Har du symptomer, der giver mistanke om blodprop, skal du straks kontakte en læge (Patienthåndbogen).

Kort svar

Trombose er fagudtrykket for blodprop, og øget trombosetendens (trombofili) er en tilstand, som øger risikoen for at få en. Oftest mener man risikoen for blodprop i benets dybe vener (Patienthåndbogen). Der er mange årsager. Patienthåndbogen skriver, at det er summen af risikofaktorerne, som afgør, om man bliver syg.

Symptomer på blodprop

  • Lår og underben: læggen og låret kan blive ømme, hæve op og blive røde og varme, og muskulaturen kan føles fastere (Patienthåndbogen).
  • Lunger: i sjældne tilfælde løsner en blodprop sig fra benene. Symptomerne ved blodprop i lungerne er pludselig hoste, smerter i brystet og besvær med at trække vejret (Patienthåndbogen).
  • Pulsåre i benet: stærke smerter og nedsat følelse og bevægelighed (Patienthåndbogen).

Årsager

Patienthåndbogen skriver, at arvelige årsager er tilstande med for meget eller for lidt af et bestemt protein. Den hyppigste er faktor V Leiden (faktor 5 Leiden). Herudover undersøges for mangel på protein S og C og for antifosfolipid syndrom, som kræver en særlig behandling.

Ikke-arvelige forhold er bl.a. operation, sengeliggende, væskemangel, kræftsygdom, store skader, graviditet, p-piller eller hormoner efter overgangsalderen, transport over 4 timer og BMI over 30. Risikoen stiger også med alderen, især efter 50 år (Patienthåndbogen). Lægehåndbogen oplyser, at risikoen for blodprop i venerne fordobles for ca. hvert 10. leveår.

Faktor V Leiden i tal

Lægehåndbogen skriver, at faktor V Leiden er en punktmutation, der nedarves autosomalt dominant, og at ca. 6,6 % i den danske normalbefolkning har ændringen. Ved første blodprop i venen er risikoen omkring 2 gange forøget hos dem med ét ændret gen og omkring 7 gange forøget hos dem med to. Risikoforøgelsen for en ny blodprop er lav. Op mod 25 % af patienterne med dyb venetrombose er heterozygote for mutationen. Resultatet af en gentest ændrer sig ikke gennem livet og behøver ikke gentages. Patienthåndbogen giver et lidt lavere tal for hyppigheden, ca. 5 % af befolkningen.

Hvem bør undersøges

Arvelige tilstande kan påvises med blodprøver, men det er kun relevant for personer under 50 år (Patienthåndbogen). Blodprop er forholdsvis almindelig, særligt hos ældre, så det er først og fremmest, når unge, raske mennesker får blodprop, eller en person får blodprop gentagne gange, at man mistænker øget trombosetendens. Lægehåndbogen skriver, at vurderingen primært sker ud fra sygehistorie, undersøgelse og billeddiagnostik, og at udredning kun bør overvejes, hvis fund af en arvelig tendens får afgørende betydning for den fremtidige håndtering. Se også D-dimer.

Behandling og forebyggelse

Efter en dyb venetrombose behandles man typisk med blodfortyndende medicin (DOAC eller warfarin). Behandlingen varer oftest 3-6 måneder, hvis der er en midlertidig årsag. Er man i arveligt højrisiko, eller finder man ingen årsag, er behandlingen ofte varig. Antifosfolipid syndrom kræver warfarin (Marevan), fordi DOAC som standard ikke kan erstatte det (Patienthåndbogen). Dosering fastlægges af lægen.

Efter en blodprop kan klapperne i venerne være beskadiget, og det kan give hævelse og i værste fald sår (posttrombotisk syndrom), som ofte kan forebygges med kraftige kompressionsstrømper klasse II. Ved større operationer og længere sengeleje bør man drøfte forebyggelse med lægen (Patienthåndbogen). Om p-piller og rejser, se spørgsmålene ovenfor.