Kort svar

Natrium i blodet er ifølge Patienthåndbogen normalt 137-145 mmol/L. For kalium angiver Patienthåndbogens artikel om selve blodprøven 3,5-4,6 mmol/L, mens artiklerne om for lavt og for højt kalium bruger 3,5-5,0 mmol/L som normalt. Kilderne forklarer ikke forskellen, og laboratorierne bruger ikke helt samme grænser. Kig derfor på det interval, der står på dit eget prøvesvar. Et tal lidt uden for normalområdet er ikke nødvendigvis tegn på sygdom.

Hvad er kalium og natrium?

Natrium og kalium er blandt de vigtigste elektrolytter, altså mineraler eller salte, der findes som ioner i blodet. Lex skriver, at elektrolytter indgår i nerveimpulser, muskelsammentrækninger, væskebalancen og syre-base-balancen. Kroppen holder niveauerne meget præcist, og derfor kan små afvigelser være vigtige.

Kalium.Størstedelen findes i muskelcellerne, og kalium er vigtigt for muskel- og nervecellernes funktion. Blodprøven måler kun det kalium, der ligger uden for cellerne. Ændringer kan hurtigt påvirke hjertemusklen, og derfor skal for højt eller for lavt kalium behandles hurtigt. Nyrerne spiller en central rolle i kaliumbalancen.

Natrium. Patienthåndbogen skriver, at natrium viser noget om saltbalancen i kroppen.

Normalværdierne på et overblik

  • Natrium: 137-145 mmol/L (Patienthåndbogen).
  • Kalium: 3,5-4,6 mmol/L (Patienthåndbogens prøveartikel) eller 3,5-5,0 mmol/L (artiklerne om lavt og højt kalium).

Begge kilder understreger, at referenceintervaller kan variere med alder, køn og laboratoriets analysemetode. Kalium-artiklen angiver ikke separate tal for forskellige aldersgrupper, og vi har ikke læst tal for børn. Er det dit barns prøve, skal du holde dig til det interval, der står på svaret. Tallene her er enheden mmol/L, som er millimol pr. liter.

Hvis kalium er for lavt

Patienthåndbogen kalder lavt kalium for hypokaliæmi og skriver, at det er den hyppigste forstyrrelse i blodets salte. Graderingen i artiklen er: let hypokaliæmi 3,0-3,5 mmol/L, moderat 2,5-3,0 mmol/L og svær under 2,5 mmol/L.

Årsager. Den hyppigste årsag er øget tab gennem nyrerne, især ved vanddrivende medicin. Andre årsager er nyresygdomme, store mængder lakrids og tyggetobak. Tab fra mave-tarm-systemet ved langvarige opkastninger eller diarré, misbrug af vanddrivende eller afførende midler, langvarig brug af astmamedicin og nedsat indtag ved langvarig faste eller svær underernæring nævnes også. Læs mere om diarré og hvornår man skal til læge.

Symptomer. Let hypokaliæmi giver som regel ingen symptomer og opdages ofte tilfældigt ved en blodprøve. Moderat til svær hypokaliæmi kan give træthed, muskelsvaghed, kramper i lægmusklerne og forstoppelse. Svær hypokaliæmi er livstruende og kan give hjertestop og åndedrætsproblemer.

Hvad sker der? Diagnosen stilles alene ud fra en blodprøve. Ved moderat til svær hypokaliæmi tages et EKG for at vurdere påvirkning af hjertet. Ved svær hypokaliæmi og eller hjerterytmeforstyrrelser skal du indlægges på sygehus med det samme. Behandlingen går ud på at finde og behandle årsagen. Hvis du får vanddrivende medicin, bør kaliumniveauet måles regelmæssigt hos egen læge, også uden symptomer.

Hvis kalium er for højt

Højt kalium kaldes hyperkaliæmi. Patienthåndbogen angiver, at let hyperkaliæmi er 5,0-6,0 mmol/L, og at svær hyperkaliæmi er over 6,0 mmol/L og livstruende.

Årsager. Den hyppigste årsag er nedsat nyrefunktion, og hyperkaliæmi er meget sjælden, når nyrerne fungerer normalt. Risikoen er øget ved diabetes, nedsat hjertefunktion, forhøjet blodtryk og høj alder. For meget kalium via kost, kaliumtilskud eller medicin kan også give højt kalium, og kilden nævner, at fødevarer med højt indhold som bananer og avocado kan spille ind, hvis man i forvejen har tendens til højt kalium. Se artiklen om normale nyretal.

Symptomer. Oftest ingen. Tilstanden opdages ofte ved en tilfældig blodprøve. Let hyperkaliæmi kan give træthed, nedsat muskelkraft, oppustet mave og diarré. Det farligste er forstyrrelser i hjerterytmen og hjertestop, og det kan ske uden forudgående symptomer.

Falsk højt kalium. Patienthåndbogen skriver, at en forhøjet værdi bør gentages, fordi fejl under blodprøvetagningen kan give falsk forhøjede værdier. Prøvetagning og forbehandling er afgørende, fordi blodcellerne ikke må gå i stykker, hverken ved prøvetagningen eller i prøverøret. Ødelagte røde blodlegemer frigiver kalium. Derfor kan et højt svar være falsk, og lægen tager ofte en ny prøve.

Hvad sker der? Ved kalium over 6,0 mmol/L eller forstyrrelser i hjerterytmen skal man indlægges akut. Ved kalium under 6,0 mmol/L sker behandlingen som regel hos egen læge. Regelmæssig blodprøvekontrol anbefales, hvis man har nedsat nyrefunktion, diabetes, nedsat hjertefunktion eller behandles for forhøjet blodtryk, især hvis man er ældre.

Hvis natrium er for lavt eller for højt

Lavt natrium kaldes hyponatriæmi. Lex skriver, at det er den mest almindelige elektrolytforstyrrelse, og at den ses hos op til 4 ud af 10 patienter på hospitaler. Patienthåndbogen nævner disse årsager til for lavt natrium:

  • let nedsat koncentration ved mange akutte og kroniske sygdomme, hvor årsagen ofte er ukendt, og værdien som regel retter sig af sig selv,
  • vandoverskud, ofte ved nedsat nyrefunktion,
  • vanddrivende medicin,
  • visse antidepressiva, især hos ældre,
  • hård, svedende arbejde eller træning, hvor der tabes vand og salt. Rollen ved muskelkramper er uafklaret.

For højt natrium skyldes ifølge Patienthåndbogen væskemangel, især hos ældre, småbørn og bevidstløse personer, stort væsketab ved langvarige opkastninger, diarré eller høj feber, højt saltindtag eller øget vandudskillelse via nyrerne, for eksempel ved nyresygdomme og diabetes. Patienthåndbogens tekst om natrium beskriver ikke symptomer eller akutte grænser. Lex nævner, at symptomer ved elektrolytforstyrrelser ofte er uspecifikke, for eksempel slaphed, træthed, muskelsvaghed, hovedpine, kramper, kvalme, mavesmerter, hjertebanken og forvirring, og at alvorlige tilfælde kan give koma, åndedrætsbesvær, lammelser og hjerterytmeforstyrrelser.

Har lakrids, kaffe eller salt betydning?

Det er altså ikke normale mængder. Hvor meget lakrids der skal til, angives ikke. Om saltindtaget påvirker dit natriumtal i blodet, beskriver kilderne ikke direkte, men de skriver, at kroppen regulerer det, og at nyrerne udskiller det meste. Du kan se, hvad salt betyder for blodtrykket, i artiklen om normalt blodtryk.

Hvornår skal du kontakte lægen?

De to prøveartikler angiver ikke konkrete kriterier for, hvornår du skal søge læge. De understreger, at et svar uden for normalområdet kan være tegn på sygdom, men også kan være normalt eller have harmløse årsager, og at det er den læge, der har bestilt prøven, der vurderer svaret ud fra symptomer og andre undersøgelser. Er du i tvivl om dit svar, kan du tale med den, der har bestilt prøven.

Artiklerne om lavt og højt kalium er mere konkrete. Der står, at du skal indlægges med det samme ved svær lavt kalium og eller hjerterytmeforstyrrelser, og ved kalium over 6,0 mmol/L. Patienthåndbogen anbefaler regelmæssige målinger, hvis du får vanddrivende medicin eller har nedsat nyrefunktion, diabetes, nedsat hjertefunktion eller behandles for forhøjet blodtryk. Ved livstruende symptomer, for eksempel åndedrætsproblemer, ringer du 112 (redaktionens eget råd). Uden for lægens åbningstid kan du ringe til lægevagten på 1813 (redaktionens eget råd).

Hvad er ikke verificeret?

Vi har ikke læst, hvad der er normalt hos børn, og kilderne forklarer ikke, hvorfor de to kaliumartikler bruger forskellige øvre grænser. Vi har heller ikke læst en akut grænse for natrium. Ret derfor aldrig dine egne tal til efter denne side, men brug intervallet på dit eget prøvesvar og lægens vurdering.

Sådan bruger du siden

Redaktionens tilføjelse, som ikke står i kilden: Normalværdierne er vejledende. Et enkelt tal uden for intervallet betyder ikke i sig selv, at der er noget galt, og det er lægen, der vurderer tallet sammen med dine symptomer, din medicin og dine øvrige prøvesvar. Laboratorier kan også bruge lidt forskellige referenceintervaller, så du bør altid holde dit eget svar op mod det interval, der står på prøvesvaret. Spørg din læge, hvis du er i tvivl om, hvad et svar betyder for dig.