forebyg vinterdepression

En tur i skoven giver motion og lys, og det er to nøgleingredienser, hvis du vil forebygge en vinterdepression.


Det fortæller britiske forskere fra Royal College of Psychiatrists ifølge den britiske avis The Guardian.

Sammen med organisationen for skovforvaltning Forestry England råder forskerne derfor briterne til at bevæge sig ud i efterårsvejret for at styrke deres mentale sundhed.

Og opfordringen får øjeblikkelig opbakning fra en norsk forsker.

 

Lys styrer humør og døgnrytme

I efterårs- og vintermånederne er der risiko for at udvikle ’sæsonafhængig stemningsforstyrrelse’, der på engelsk er kendt som ’Seasonal Affective Disorder’ og rammende forkortes til SAD.

I daglig tale henviser man ofte til samme tilstand som vinterdepression.

Hvis man er ramt af vinterdepression, sover man typisk op til 12 timer i døgnet, har øget appetit og føler sig generelt trist og tung til mode.

Forskerne er ikke sikre på alle årsagerne til vinterdepression, men mangel på dagslys kan muligvis være hovedårsagen.

Når vi får mindre lys gennem øjnene, har det angiveligt en negativ effekt på den del af hjernen, som styrer humør og døgnrytme, og det kan måske være med til at starte en vinterdepression.


Norsk forsker: Gå ud!

Men kan en tur i naturen virkelig styrke den mentale sundhed?

"Jeg mener, at svaret på det spørgsmål er et stort 'JA!'," beretter Marte Roa Syvertsen.

Hun er ph.d. og læge ved Neurologisk afdeling ved Drammen sykehus i Norge.

"Der er god dokumentation for, at fysisk aktivitet forbedrer depressionssymptomerne, og at de bliver endnu mere forbedret, hvis denne aktivitet foregår udendørs," forklarer Marte Roa Syvertsen.

Hun henviser blandt andet til et studie fra 2012, som viser, at en vandretur i naturen mindskede følelsen af håbløshed, depression og selvmordstanker blandt selvmordstruede patienter.

"Gå ud! Opsøg den smule dagslys, vi har. Gå en tur - det er naturlig lysterapi i løbet af vintermånederne," lyder opfordringen fra Marte Roa Syvertsen.

Vil du vide mere - læs artiklen om depression på infosundhed.dk


Kilde: Oliver Nyberg, Videnskab.dk

 

 

 

Senest opdateret: 18. marts 2020

Se øvrige nyheds artikler under temaet Krop & Sundhed.

Cookies er med til at gøre din oplevelse på hjemmesiden endnu bedre. Ved brug af vores hjemmeside accepterer du brugen af cookies.
Ok