Medicinens historie

 

Årets Nobelpris 2012 i medicin er netop tildelt Dr. John B. Gordon fra Storbritannien og dr. Shinya Yamanaka fra Japan for deres forskning i stamceller.

Begrundelsen var deres opdagelse af, at modne celler kan omprogrammeres til stamceller, og ifølge det svenske akademi har de to forskere fuldstændig ændret opfattelsen af cellers udvikling og specialisering i organismen. 

Dr. John B. Gordon er født i 1933 i Dippenhall, Storbritannien og fik sin doktorgrad i 1960 ved Oxford. Siden da har han været tilknyttet universitetet i Cambridge bl.a. som professor i cellebiologi.

Dr. Shinya Yamanaka er født 1962 i Osaka, Japan og blev læge i 1987 og senere ortopædkirurg. Fik doktorgrad i 1993 og er professor ved Kyoto universitetet samt virksom ved Gladstone Instituttet i San Francisco, USA. 

Stamceller er siden 1960erne blevet anvendt til behandling af bl.a. blodsygdomme og sygdomme i immunforsvaret. Man hører dem ofte omtalt som nærmest mirakuløs helbredelse af en række sygdomme som f.eks. Parkinsons, Alzheimers, sklerose og sukkersyge. 

En stamcelle er en umoden celle, som i menneskekroppen kan udvikle sig til en hvilken som helst type celle, eller populært sagt: en ukodet celle.

Men alt menneskeligt væv består af forskellige typer celler, muskelceller, hjerneceller, leverceller, blodceller osv.

Men livet starter med blot én celle, den befrugtede ægcelle.

Den deler sig og kopierer således sig selv, (specialiserer sig) og bliver til f.eks. hjerneceller eller blodceller. Disse egenskaber gir cellen enorme muligheder i medicinen ved behandling af tilstande, hvor celler mangler. Muligheden er så at transplantere stamceller i sygt væv og derved erstatte manglende celler.

Blodets celler dannes kontinuerligt i knoglemarven, hvor de egentlige stam-blodceller findes. De kan blive til alle typer blodceller men er ikke velegnede til at danne f.eks. nerveceller.

Der findes kun få stamceller hos voksne, og udvinding af stamceller sker kun i knoglemarv, navlestrengsblod og ved kloning, men de besidder ikke helt ens egenskaber.

Men stamceller fra fostre derimod, har langt større mulighed for at blive til alle celletyper og de kaldes pluripotente celler. 

De skal imidlertid tages fra et fosteranlæg eller dyrkes ved terapeutisk kloning, hvorefter en cellekerne fra et voksent menneske i en ubefrugtet ægcelle, så den danner stamceller genetisk identiske med cellerne i personen, hvorfra kernen stammer. Faktisk har man klonet personen. Der foregår en løbende etisk og moralsk debat om, hvorvidt sådanne pluripotente stamceller bør anvendes.

Blod fra navlestrengen har også blodstamceller, og de er tilsyneladende ikke helt så specialiserede som celler fra knoglemarven. Taget ved fødselen kan de fryses og gemmes i mange år. På den måde er man uafhængig af problemet med at finde en egnet donor, når man således har sine egne stamceller på lager, men der forestår megen forskning, da muligheder og begrænsninger ved navlestrengsceller ikke er endeligt klarlagt. 

Den mest anvendte metode er knoglemarvstransplantation, omend også transplantationer med navlestrengsceller vinder frem. Og da det er blodstamceller der her anvendes, er det fortrinsvis forskellige blodsygdomme og sygdomme i immunsystemet (de hvide blodlegemer) der kan behandles med stamceller, herunder en række kræftsygdomme.

Foruden en række leukæmityper kan stamceller nu anvendes i behandlingen af andre kræftsygdomme som f.eks. Hodgkins Sygdom, Myelodysplastisk Syndrom og Non-Hodgkin Lymfom samt blodmangelsygdomme.

Mange børn med leukæmi bliver nu helt helbredt.  Det væv der er dårligst til at regenerere er hjerne og nerver. Dersom man lykkes med at få stamceller til at udvikle sig rigtigt på de rigtige steder i kroppen, håber man på måske at kunne helbrede sygdomme som Parkinsons, Sklerose og Alzheimers. 

Også diabetes er en sygdom man håber på at kunne løse med stamceller.

Diabetes opstår pga. en genetisk fejl får immunforsvaret til at ødelægge de insulin-producerende celler i bugspytkirtlen. Sygdommen kan helt helbredes, dersom man kan erstatte disse celler med stamceller.

Ligeledes håber man på at kunne få nye muskelceller til at dannes i hjertemusklen, med det formål at reducere sygdom i hjerte og kredsløb efter en blodprop. 

Sluttelig kan det måske endda engang ud i fremtiden blive muligt at danne hele organer til transplantationer fra stamceller. Mulighederne med stamceller er således legio, men der er endnu lang vej fra ide til virkelighed. 

Med de to nye nobelpristageres opdagelse af, at modne celler kan omprogrammeres til stamceller, er vi forhåbentlig kommet endnu et skridt videre i kampen for helbredelse af en række af de nævne sygdomme.

 

Senest opdateret: 12. april 2018