Medicinens historie


Så tidligt som i 1889 opdagede lægen J.A. McWilliam, at man ved hjælp af et elektrisk stød kunne få hjertet til at trække sig sammen.

Denne viden benyttede Marc C. Lidwell og Edgar H. Booth fra University of Sydney til i 1926 at konstruere verdens første bærbare pacemaker.

Og lige siden da har man kunnet få hjælp af en elektrisk pacemaker, når man havde problemer med hjertet.  Hjertets naturlige bankerytme er normalt styret af en elektrisk impuls, som forplanter sig fra sinusknuden og til de omkringliggende hjertemuskelceller.

En pacemaker er et apparat, som ved elektriske impulser påvirker hjertets impulsledningssystem.

Den består af et batteri med indbygget elektronik og en ledning; ledningen går fra batteriet i den ene ende og stedet, hvor den er fastgjort i hjertemusklen i den anden ende, enten i højre hjertekammer eller i højre forkammer (enkeltkammerpacemaker).

Pacemakere er i dag i stand til at lagre information om hjerterytme og funktioner – oplysninger som kan overføres fra pacemakeren til en “programmer” – dvs en særlig computer – ved pacemakerkontroller.


Pacemakeren har et batteri, hvis levetid løbende kontrolleres; når batteriet er udløbet skal hele pacemakeren udskiftes, mens elektroderne fra pacemakeren til hjertet i reglen kan anvendes igen. 
Pacemakeren indopereres i reglen subcutant i venstre eller højre regio subclavia.



Incidens: Hvert år får mere end 2500 danskere implanteret en pacemaker – overvejende personer i alderen 70-90 år.

Mere end 13.000 patienter i Danmark har en pacemaker.

Den første pacemaker blev indopereret i Stockholm i 1958 ved åbning af brystkassen. Siden 1960'erne indopereres ledningen gennem en blodåre.

Den amerikanske kardiolog, Dr. Seymour Furman, udarbejdede nemlig en metode, hvorpå pacemakere kunne indføres i patienter uden kirurgisk indgreb.

Sammen med to kolleger skrev Dr. Furman historie 16. juli, 1958 på Montefiore Medical Center i Bronx, da han indførte plastikovertrukne ledninger forbundet til en elektrode gennem patientens årer til hjertet og eliminerede derved behovet for at åbne brystet.

Dette ændrede måden, hvorpå pacemakere blev implanteret, og det er en procedure, som er blevet udført i hundredtusindvis af gange siden.

Hvad der engang blev betragtet som et bioteknologisk mirakel, nemlig pacemakeren, som er et lille apparat der stimulerer hjerterytmen med elektriske impulser, er i dag en rutinemæssig hjælp til kardiologisk sundhed.

I en artikel i the Journal of Interventional Cardiac Electrophysiologyaid om Dr. Furmans bedrift 43 år efter hans pionerindsats kunne man læse, "Hans bidrag er så talrige, at mange nu tager dem for givet, og deres oprindelse glemmes ofte."

Ifølge Dr. John D. Fisher, leder af the arrhythmia service ved Montefiore, tidligere kollega og en af Dr. Furmans studerende, blev den første pacemaker udviklet i 1929 og var håndsvingsdrevet.

Ikke før 1950erne blev teknologien så udviklet, at man kunne anbringe elektroden direkte på hjertets overflade, hvilket ellers var en procedure, der normalt var forbeholdt patienter, der fik foretaget åben hjertekirurgi.

Da dr. Furman udviklede sin noninvasive procedure, blev ledningen indført lige under huden i en åre nær albuen.

Men dr. Doris J. W. Escher, professor emeritus ved Albert Einstein college of Medicine og en af dr. Furmans samarbejdspartnere, påpegede, at armbevægelserne gjorde denne metode ustabil, så lægerne begyndte derfor at anvende bagsiden af halsen i stedet.

Dr. Fisher, som også er professor i medicin ved Albert Einstein College, fortalte, at et andet stort bidrag kom i 1964.

"Batterierne til pacemakerens drift kunne kun holde halvandet år," Der blev udviklet pacemakere, som krævede mindre energi, og tre år senere udviklede dr. Furman en metode, hvorpå pacemakeren kunne kontrolleres via telefonen, så patienterne ikke behøvede at besøge deres læge så ofte.

Trods sin kirurgiske baggrund blev han så interesseret i pacemakere, at han tilbragte størstedelen af sin karriere i kardiologi, som jo er en del af medicinen og ikke kirurgien.

Dersom man lavede en stamtavle over personer, der implanterer pacemakere, kan de fleste føre deres rødder tilbage til ham. For det var dr. Furman der startede det hele.

I dag kan man næsten ikke forestille sig, hvad det ville betyde for de mange patienter, der har fået forbedret livskvalitet eller simpelthen ikke ville være i live, dersom pacemakere ikke var opfundet.

 

Senest opdateret: 12. april 2018