Medicinens historie

Medicinens historie beskriver de mest epokegørende medicinske fremskridt gennem tiderne, som for eksempel opdagelserne af cellernes transportsystem, immunterapi -  fremtidens behandling af kræftsygdomme, vores indre GPS, samt immunologien og den magiske kugle   

Antibiotika

 

Antibiotika har på flere måder ændret verden. Før i tiden døde mange mennesker af lungebetændelse og sårinfektioner, som i dag kan behandles med antibiotika. Men på verdensplan er der et stort overforbrug. Konsekvensen er, at der udvikles bakterier, som er resistente over for antibiotika.

Insulin

Adskillige nobelpriser er blevet tildelt insulinforskere. Men det var den danske forsker og Nobelprismodtager August Krogh der i 1922 lykkedes med at isolere insulin fra oksebugspytkirtler til behandling af diabetes.

Alexander Fleming - Penicillin

Den måske vigtigste opdagelse til gavn for vores sundhed blev gjort af Alexander Flemming i 1928. Penicilliner er historisk vigtige, da de var de første lægemidler, som effektivt kunne behandle en række alvorlige infektionssygdomme. 

Skaberen af psykoanalysen - Sigmund Freud

 
 
 
Sigmund Freud (hed oprindelig Sigismund Schlomo Freud, men skiftede navn omkring 1875), (6. maj 1856 i Freiberg (i dag Příbor) i Tjekkiet - 23. september 1939 i London, England), var østrigsk jødisk læge, som blev kendt som skaber af psykoanalysen og religionskritiker.
 
 
Han anses for at være en af de mest indflydelsesrige tænkere af det 20. århundrede. Han levede 80 år af sit liv i Wien, studerede medicin i Wien fra 1873 og fik sin embedseksamen i 1881. Ved Østrigs besættelse i 1938 flygtede han til England.
 
Arbejdede blandt andet med hypnose, inspireret af Jean Charcot. I fortsættelse heraf begyndte han at arbejde med analyse af psyken, hvor han af wienerlægen Joseph Breuer lærte om terapiens katartiske effekter.
 
Et af hans første, store værker var "Drømmetydning", som udkom i 1900. Han skrev også Hverdagslivets Psykopatologi (1904) og Indføring i Psykoanalysen 1-2 (1916-1917).
 
Psykoanalyse
Freud var oprindelig uddannet læge, men fik efterhånden interesse for psyken og psykiske lidelser. Da han var meget optaget af menneskets underbevidste dimension, studerede han en kort overgang hypnose.
 
Freud lavede samtaleterapi med sine neurotiske patienter. Han havde særlig interesse for deres drømme og deres barndomserindringer. Efterhånden udviklede han en teori om psykens udformning og virkemåde, og i årene omkring år 1900 grundlagde Freud psykoanalysen.
 
 
Freud mente, at mennesket i høj grad er styret af kræfter i Det Ubevidste, som kan forvolde mennesker problemer i form af f.eks. neuroser. Ligeledes mente Freud, at menneskets seksualdrift (libido) og dennes manifestation gennem de barneseksuelle faser (den orale fase, den anale fase og den Falliske/Ødipale fase) har betydning for udviklingen af vores personlighed og tilstande i vores psyke som voksne.
 
Psykoanalysens bud på, hvordan man kan overvinde sine neuroser, er ved at styrke Jeget ved at patienten gennem en dybgående psykoanalyse (som ikke sjældent tager 4-5 år) gennemgår en bevidstgørelsesproces, hvor gamle fortrængninger og ubevidste mekanismer blotlægges, erindres og integreres. Freud var meget interesseret i småbørns udvikling.
 
 
Ved hjælp af følgende model (som ofte afbildes som et æg) opdelte Freud personligheden (psyken) i tre instanser:
 
Den mest primitive del og samtidig den tidligste kaldes Det'et (Id'et). I denne del af personligheden findes de medfødte drifter og det senere fortrængte psykiske materiale (ønsker eller lyster). Det'et fungerer efter lystprincippet - dvs. at drifter søger umiddelbar tilfredsstillelse uden hensyntagen til realiteterne - og er ubevidste. I Det'et hersker primærprocesserne, der fungerer helt anderledes end de logiske sekundærprocesser, der dominerer jeg'et.
 
I modsætning til det driftstyrede Det, findes Overjeg'et (Superego). Overjeg'et er personens censurinstans, og den del af personligheden der huser samvittigheden, moral og idealforestillinger (jegidealet). Det er overjeg'et, der fortæller os, hvad vi bør gøre. Hvis vi ikke formår at leve op til overjeg'ets krav, reagerer vi med skyld eller skamfølelser. Overjeg'et er af Freud blivet beskrevet som ødipuskompleksets arvtager.
 
Imellem det'et og overjeg'et findes den realitetsorienterede del af personligheden, nemlig Jeg'et (Ego). Hovedopgaven for jeg'et er at tage hensyn til realiteterne og sikre lystopnåelse på længere sigt. Pointen er, at jeg'et skal sikre et kompromis mellem det'ets søgen efter umiddelbar drifttilfredsstillelse og overjeg'ets normer/idealer. For at sikre dette, råder jeg'et over en række bevidste funktioner, (de såkaldte jeg-funktioner): perception, tænkning, hukommelse, sprog, etc., der kan hjælpe personen til at tilpasse sig på bedste måde. Og det råder over en række forsvarsmekanismer, der er ubevidste.
 
Freud beskæftigede sig med den bevidste og ubevidste personlighed samt dødsdriften (thanatos) og sexualiteten (libido).
 
 
 
Arven fra Freud
Filosofi:
Selvom han betragtede sig selv som videnskabsmand, var Freud en stor beundrer af Theodor Lipps (1851–1914), en filosof og vigtig støtte for idéerne om det ubevidste og empatien.[1] Freuds egne teorier har i hele det tyvende århundrede dertil haft en stor betydning for de humanitiske studier - især på Frankfurterskolen - samt litteraturen (se fx Sandemoses Vi pynter os med horn).
 
 
Fodnoter
Pigman, G.W. (April 1995). "Freud and the history of empathy". The International journal of psycho-analysis 76 (Pt 2): 237-56.
 

Sigmund Freud beskrev spaltningen af det menneskelige subjekt i en bevidst og en ubevidst del og anfægtede idéen om bevidsthedens monopol på at kontrollere adfærden.