Medicinens historie

 

Den engelske ortopædkirurg, Professor Sir John Charley, 1911 – 1982, opfandt for 50 år siden en hofteprotese i stål og plastic til erstatning for patientens egen hofte, når denne enten var brækket eller angrebet af artrose.

Han var pioneren inden for hofteudskiftnings operationer, som nu er en af de almindeligste operationer.

Hans opfindelse var intet mindre end en revolution, og hans udvikling af hofteprotesen blev starten på en lang udvikling, hvor andre ortopædkirurger fortsatte arbejdet med andre proteser. I 1970’erne blev det således muligt at udskifte knæene, efterfulgt af skuldre, albuer og andre led.

John Charleys første protesers komponenter blev fastgjort i patienten ved hjælp af cement. Den metode anvendes stadig, men der er også udviklet en særlig overfladebehandling, som muliggør protesens fastvoksning i knoglen. Dersom denne fastvoksning sker uden problemer, kan en sådan protese virke i en årrække, ja helt op til 35 år.

Som med så mange andre opfindelser sker der en naturlig udvikling, og det er også tilfældet inden for kunstige led.

På få årtier revolutionerede udviklingen i protesekirurgi den behandling, som patienter kunne få. Blandt andet har man for ikke så længe siden opdaget, at protesen blev meget stærkere, når man opvarmede og bestrålede den plasticindsats, der anbringes i hofteskålen. Det har stor betydning for holdbarheden og medfører, at den kunstige hofte ikke nedslides så hurtigt som tidligere. Og dette betyder igen, at patienten ikke skal have skiftet protesen før mange år efter anbringelsen.

Den opfindelse, som John Charley gjorde og som er blevet videreudviklet af andre og til andre formål, har hjulpet utallige mennesker med gigt.

Når kirurgerne før mødte patienter med invaliderende gigt, var der ikke meget de kunne gøre. I mellemkrigsårene kunne man på forsøgsbasis hjælpe med operation af ledimplantater i knæ og skuldre ved f.eks. at fjerne slimhinden, men når man rekonstruerede leddene, blev de som regel ustabile eller stive.

En af de danske foregangsmænd inden for protesekirurgien, professor dr. Med. Otto Sneppen, udtaler, at hele reservedels-æraen med kunstige led virkelig har været skelsættende. Han følte virkelig, at man helbredte.

I 2006 udnævnte Gigtforening ham til æresmedlem, for bl.a. at have været medvirkende til væsentlige forbedringer af behandlingen af mennesker med gigt.

Som noget nyt er man begyndt på at lægge et kateter med lokalbedøvelse inden såret lukkes. Patienterne får mindre smerte efter operationen og kan komme op af sengen allerede seks timer efter operationen. Fysioterapeuterne kan nu hurtig hjælpe patienterne med rehabiliteringen.

Patienterne kommer hurtigere i gang med normalt liv. Udskrivning sker ofte efter to til tre dage, og hospitalerne kan således operere dobbelt så mange som for ti år siden. I dag kan mange organer let erstattes med mekaniske udgaver, og ved brug af grundstoffet titanium kan man få de kunstige dele til at vokse sammen med kroppens væv. Det gælder f.eks. proteser til ben og arme.

De laves af plastic eller kulstof, for at holde vægten nede, og de kan fæstes direkte til knoglerne. Også mekaniske ryghvirvler bestående af to metalplader i f.eks. titanium med et fleksibelt lag plastic imellem. Også kunstige tænder med skruer af titanium implanteres, så de vokser sammen med vævet.

Siden John Charleys første kunstige hofte er der således sket en rivende udvikling i kunstige dele, fra de meget simple til de højteknologiske hjerteproteser og de avancerede kunstige skeletter, såkaldt exoskeletter, som giver bæreren markant større styrke, helt op til ti gange.

Men også de forholdsvis simple benproteser, som sydafrikaneren Oscar Pritorius anvendte under handicap OL i Beijing i 2008 har betydet, at han kan løbe lynhurtigt.

Udviklingen fra John Charleys kunstige hofte er sket med stormskridt, og vi vil uden tvivl også i fremtiden se eksempler på hjælpemidler, man for få år siden ville anse som utopi.

 

 

 

Senest opdateret: 12. april 2018