Medicinens historie

 

Betegnelsen termometer stammer fra græsk, thermos, θερμός, som betyder varm, og metron, μἐτρον, som betyder mål, og er et instrument til måling af temperatur.

De første termometre blev kaldt thermoskoper, som adskillige opfindere arbejdede med på cirka samme tid.

I starten af det 17. århundrede fandtes ingen metode til at kvantificere varme, dvs. omsætte til målelig størrelse, og den første, der satte en numerisk skala på instrumentet var den italienske opfinder, Santorio Santorio.

Det er dog Galileo Galilei, som normalt anerkendes som opfinderen af lufttermometeret, hvis princip baserer sig på, at luft udvides eller trækker sig sammen ved afkøling eller opvarmning.

Den tyske fysiker, Gabriel Fahrenheit, opfandt allerede i 1709 alkohol termometeret og i 1714 det første kviksølvtermometer.

Først i året 1724 introducerede han den temperaturskala, som bærer hans navn.

Inspirationen hertil havde han fået under et besøg i København i 1708, hvor han hørte om Ole Rømers metode til graduering af termometre. Rømer foreslog en skala baseret på to fikspunkter: menneskets kropstemperatur og vands frysepunkt. Fahrenheitskalaen anvendes i de engelsktalende lande.

Den temperaturskala vi kender i Danmark og som i øvrigt er udbredt i den øvrige del af verden er Celsiusskalaen, opfundet 1742 af den svenske astronom Anders Celsius (1701 – 1744).

Den kaldes undertiden også ”centigrade” skalaen, og har som navnet lyder 100 grader mellem rent vands frysepunkt ved lufttrykket ved havoverfladen (0 C) og kogepunktet (100 C). Betegnelsen ”Celsius” blev vedtaget 1948 ved en international konference om mål og vægt.

Før i tiden var reaumur (R) den mest udbredte enhed for temperatur.

René-Antoine Ferchault de Réaumur ( 1683, – 1757) , var opfinderen af den 80-delte termometerskala, hvor vand fryser ved 0 grader og koger ved 80 grader: Reaumurskalaen.

Réaumur definerede en grad volumetrisk, dvs. ved den relative udvidelse af termometervæsken (alkohol). Hans skala bygger på, at nulpunktet svarer til temperaturen af smeltende is, mens vands kogepunkt er sat til 80 °R. For at konvertere reaumur til °C multipliceres med 5/4.

Undersøgelse af legemstemperaturen vha. et termometer blev indført af Herman Boerhaave tidligt i 1700-tallet, men blev først sat i system af den hollandske læge Anton de Haan (1704-76), som anvendte Fahrenheits termometer anbragt i armhulen.

Temperaturmåling blev dog først udbredt på alle sygehuse efter 1850, da de tyske læger Ludwig Traube (1818-76) og Carl August Wunderlich (1815-77) indførte systematisk måling to gange daglig.

Der fandtes ikke maksimumstermometre, så termometeret skulle overvåges, til det ikke steg mere.

I 1866 opfandt Sir Thomas Cliffort Allbutt et klinisk termometer, som efter blot fem minutter kunne aflæses, og ikke efter tyve minutter som tidligere.

I starten af 1900-tallet kom maksimumkviksølvtermometeret i brug som lægetermometer til rektal brug. Det kan aflæses med en nøjagtighed på en tiendedel grads nøjagtighed. Det blev grundet risiko for kviksølvforurening afskaffet i Danmark i 1994. I stedet for kviksølv anvendtes en legering af gallium, indium og tin, som er flydende ved legemstemperatur.

Senere fulgte udviklingen af elektroniske termometre med digital aflæsning, hvor nøjagtigheden er den samme, uanset om termometeret benyttes i mund, armhule eller endetarm.

Derefter fulgte en særlig udgave, som fungerer ved at måle den infrarøde varmestråling fra trommehinden, til måling af kropstemperatur i øregangen. Man skal være opmærksom på, at temperaturen fra mund, øre og armhule er lavere end endetarmstemperaturen, som er tættest på legemets indre temperatur.

I 1999 introducerede Dr. Francesco Pompei verdens første temporale arterie termometer, som på blot to sekunder skanner temperaturen på panden og giver en medicinsk nøjagtig måling af kropstemperaturen.

Uanset type er termometeret et uundværligt diagnosticeringsinstrument for såvel sundhedspersonale som private.

 

 

Senest opdateret: 12. april 2018