Historien om immunforsvaret

Historien om immunforsvaret

 immunforsvaret

Verden vrimler med farlige bakterier og virus, der konstant truer vores helbred, men takket være forskellige former for effektiv medicin og vaccinationer kan vi holde mange alvorlige sygdomme fra livet.

 

Immunforsvaret består af et meget komplekst netværk af celler og signalstoffer (cytokiner), hvis formål er at beskytte og hjælpe med at bekæmpe infektioner forårsaget af bakterier og vira.

Det består af to komponenter:

  • det medfødte eller uspecifikke immunforsvar
  • og det adaptive, erhvervede eller specifikke immunforsvar.

Det medfødte eller uspecifikke immunforsvar

Det medfødte, eller uspecifikke, immunforsvar virker mod næsten alt, som er fremmed for vores krop, og det skelner ikke mellem forskellige sygdomsfremkaldende organismer. Det består af en bestemt type hvide blodlegemer samt fysiske barrierer som hud og hår.

Derudover er muligheden for at ændre kropstemperaturen, som man kender det fra feber, en del af det uspecifikke immunforsvar.

Den højere kropstemperatur gør det sværere for bakterier og vira at overleve. Samtidig udskiller kroppen konstant en række kemiske stoffer som dræber bakterier, fx i spyt og tårer.

Det adaptive, erhvervede eller specifikke immunforsvar

Det erhvervede immunforsvar kaldes også det adaptive immunforsvar, da det er den del af immunforsvaret der tilpasser sig de omgivelser man befinder sig i. Det kan reagere mod fremmede organismer, typisk bakterier og vira, når de kommer ind i kroppen.

Det specifikke immunforsvar består af to typer hvide blodlegemer, der kaldes T-lymfocytter og B-lymfocytter samt dendritceller. Det er også den del af immunforsvaret, som har hukommelse, så næste gang det udsættes for samme type bakterie, har det opbygget antistoffer mod præcis denne bakterie og kan hurtigt udrydde den.

Ved immunterapi påvirker man dele af det specifikke immunforsvar.

Når en fremmed organisme først er mødt, vil det adaptive immunforsvar kunne udføre et mere effektiv respons, hvis organismerne skulle komme ind i kroppen igen.

Denne del af immunforsvaret består blandt andet af en slags huskeceller, der bærer på information om de forskellige bakterier og vira, som kroppen har mødt.

Møder huskeceller igen de samme organismer, så aktiveres de hurtigt, og immunforsvaret bliver straks sat i gang. Immunsystemet tilpasser sig (adapterer) således til de bakterier og vira, der findes i omgivelserne.

 

Immunforsvaret består af flere typer hvide blodlegemer, samlet kaldet leukocytter, som kan inddeles i tre grupper:

  • Granulocytter
  • Monocytter
  • Lymfocytter

 – og hver specialiseret til at udføre en bestemt opgave i immunforsvaret.

Alle blodceller stammer fra en fælles stamcelle i knoglemarven, som de forskellige blodlegemer dannes ud fra. De røde blodlegemer indeholder hæmoglobin, der binder ilt, som transporteres rundt til kroppens celler, mens blodplader er cellefragmenter der medvirker til blodstørkning ved sår.

Hverken røde blodlegemer eller blodplader er dog en del af immunforsvaret, det er kun de hvide blodlegemer.

Den amerikanske immunolog Bruce A. Beutler (1957-) og biologen Jules A. Hoffmann (1941-) fra Luxemburg modtog i 2011 den ene del af nobelprisen i fysiologi og medicin for deres identificering af, hvornår kroppens medfødte immunforsvar bliver aktiveret.

Hoffmann har det meste af sin karriere været ansat på universitet i Strasbourg. Sammen med sit forskerhold opdagede han i 1996 Toll-receptorernes (TLR) rolle som mediator af immunresponsen i forbindelse med den naturlige immunitet hos bananfluer. Senere i 1998 fandt Beutler og hans forskerhold lignende receptore hos pattedyr og mennesker.

De har hver især opdaget receptorer, det vil sige modtagere på kroppens celler, som kan reagere på farlige og sygdomsfremkaldende mikroorganismer og aktivere det medfødte immunforsvar, der er kroppens første forsvarskæde i det komplekse system.

Den anden del af nobelprisen gik til den canadiske professor Ralph M. Steinman (1943-2011) for hans fund af dendritcellen og dens rolle som igangsætter af den anden mere fleksible del af immunforsvaret, der sørger for at tilpasse sig bestemte mikroorganismer og tilintetgøre dem.

Opdagelsen af dendritcellen blev gjort tilbage i 1973 på The Rockefeller University, hvor Steinman arbejdede tæt sammen med A. CohnLaboratoriet for Cellulær Fysiologi og Immunologi. Steinman døde af kræft i bugspytkirtlen få dage før udnævnelsen, og normalt tildeler man ikke afdøde Nobelprisen, men komitéen valgte at gøre en undtagelse denne gang.


“Dette års Nobelpris modtagere har revolutioneret vores forståelse af immunsystemet ved at opdage grundlæggende principper for dets aktivering,” udtalte komitéen i 2011.

Inden Beutler og Hoffmann bragte deres forskningsresultater til torvs, var den gængse forestilling, at immunsystemet alene forholdt sig til, om partikler i kroppen var noget, immunforsvaret kunne genkende eller ikke genkende. Hvis ikke der var noget genkendeligt over dem, gik immunforsvaret straks til angreb.

Steinman opdagede immunsystemets dendritceller og deres evne til både at aktivere og regulere den immunreaktion, der udgør kroppens anden forsvarskæde og som kan dræbe de skadelige mikroorganismer i kroppen.

Denne forståelse af immunsystemet er afgørende for at udvikle ny og mere målrettet medicin og kan lette tilværelsen for blandt andet astma- og gigtpatienter, mener Nobel-komitéen.


I 2014 blev en ny banebrydende opdagelse om immunforsvaret publiceret i det anerkendt internationale videnskabelige tidsskrift Nature Immunology.

Søren Egedal Degn og hans kollegaer fra Aarhus Universitets Institut for Biomedicin havde opdaget, hvordan et centralt enzym i komplementsystemet kaldet MASP-1 bliver aktiveret og sætter gang i en molekylær kædereaktion, der eliminerer bakterier og bekæmper infektioner.

De har vist, at når kroppens yderste bolværk – slimhinderne – forstyrres af virus, får det cellelaget lige under slimhinden til at reagere og slå alarm.

Det hidkalder kroppens ‘soldater-celler’, som begynder at nedkæmpe fjenden. Både alarmsystemet og de hidkaldte ‘soldater’ er særskilte fra de systemer, man ellers mente reagerede først i immunforsvaret.

Det ændrer forståelsen af, hvordan immunsystemet bliver aktiveret, når en bakterie trænger ind i kroppen. MASP-1 er nu bevist det allerførste enzym i immunforsvaret, der bliver aktiveret, når en mikroorganisme trænger ind i kroppen.

Når MASP-1 bliver aktiveret, sætter det gang i en kædereaktion – enzymet er populært sagt immunsystemets startknap.

Det var Aarhus-forskerne med til at vise i 2011, efter at Degn som den første nogensinde fremstillede et kunstigt og aktivt MASP-1 enzym.

Det er et pionerarbejde, som kommer til at ændre vores opfattelse af, hvordan det medfødte immunforsvar fungerer. Deres fund kommer helt sikkert med i fremtidige immunologiske lærebøger som forklaring på, hvordan komplement-systemet bliver aktiveret.

På nuværende tidspunkt har opdagelsen ingen praktisk anvendelse, men på sigt vil den kunne danne grundlag for, at forskere kan udvikle nye lægemidler mod en række sygdomme.

Opregulering af immunsystemet vil eksempelvis kunne være interessant hos kræftpatienter, der behandles med kemoterapi. For kemoterapien har som bivirkning, at den presser immunsystemet så hårdt i bund, at kroppen ved egen hjælp kan have svært ved at slå selv banale infektioner ned. 

Læs mere i Medicinens historie: Immunterapi – fremtidens behandling af kræftsygdomme

Kilde:
Videnskab
Nobelprice.com
Denstoredanske
University of Strasbourg

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel

DNA