Kort svar
Hæmorider og analfissur forveksles ofte, fordi begge dele sidder ved endetarmens åbning, og begge kan give lidt friskt blod ved toiletbesøg. Men de er to forskellige tilstande. Patienthåndbogen beskriver hæmorider som udposninger på blodårer i endetarmen, en slags åreknuder. En analfissur er derimod en rift i huden ved endetarmens åbning. Den store forskel i oplevelsen er smerten. Ved analfissur er det vigtigste symptom voldsomme, skærende og krampagtige smerter ved afføring. Ved hæmorider er smerter ikke det dominerende symptom, og det typiske er i stedet blødning, ubehag og kløe. Begge artikler har samme budskab om, hvornår du skal søge læge: Hvis det bløder fra endetarmen, skal du altid til læge.
Hvad er hæmorider?
Ifølge Patienthåndbogen er hæmorider udposninger på blodårer i endetarmen. Kilden kalder dem en slags åreknuder og skriver, at de er den hyppigste lidelse i området sammenlignet med andre sygdomme. Hæmorider er meget almindelige, og man regner med, at omkring en tredjedel af befolkningen har dem. Mange mærker dog ingenting. Hæmorider kan altså være der med eller uden symptomer, og nogle gange opdages de helt tilfældigt.
Hæmorider inddeles i fire grader efter størrelse. Grad 1 er de mindste. De bløder kun, buler ikke ud og ses ikke, når man undersøger området omkring endetarmen, men de kan ses ved en kikkertundersøgelse. Grad 2 buler ud, når man presser, men glider tilbage af sig selv. Grad 3 buler ud hele tiden og må skubbes på plads. Grad 4 buler ud og kan ikke skubbes på plads, og kilden kalder den en sjælden tilstand. Jo større og mere udtalte hæmoriderne er, jo mere generende er de.
Hvad er en analfissur?
Patienthåndbogen beskriver en analfissur som en tilstand, hvor der dannes rifter i huden omkring endetarmens åbning. Oftest sidder riften bagtil. Kilden skriver, at 2 % af den voksne befolkning har analfissur, at den er lige hyppig hos kvinder og mænd, og at den også kan forekomme hos børn. Tilstanden kan være en enkelt episode, men nogle har mere vedvarende gener. En kronisk fissur med vedvarende rift og smerter ses især hos voksne.
Man opfatter tilstanden som kronisk, hvis den varer mere end 6-8 uger. Det er en tidsgrænse, som kilden selv nævner, og den bruges også til at afgøre, hvornår en fissur bør behandles.
Symptomerne side om side
Her er forskellen, som den fremgår af de to artikler.
- Smerter. Ved analfissur er smerten hovedsymptomet: voldsomme, skærende og krampagtige smerter ved afføring, som varer nogle timer efter hver afføring og derefter aftager. Ved hæmorider er smerter ikke det dominerende symptom. De kommer især ved grad 3 og 4.
- Blødning. Ved analfissur er der ofte friskt blod uden på afføringen. Ved hæmorider kan blødningen være dryppende eller sprøjtende ned i toiletkummen.
- Kløe og irritation. Begge tilstande kan give kløe. Ved analfissur nævner kilden også væske og hævelse omkring endetarmens åbning. Ved hæmorider nævnes kløe, irritation og problemer med hygiejnen.
- Bule. Hæmorider kan give følbare buler ved endetarmen, som kan forsvinde ind igen eller kan skubbes på plads efter afføring. Det hører ikke til beskrivelsen af en fissur.
- Tilstandens gang. Hæmoridernes symptomer kommer og går. Ved en analfissur er smerterne knyttet til toiletbesøgene.
Underbukserne kan blive beskidte ved begge tilstande. Ved analfissur skriver kilden direkte, at underbenklæderne tit kan være beskidte ved endetarmsområdet, og ved hæmorider nævnes problemer med hygiejnen.
Når en hæmoride pludselig gør meget ondt
Selv om smerter normalt ikke er det vigtigste symptom ved hæmorider, er der en undtagelse. Patienthåndbogen skriver, at en hæmoride i sjældne tilfælde pludseligt kan give sig til kende ved svære smerter ved endetarmens åbning. Det er tegn på, at hæmoriden er fyldt med størknet blod. På et hospital kan behandlingen være et lille snit i huden, så det størknede blod kan komme ud, og det kan eventuelt gøres i lokalbedøvelse. Hos den praktiserende læge er behandlingen smertebehandling og ikke et snit. Kilden skriver, at prognosen er god. Her kan smerterne altså ligne en fissur, men de kommer pludseligt og er ikke bundet til afføringen på samme måde (redaktionens eget råd: nævn det for lægen, hvis smerten kom pludseligt og uden forbindelse til toiletbesøg).
Hvorfor får man det?
Patienthåndbogen siger om hæmorider, at årsagen oftest er ukendt. Øget tryk i de blodårer, som fører blod tilbage til hjertet, kan give hæmorider, og det er for eksempel årsagen til, at gravide ofte er generet af dem. Kilden nævner desuden som mulige risikofaktorer svær forstoppelse og hård afføring, graviditet samt langvarigt stående og tungt kropsarbejde. Yderst sjældent kan hæmorider skyldes skrumpelever, svulster i maven, forstørret prostata eller svulster i endetarmen. Nogle kvinder får hæmorider under graviditeten, og de forsvinder ofte måneder efter, at graviditeten er slut.
Om analfissur skriver kilden, at årsagen er ukendt. Man er særligt udsat ved forstoppelse. Rifterne kan også komme efter analsex eller ved, at et fremmedlegeme føres ind i analkanalen. I mange tilfælde ved man ikke, hvorfor fissuren er opstået. Forstoppelse og hård afføring er altså en fællesnævner for begge tilstande, og det er en del af forklaringen på, at rådene om kost og toiletvaner ligner hinanden.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Ved analfissur stiller lægen ifølge Patienthåndbogen diagnosen ud fra de typiske symptomer og ved at undersøge området omkring endetarmens åbning. Hvis lægen har mistanke om sygdom i endetarmen eller tyktarmen, kan der følge flere undersøgelser, i første omgang en såkaldt anoskopi, hvor lægen ser op i den nederste del af endetarmen med en kort kikkert.
Ved hæmorider kan lægen ud over en almindelig undersøgelse have brug for en sigmoideoskopi, hvor lægen ser ind i endetarmen med et skop. Kilden skriver, at lægen på den måde får bedre overblik over hæmoriderne og kan udelukke kræft i endetarmen eller den nedre del af tyktarmen. I mange tilfælde starter lægen med en lille kikkertundersøgelse på omkring 10 cm, en anoskopi, fordi hæmorider altid sidder helt nederst i endetarmen. Det er en vigtig pointe: Undersøgelsen handler ikke kun om at sætte et navn på tilstanden, men også om at sikre, at blødningen ikke skyldes noget andet.
Hvad kan du selv gøre?
Rådene er meget ens for de to tilstande. For hæmorider anbefaler Patienthåndbogen at drikke rigeligt og spise fiberrig kost. Kilden skriver, at der er ret god evidens for, at fiberrig kost mindsker blødningssymptomer. Gode afføringsvaner betyder at undgå langvarig pressen, at gå på toilettet, når man mærker trang, at undgå lange toiletbesøg, at få tilstrækkeligt med fibre fra frugt, fuldkornsprodukter og grøntsager, at drikke nok, at være fysisk aktiv og at undgå meget hård afføring.
For analfissur skriver kilden, at man kan behandle og forebygge forstoppelse ved at ændre kosten med flere fibre og rigeligt væske, og at huden omkring endetarmens åbning skal plejes. Mild sæbe er bedre end meget sæbe, for overdreven sæbebrug øger sårbarheden. Hvis afføringen er hård, kan det hjælpe at smøre med en creme lige før afføringen. Kilden er ærlig om, at det videnskabelige belæg for disse råd er dårligt, og at man ikke kan sige sikkert, hvordan en analfissur undgås. Hvis man har fået en rift, er det vigtigt fremover at holde afføringen blød og have gode toiletvaner.
Hvordan behandles de to tilstande?
Hæmorider behandles trinvist, og man starter ifølge kilden altid med den mest skånsomme behandling. Grad 1 behandles med afføringsmiddel og uparfumeret salve. Grad 2 behandles ofte med gummielastikmetoden, hvor en lille elastik lægges om hæmoridens hals, så den visner og falder af. Indgrebet udføres uden bedøvelse, og kilden skriver, at behandlingen er vellykket hos 80 %. Større og generende hæmorider kan fjernes ved en operation, som kilden beskriver som forbundet med en del ubehag og svære smerter den første tid. Derfor anbefales operation kun til dem, der er meget generet. Der findes også nyere, skånsommere metoder.
En analfissur behandles først med kostregulering, afføringsmiddel, grundig rengøring efter afføring og fugtighedscreme eller lokalbedøvende salve. Hvis det ikke hjælper, findes der forskellige former for medicin, og i få tilfælde kan operation blive nødvendig. Kilden skriver, at operation altid er den sidste behandling og kun tilbydes, hvis anden behandling svigter, og generne er invaliderende. Bivirkninger er ikke usædvanlige: Nogle får problemer med at holde på luft fra endetarmen, og i nogle få tilfælde også på afføringen. Behandlingen kan tage flere måneder, men prognosen er ifølge kilden god.
Hvornår skal du til læge?
Her er de to artikler enige. Ved hæmorider skriver Patienthåndbogen, at du altid skal søge læge, hvis du får blødning eller vedvarende smerter fra endetarmen. Det gælder også, selv om du tidligere har haft hæmorider og får fornyede symptomer, for blødning og smerter kan skyldes andre sygdomme, som det er vigtigt ikke at overse. Får du tiltagende gener, bør du også undersøges, så tilstanden ikke bliver værre og dermed mere besværlig at behandle.
Ved analfissur skriver kilden, at du altid skal søge læge, hvis det bløder i forbindelse med afføring, og at du skal søge læge, hvis du har kroniske smerter. En analfissur bør behandles, når generne har stået på i mere end 6-8 uger, fordi den altid gør ondt. Fissuren er ikke farlig i sig selv, men man skal ifølge kilden altid udelukke, at den skyldes en kræftsygdom, hvilket kun ses uhyre sjældent, og kronisk tarmbetændelse skal også udelukkes.
Redaktionens eget råd: Prøv ikke at gætte dig til svaret ud fra symptomerne alene. Selv om smerter ved afføring peger mod en fissur, og buler peger mod hæmorider, er det lægens undersøgelse, der afgør det. Ring til din læge i dagtiden. Uden for lægens åbningstid kan du ringe til lægevagten på 1813, og ved kraftig blødning, svimmelhed eller besvimelse skal du ringe 112 (redaktionens eget råd).
Forløb og tilbagefald
Hæmorider er ifølge Patienthåndbogen ofte en kronisk tilstand, som kommer igen flere gange igennem livet. Selv om du har det bedre i lange perioder, kan hæmoriderne hurtigt dukke op igen efter en periode med øget tryk og pres mod endetarmsåbningen. Nogle oplever, at slimhinden kræner sig ud ved toiletbesøg, og det kaldes endetarmsfremfald. Efter en hæmoride, der er gået i sig selv eller er behandlet, kan der komme tags eller marisker, altså hudflapper, som kan gøre det sværere at holde rent. Hæmorider betegnes ikke som en farlig sygdom.
En analfissur heler normalt af sig selv, hvis afføringen holdes blød, men kilden understreger, at dette bygger på lægelig erfaring og ikke på gode undersøgelser. Behandling med salve vil som regel løse generne, hvis de ikke går over af sig selv. Afføringsmidler bør bruges i flere uger, efter at fissuren er helet, og derefter trappes de ned gradvist, så man undgår tilbagefald. Det er et eksempel på, at behandlingen af begge tilstande i praksis handler meget om at holde afføringen blød over tid.
Hvad er ikke verificeret?
Redaktionen har læst Patienthåndbogens artikler om hæmorider og analfissur i fuld tekst. Lægehåndbogens artikler om de to tilstande er ikke læst, og det samme gælder anden litteratur om, hvor ofte de to tilstande optræder samtidig. Siden angiver ingen doser og navngiver ikke bestemte præparater. Sammenligningen i oversigten ovenfor er redaktionens egen opstilling af, hvad de to artikler hver for sig skriver, og ikke en samlet tabel fra kilden. Siden kan ikke afgøre, om du har den ene eller den anden tilstand, eller om dine symptomer skyldes noget helt tredje. Det kan kun en læge.