Kort svar

Har du feber efter en rejse til troperne eller subtroperne, skal du kontakte læge, og du skal sige, at du har været udenlands. Lægehåndbogen skriver, at falciparum-malaria skal udelukkes hos alle med feber, som inden for de seneste tre måneder har været i et område med malaria, og at det skal føre til en akut vurdering hos læge. Det gælder også, selv om du har taget malariamedicin. Kilden peger desuden på, at man hos alle rejsende med feber skal tage blodprøver til dyrkning for at finde tyfus og andre bakterier, der kan give blodforgiftning.

Det betyder ikke, at alle, der får feber efter en rejse, har en eksotisk sygdom. Lægehåndbogen skriver tværtimod, at feber hos hjemvendte rejsende ofte skyldes infektioner, der også er velkendte i Danmark, for eksempel influenza, COVID-19, lungebetændelse og urinvejsinfektioner, men også toxoplasmose, kyssesyge, cytomegalovirus og HIV. Det er lægens opgave at skelne, og kilden fremhæver, at dine oplysninger om rejsen er afgørende.

Hvad betyder importeret feber?

Lægehåndbogen definerer importeret feber som feber hos en person, som har besøgt troperne eller subtroperne. Kilden oplyser, at der ikke findes helt dækkende opgørelser over rejserelateret sygdom, fordi langt fra alle sygdomstilfælde fører til lægehenvendelse. Der er store regionale forskelle: de fleste rejsende med malaria kommer fra Afrika, mens patienter med tyfus typisk har rejst i Indien eller Pakistan.

De hyppigste specifikke diagnoser er ifølge Lægehåndbogen malaria, denguefeber, kyssesyge (Epstein-Barr-virus eller cytomegalovirus), rickettsioser og tyfus eller paratyfus. En opgørelse fra et europæisk netværk, som omfattede godt 32.000 syge rejsende i perioden 2008-2012, viste, at malaria og akut diarré var de hyppigste årsager til, at de rejsende søgte læge. I en opgørelse over alvorlige, akutte infektionssygdomme erhvervet i troperne blandt knap 12.000 amerikanske rejsende i perioden 2012-2021 havde 16,7 procent feber. Blandt dem var de hyppigste diagnoser andre virusinfektioner (29 procent), malaria (21 procent), denguefeber (13,7 procent) og chikungunya (6,4 procent).

Hvorfor er malaria det første, lægen tænker på?

Falciparum-malaria er ifølge Lægehåndbogen verdens vigtigste parasitsygdom og er almindelig i tropisk Afrika, i dele af Sydamerika og i Sydøstasien. Til Danmark importeres cirka 80-100 tilfælde om året, de fleste falciparum-malaria, og næsten alle er erhvervet i tropisk Afrika. Inkubationstiden, altså tiden fra smitte til sygdom, er som regel 1-2 uger, men den kan være op til 3 måneder eller længere. I sjældne tilfælde kan den være år, hvis der er brugt forebyggende medicin.

Temperaturkurven kan svinge uden nogen regelmæssighed, og tegnene ligner mange andre infektioner, for eksempel hovedpine og muskelsmerter. Malaria kan i et sent stadium give forvirring, kramper, koma og vand i lungerne. Kilden skriver, at falciparum-malaria er en af de få importerede sygdomme, som hvert år giver anledning til dødsfald blandt rejsende fra den vestlige verden, og at prognosen ubehandlet er alvorlig, især hos personer uden tidligere immunitet. Diagnosen stilles ved at påvise parasittens arvemateriale (LAMP-test) eller ved at se på en blodudstrygning i mikroskop. Udredning og behandling er en hospitalsopgave.

Malaria forårsaget af parasitten vivax giver typisk en feber, som i begyndelsen er uregelmæssig og senere bliver mere regelmæssig med kulderystelser og temperaturstigning hver 48. time. Kilden skriver, at prognosen er god, men at sygdommen kan komme igen senere, fordi parasitten kan ligge i dvale i leverceller. Du kan læse mere på siden om malaria.

Andre alvorlige årsager

Lægehåndbogen nævner, at tre sygdomme har et potentielt livstruende forløb, og at lægen derfor primært retter diagnostikken mod dem: falciparum-malaria, tyfus og leptospirose. Mange virussygdomme, godartet malaria, tilbagefaldsfeber og rickettsioser har oftest en god prognose selv uden behandling.

  • Tyfus og paratyfus er bakteriesygdomme, som er mest udbredte på det indiske subkontinent, i Sydøstasien og i tropisk Afrika. Inkubationstiden er en til fire uger. Typiske tegn er diarré (som kan være overstået, eller afløst af forstoppelse), længerevarende feber, langsom puls i forhold til feberen og ofte en ganske påvirket almentilstand. Et sjældent, men næsten kendetegnende tegn er millimeterstore, blegrøde pletter på kroppen. Uden behandling kan sygdommen give tarmblødning og -perforation, hjernehindebetændelse og bylder.
  • Rickettsioser er bakterier, som overføres til mennesker fra pattedyr via lus, lopper og flåter. De fleste importerede tilfælde i Nordeuropa er loppe- eller flåtbårne og erhvervet i middelhavsområdet eller det sydlige Afrika. Inkubationstiden er 2-14 dage, og tegnene er feber, muskelsmerter og et udslæt med små blødninger, nogle gange et sort, skorpebelagt, smertefrit sår, hvor flåten har bidt, og eventuelt hævede lymfeknuder. Prognosen er almindeligvis god, men nogle former er potentielt dødelige.
  • Q-feber smitter især ved indånding af luft fra inficerede husdyr. De fleste importerede tilfælde stammer fra middelhavsområdet. Inkubationstiden er oftest to-tre uger, og billedet kan være ren feber, influenzalignende tegn eller atypisk lungebetændelse.
  • Leptospirose smitter almindeligvis ved kontakt med inficeret ferskvand. Kilden nævner landmænd, dambrugere, lystfiskere og renovationsarbejdere som særligt udsatte. Inkubationstiden er cirka 5-14 dage, tegnene er høj feber, hovedpine og muskelsmerter især i ryg og læg, røde øjne, gulsot og mave-tarm-symptomer, ofte i to faser, og i svære tilfælde svigter lever og nyrer.
  • Brucellose smitter fra kvæg, får, svin og geder. Inkubationstiden er to til fire uger, men kan være måneder.
  • Denguefeber overføres ved myggestik. Klassisk denguefeber er en godartet influenzalignende sygdom med udtalte muskelsmerter og et udslæt, mens den hæmoragiske form er livstruende. Der findes en egen side om denguefeber.
  • Sandfluefeber overføres af sandfluer i et bælte fra Spanien til Indien og er hyppigst importeret fra middelhavslandene. Den giver høj feber, røde øjne, muskelsmerter og hovedpine.

Inkubationstiden hjælper lægen

Lægehåndbogen peger på, at de fleste kendte tropesygdomme har en bestemt inkubationstid. Derfor spørger lægen så nøjagtigt til datoerne. Kilden grupperer sygdommene sådan:

  • Kort, under en uge: denguefeber (op til 14 dage) og sandfluefeber.
  • Middellang, 1-4 uger: tyfus, paratyfus, akut HIV, rickettsioser, Q-feber, gul feber, leptospirose, tilbagefaldsfeber, falciparum-malaria, afrikansk sovesyge og japansk hjernebetændelse.
  • Lang, over 4 uger og op til flere år: brucellose, godartet malaria, leverbylder fra amøber, HIV, akut bilharzia (Katayama-feber), tuberkulose, virusleverbetændelse og visceral leishmaniasis.

Siden om gul feber beskriver en af de sygdomme, som en vaccination kan forebygge.

Hvad lægen vil vide om rejsen

Lægehåndbogen fremhæver, at oplysninger om rejsen er helt essentielle. Lægen vil gerne vide:

  • hvilken slags rejse det var: storbyferie, trekking på landet eller i bjergene, eller badeferie, og hvor præcis du har rejst
  • præcis dato for indrejse og udrejse
  • om du har boet og spist som lokalbefolkningen, og hvordan hygiejnen var
  • om du har badet i ferskvand eller været i kontakt med pattedyr, myg, lopper, lus eller flåter
  • hvilke vaccinationer du fik før afrejse, og om du tog malariamedicin og brugte myggespray og myggenet
  • om du har haft seksuel kontakt med nye eller tilfældige partnere, og om du brugte kondom

Kilden skriver, at vaccination mod hepatitis A, hepatitis B og gul feber for praktiske formål udelukker disse sygdomme, mens hepatitis A-immunglobulin og vacciner mod tyfus kun giver cirka 70 procent beskyttelse. Vacciner mod polio, difteri eller mæslinger i barndommen kan give for lav beskyttelse hos voksne, medmindre der er givet en boosterdosis. Indvandrere fra udviklingslande kan mangle rutinemæssige vaccinationer. Se også rejsevaccination.

Hvad undersøger lægen?

Lægehåndbogen beskriver, at lægen blandt andet ser efter gulsot og røde øjne, forstørret milt (ved kyssesyge, malaria, leishmaniasis, tyfus og brucellose), udslæt, hævede lymfeknuder og tegn på blødning. På sygehus har en undersøgelse af blodet for malariaparasitter højeste prioritet, og for at udelukke malaria gennemføres udstrygningsprøver rutinemæssigt tre døgn i træk. Rutineblodprøver omfatter blodprocent, CRP, hvide blodlegemer, blodplader, levertal og blodsukker. Der tages desuden blodkulturer samt dyrkning af urin og afføring. Serologiske blodprøver for antistoffer mod blandt andet denguevirus, hepatitis A-C, toxoplasmose, HIV, kyssesyge og cytomegalovirus er sjældent positive før 10-14 dage efter smittetidspunktet. Ved langvarig feber efter ophold i troperne kan lægen overveje en prøve fra knoglemarv eller lever.

Hvornår skal du til læge?

Lægehåndbogen anbefaler henvisning til sygehus ved uklart sygdomsbillede, som kræver omfattende udredning, og ved mistanke om malaria, tyfus eller leptospirose. Indlæggelse er aktuel ved alvorlig sygdom med påvirket almentilstand.

  • Med det samme: Feber efter ophold i et malariaområde inden for de seneste tre måneder skal føre til akut vurdering af læge (Lægehåndbogen).
  • Ring 112: Ved forvirring, kramper, vejrtrækningsbesvær eller en meget påvirket tilstand (redaktionens eget råd).
  • Egen læge eller lægevagt på 1813: Ved feber efter hjemkomst fra troperne uanset hvor mild den er. Sig tydeligt, at du har været udlandet, og hvor og hvornår (redaktionens eget råd).

Hvad kan du selv gøre?

Lægehåndbogens side er skrevet til læger og har ikke et afsnit med råd til patienten. Redaktionen kan derfor kun give egne forslag. Skriv rejsens datoer, lande og steder ned, før du ringer til lægen, og tag eventuelle vaccinationskort og navnet på din malariamedicin med (redaktionens eget råd). Tag ikke malariamedicin eller andre præparater på eget initiativ for at behandle feberen. Det er ikke muligt at behandle sig selv ud fra kilden, og en forkert behandling kan forsinke diagnosen (redaktionens eget råd).

Hvad er ikke verificeret

Siden bygger på Lægehåndbogens side om importeret feber, som er læst i fuld tekst. Kilden er skrevet til læger. Redaktionen angiver ingen behandling og ingen doser. Vi har ikke læst Patienthåndbogens eller Sundhedsstyrelsens rejsevejledninger i fuld tekst her, og siden siger derfor ikke, hvilke lande der har malariarisiko. Spørg din læge eller en rejsevaccinationsklinik om det. Tallene om forekomst stammer fra de to opgørelser, som Lægehåndbogen refererer, og er ikke danske tal ud over de 80-100 importerede malariatilfælde om året.