En norsk opdagelse kan måske sætte skub i forskningen i bugspytkirtelkræft.

Det skriver forskning.no i en artikel bragt på Videnskab.dk.

Forskerne har opdaget, at din blodtype har indflydelse på, hvad der sker inde i bugspytkirtlen.

Et af de fordøjelsesenzymer, der bliver lavet i bugspytkirtlen, bærer nemlig unikt præg efter din blodtype, fortæller forskerne.

"Nu spekulerer vi på, om det har noget at gøre med risikoen for kræft," siger Anders Molven fra Universitetet i Bergen, der er medforfatter på to nye studier, som dokumenterer den nye forskning.

På ydersiden af visse proteiner i blodcellerne, sidder der nemlig særlige sukkermolekyler, der kan være forskelligt opbygget.

Hvis sukkermolekylerne på en blodcelle ikke er de rigtige, betragter immunforsvaret dem som fremmede og angriber dem.

Men nogle gange ændrer kræftcellerne deres egne sukkermolekyler, så de minder om blodcellerne.

Hvis en person med blodtype A udvikler kræftceller, der har samme sukkermolekyler som blodtype A, vil immunsystemet dermed undlade at angribe kræftcellerne.


Peger måske på tarmbakterier

Forskningen peger også på, at mennesker med blodtype A måske har en lidt forhøjet risiko for at få bugspytkirtelkræft, hvorimod mennesker med blodtype 0 ser ud til at være lidt mere beskyttede.

Forskerne ved ikke hvorfor, men måske skal forklaringen findes i tarmbakterierne.

"Der er ret gode beviser på, at forskellige blodtyper kan resultere i forskelle i tarmfloraen. Vi ved også, at tarmfloraen kan påvirke visse former for kræft. Man kan tænke sig, at blodtypen ændrer tarmfloraen, hvilket igen påvirker risikoen for kræft i bugspytkirtlen," siger Anders Molven, der leder forskningsgruppen ved Haukeland Universitetshospital.

Foreløbig har forskerne dog kun hypoteser – og de ved dermed ikke med sikkerhed, om tarmbakterierne er direkte forbundet med risikoen for bugspytkirtelkræft.


Kilde: Oliver Nyberg, Videnskab.dk

Foto: Shutterstock

 

 

 

 

Senest opdateret: 25. marts 2019

Se øvrige nyheds artikler under temaet Krop & Sundhed.

Cookies er med til at gøre din oplevelse på hjemmesiden endnu bedre. Ved brug af vores hjemmeside accepterer du brugen af cookies.
Ok