3,9 procent af alle kræfttilfælde kan tilskrives overvægt

3,9 procent af alle kræfttilfælde kan tilskrives overvægt

Vi skal stoppe overvægt ’før det sker’, siger forskningsleder fra Kræftens Bekæmpelse.

nem slankekur med sundt mad

Cirka 1 ud af 25 kræfttilfælde kan tilskrives overvægt.

Det viser et stort studie ledet af forskere fra Imperial College i England ifølge Videnskab.dk, hvor du kan læse mere om overvægtens betydning for de enkelte kræftformer.

Forskerne har indsamlet data fra 2012 om kræfttilfælde i 175 lande og kombineret det med data om udbredelsen af overvægt og diabetes i de samme lande 10 år tidligere.

De konkluderer, at 2 procent af alle kræfttilfælde i 2012 kunne tilskrives diabetes, mens overvægt altså stod for 3,9 procent. Det svarer til 544.300 tilfælde i de 175 lande.

I en pressemeddelelse udtrykker artiklens hovedforfatter, dr. Jonathan Pearson-Stuttard fra Imperial College, sin bekymring over resultatet.

»Stigende forekomst af diabetes og høj BMI på verdensplan kan føre til en betydelig stigning i andelen af kræfttilfælde, som kan tilskrives disse risikofaktorer. (…) det fremhæver behovet for bedre forebyggelse og øget opmærksomhed på sammenhængen mellem kræft, diabetes og højt BMI.«

Et imponerende stykke arbejde

De fleste ved, at rygning øger risikoen for kræft, men sammenhængen mellem overvægt og kræft er knap så velbeskrevet. Derfor er studiet en fin anledning til at udforske, hvad forskerne egentlig ved om den sammenhæng.
Videnskab.dk har konsulteret Anne Tjønneland, der er forskningsleder i Kræftens Bekæmpelse, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med kostens betydning for risikoen for kræft. Hun har læst studiet, men er ikke selv involveret i det.

»Forskerne har gjort et imponerende stykke arbejde, og resultatet går fint i tråd med tidligere undersøgelser af enkelte kræftsygdomme i enkelte lande. Studiet her må dog være det første, som har undersøgt sammenhængen mellem overvægt og risikoen for kræft på verdensplan,« siger hun.

Ifølge forskningslederen er det en relativt ny erkendelse, at overvægt øger risikoen for kræft.

Nødvendigt med tidlig forebyggelse

På trods af den stigende overvægt og visheden om, at meget få formår at holde vægten efter et vægttab, er der håb forude, for overvægt kan forebygges. Men der er brug for flere forebyggende tiltag. Det skriver dr. Graham Colditz fra Washington University School of Medicine i en kommentar til Lancetstudiet.

»Det er muligt at lave forebyggende tiltag på flere niveauer – på individniveau, på samfundsniveau, i sundhedssystemet og på det politiske plan. Der skal gribes til handling for at hjælpe folk med at holde en sund vægt hele livet, og det starter i barndommen,« skriver han.

Anne Tjønneland fra Kræftens Bekæmpelse understreger også vigtigheden af tidlig forebyggelse.

»Vi skal stoppe overvægt, før det sker, for det er notorisk svært at behandle. Det handler om at få fat i børn og unge tidligt, og det er vigtigt at få spredt budskabet om, at overvægt ikke kun kan føre til diabetes og hjerte-kar-sygdomme, men også til kræft,« siger hun.

Kilde: Mads Moltsen, Videnskab.dk
(Foto: Shutterstock)

Nem slankekur med sundt mad

Øvrige artikler i kapitel