Medicinens historie

Nanoteknologi betegner teknologier, hvor der indgår elementer og strukturer med størrelser fra få til et par hundrede nanometer, og hvor disse har betydning for stoffernes og materialernes egenskaber.

Nano betyder ”en milliardtedel” (dvs. 1/1000.000.000). Ordet kommer af det græske ord nanos, der betyder dværg.

En nanometer (nm) er dermed en milliontedel af en millimeter, hvilket er ca. 80.000 gange mindre end tykkelsen af et menneskehår.

En nanometer svarer til en afstand, der er ca. 100.000 gange mindre end et hårs tykkelse eller blot nogle få gange diameteren af et atom.

For at det overhovedet er muligt at operere med sådanne minimale størrelser, har det været nødvendigt at udvikle kraftige og avancerede mikroskoper, de såkaldte scanning probe mikroskoper og elektronmikroskoper, der gør det muligt at se de enkelte byggeklodser på nanoskalaen, dvs. atomer og molekyler.

Den del af nanoteknologien, der kan henføres til udvikling af nye lægemidler, kaldes for nanomedicin, og det skønnes, at nanomedicin udgør ca. 6 % af de samlede nanoteknologiske forskningspublikationer. Udviklingen af nanomedicin koncentrerer sig mest om at forbedre transporten af det aktive lægemiddelstof til det sted i kroppen, hvor det skal virke.

Det er således ved hjælp af nanoteknologien muligt at målrette lægemidlerne mod helt specifikke receptorer og celler ganske bestemte steder i kroppen. Det betyder, at kroppen kan klare sig betydeligt længere på én dosis medicin, og dermed vil patienten også opleve markant færre bivirkninger.

Forskningen har endvidere vist, at det ved hjælp af nanobaserede formuleringer er muligt at øge mængden af aktivt lægemidelstof i kræftceller helt op til 40 gange. Dette medfører så, at dosis kan reduceres, og dermed oplever patienterne færre systemiske bivirkninger, mens medicinens virkning på kræftcellerne øges.

Selv om det hovedsageligt er inden for kræftbehandlingen, at de nye nanobaserede lægemidler findes, er der også nanoteknologi baserede lægemidler inden for eksempelvis hepatitis og multipel sklerose.

Det er jo faktisk kun fantasien, der sætter grænser for, hvad nanoteknologien sætter os i stand til. Men det kræver, at der bliver taget stilling, hvor langt man vil gå ad denne vej.

Som det er tilfældet med genteknologien, rejser der sig nemlig en række etiske spørgsmål i forbindelse med nanoteknologien. Da begge teknologier er stadig så unge, kan man kun gisne om, hvad de kan udvikles til og bruges til.

En mulig tanke på udviklingen af de tidligere omtalte sensorer er, at man hjemme ved køkkenbordet kan teste sig selv for arvelige sygdomme. For eksempel anlæg for udvikling af kræft.

I Danmark foregår udviklingen af sensorerne blandt forskere på Danmarks Tekniske Universitet. Anvendelsesmulighederne rækker langt ind på det biologiske og medicinske område. Perspektivet er, at vi selv bliver udstyret med muligheden for at stille vores egen diagnose.

Endnu mere tankevækkende er den måde, hvorpå den amerikanske rumforskningsadministration NASAs videnskabsfolk inden for nanomedicin har tænkt sig at løse problemet med behandling af astronauter under en tre år lang rejse til Mars.

De forventer inden år 2020 at skabe mikroskopiske medicinske robotter, som selv opsøger og destruerer sygdomme i deres tidligste stadier. Det kan lyde som ren science fiction, men den dag er måske ikke fjern, hvor vi i den fagre ny verden alle får indpodet en sådan robot, så en ellers truende sygdom bliver konstateret i tide og behandlet, inden den udarter sig.

Vi må håbe, at såvel forskerne og lovgiverne vil finde en acceptabel balance for, hvor grænsen skal gå mellem det mulige og det ønskværdige!

 

 

Senest opdateret: 12. april 2018