Kejsersnit kan give problemer på operationsbordet senere i livet

Kejsersnit kan give problemer på operationsbordet senere i livet

Kejsersnit kan give kirurgiske problemer for kvinder senere i livet, viser nyt dansk studie.

Risikoen for komplikationer, hvis man skal have fjernet sin livmoder senere i livet, vokser, hvis man har fået et eller flere kejsersnit.

Kvinder bør ikke få kejsersnit uden en medicinsk årsag, advarer forskere. Kejsersnit kan skabe såkaldte ‘kirurgiske komplikationer’ senere hen i livet, hvis man altså ender på operationsbordet igen, når man bliver ældre.

Det viser et nyt dansk studie, der undersøgte kvinder, der blev opereret for at få fjernet livmoderen. Det nye resultatet giver ny viden om et underbelyst emne, for generelt ved lægerne ikke nok om følgerne af at få et kejsersnit på langt sigt, mener flere forskere.

»Man har førhen haft fokus på komplikationerne og risiciene ved det enkelte kejsersnit hos en kvinde, men der har ikke været særlig meget fokus på, hvad der sker på sigt for kvinder, der har fået foretaget kejsersnit,« fortæller Charlotte Overgaard, der er lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet og medforfatter på studiet.

Flere med kejsersnit fik komplikationer

Studiet bygger på data fra i alt 7.685 danske kvinder, der har født mellem januar 1993 og december 2012, og som efterfølgende har fået fjernet livmoderen mellem januar 1996 og december 2012.

På baggrund af studiet vurderer forskerne, at der var 16 procent større risiko for at blive ramt af komplikationer af at få fjernet livmoderen, hvis man havde fået et enkelt kejsersnit.

Ved to eller flere kejsersnit steg risikoen til 30 procents øget risiko.

»Det er ikke dramatiske tal. Men det er et signifikant højere tal,« fortæller Charlotte Overgaard, der dog samtidig pointerer, at resultatet bygger på tal fra relativt få kvinder, sammenlignet med det totale antal af kvinder i studiet.

Kun kejsersnit, når det er nødvendigt

Forskerne kan med det nye studie ikke afdække den nøjagtige årsag til, at kvinder oftere får komplikationer efter at have fået fjernet livmoderen, hvis de tidligere har født ved kejsersnit.

Men på grund af både usikkerheder og risici har studiet alligevel et klart budskab, mener studiets hovedforfatter:

»Kejsersnit skal ikke laves, medmindre der er en øget risiko for mor eller barn ved almindelig, vaginal fødsel,« siger læge Sofie Lundquist fra Aalborg Universitetshospital. Hun bakkes op af overlæge og forsker ved Gynækologisk Klinik på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet Øjvind Lidegaard.

»Studiet understreger, at der skal være en lægelig indikation for at lave et kejsersnit af hensyn også til de langsigtede perspektiver,«

Kilde: Videnskab.dk

 (Foto: Shutterstock)

 

 

Seneste artikler

Øvrige artikler i kapitel