftest ses øget antal leukocytter som udtryk for vaginitis. Ved infektion med Candida glabrata ses alene svampesporer. Podning er kun aktuelt ved recidiverende eller atypiske tilfælde, der kan eventuelt foretages resistensbestemmelse. Har en kvinde >4 svampeinfektioner årligt, er der recidiverende vulvovaginal candidiasis. Dette skyldes som regel reaktivering af saprofytært forekommende svamp og kun sjældent reinfektion eller behandlingssvigt. 

Candida glabrata og Candida tropicalis er vanskeligere at behandle med de gængse midler. Sidstnævnte er tiltagende hyppige og er i dag årsag til cirka 20% af alle recidiverende candida vaginitter. Tilsyneladende recidiv kan således skyldes behandlingssvigt ved disse svampetyper. Ved kronisk recidiverende svampeinfektion udredes for sukkersyge og immundefekt.

Differentialdiagnoser

Trichomoniasis, bakteriel vaginose, herpes genitalis, HPV-infektion, allergi, kronisk irritation, lichen.

Behandling

Førstevalg er lokal eller systemisk behandling med azolpræparat; cirka 80% helbredes efter enkeltdosis. Behandlingseffekten er dosisafhængig, men der er ikke sikre forskelle i behandlingseffekt mellem de forskellige azolpræparater eller mellem lokal og systemisk behandling.

Der er normalt ikke indikation for partnerbehandling. 

Behandlingsstrategien ved recidiverende candidavaginit er systemisk behandling af den akutte episode med fluconazol eller itraconazol i to uger, efterfulgt af recidivprofylakse i seks måneder, enten en gang månedligt efter menstruationen eller ugentligt peroralt eller dagligt lokalt.

Candida glabrata er ofte resistent over for fluconazol, men sjældent for itranidazol. Hyppig brug af mycostatica kan medføre hud- og slimhindeirritation og kan medvirke til udvikling af resistens.

 

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel