Redaktionen, 14. november 2026. Ikke en del af lægens tekst. Alt herunder bygger på kilderne nederst.
Akut: Får du gulsot og bliver hurtigt dårligere, så kontakt lægevagten på 1813. Er du alvorligt påvirket, så ring 112.
Hvad sker der i leveren?
Autoimmun hepatitis er en kronisk betændelsestilstand i leveren. Ifølge Patienthåndbogen er sygdommen kendetegnet ved betændelsesforandringer i leverens væv og forhøjede levertal i blodprøverne. Årsagen er ukendt. Man tror, at en kombination af medfødte anlæg og miljøfaktorer sammen udløser sygdommen, og virus og medicin er foreslået som mulige miljøfaktorer (Patienthåndbogen).
Sygdommen smitter ikke. Patienthåndbogen skriver, at der er en let øget risiko for at få autoimmun sygdom, hvis ens forældre har en, men at den enkeltes risiko stadig er lille. Der findes ikke en genetisk test, som anbefales til slægtninge.
Hvem rammer den?
Ifølge Lægehåndbogen er sygdommen hyppigere blandt kvinder (75 %) end mænd, og den kan ramme både børn og voksne. Den debuterer især omkring puberteten og efter overgangsalderen. Patienthåndbogen skriver, at sygdommen forekommer i alle aldre, men at den hyppigst opstår lige efter 50-årsalderen. Lægehåndbogen skelner mellem flere typer. Type 1 er den hyppigste (80-90 %), men betydningen af inddelingen er begrænset.
Symptomer, der er svære at kende
Ved en almindelig undersøgelse kan alt se normalt ud. Nogle har en forstørret lever, og nogle får gulsot. Man kan føle sig syg, være mere træt end normalt og have nedsat appetit. Andre symptomer er kvalme, mavesmerter, hudkløe og ømme led (Patienthåndbogen). De samme symptomer ses ved mange andre sygdomme, så de giver sjældent mistanke om autoimmun hepatitis alene.
Nogle mærker meget lidt til sygdommen, mens andre udvikler leversvigt. Begynder sygdommen med en akut, alvorlig episode, har den sandsynligvis været der et stykke tid uden at blive opdaget. Nogle får først konstateret sygdommen, når der er udviklet skrumpelever, og hos nogle viser den sig under eller lige efter en graviditet (Patienthåndbogen). Ifølge Lægehåndbogen forløber en graviditet oftest roligt, men hos nogle forværres sygdommen, og efter fødslen kan den forværres hos dem, der blev bedre under graviditeten.
Lægehåndbogen oplyser også, at autoimmun hepatitis i en del tilfælde optræder sammen med andre autoimmune sygdomme. Den nævner blandt andet type 1-diabetes, vitiligo og cøliaki.
Sådan stilles diagnosen
Patienthåndbogen skriver, at andre leversygdomme først skal udelukkes som årsag til de unormale blodprøver, blandt andet kronisk virushepatitis, Wilsons sygdom og hæmokromatose. Blodprøver er som regel ikke nok, og man må ofte tage en vævsprøve fra leveren. Den kan også vise, om der er tegn på overlap med de to andre autoimmune leversygdomme, primær biliær kolangitis og primær skleroserende kolangitis.
Ifølge Lægehåndbogen baseres diagnosen på en kombination af forhøjede leverenzymer, forhøjet IgG, antistoffer i blodet, typiske fund i vævsprøven og udelukkelse af andre leversygdomme. Antistoffer kan findes ved flere leversygdomme, så de er ikke i sig selv nok. Hos 10 % mangler de helt. En tredjedel har allerede skrumpelever, når diagnosen stilles. Du kan læse mere om levertal og ALAT.
Behandling i hovedtræk
Patienthåndbogen skriver, at sygdommen kan føre til skrumpelever og leversvigt, og at behandling kan forhindre eller bremse udviklingen. Behandlingen tilpasses sværhedsgraden og patientens alder. Hovedbehandlingen er som regel en kombination af prednisolon og azathioprin, som begge dæmper immunsystemet. De fleste har brug for behandling i mange år og nogle hele livet for at undgå tilbagefald. Målet er, at sygdommen bliver inaktiv. De fleste får sygdommen under kontrol inden for de første 18 måneder, men 80 % oplever, at den bluser op igen inden for de første 3 år (Patienthåndbogen).
Prednisolon kan give de bivirkninger, man kender fra andre binyrebarkhormoner. Patienthåndbogen skriver, at de oftest kan kontrolleres ved at give den mindst mulige dosis. Lægehåndbogen anbefaler, at behandlingen suppleres med kalk og D-vitamin og skanninger af knoglerne, og nævner, at azathioprin kan give kvalme og leverpåvirkning. Læs mere om knogleskørhed.
Virker behandlingen ikke, eller tåles den ikke, kan lægen ifølge Patienthåndbogen bruge andre lægemidler, for eksempel mycophenolatmofetil, tacrolimus og everolimus. Hos en mindre del af patienterne bliver skaden på leveren så stor, at en levertransplantation er nødvendig (Patienthåndbogen).
Kan behandlingen stoppes?
Hos nogle kan sygdommen blive helt rolig i en lang periode. Så kan man overveje at stoppe, men kun med tæt opfølgning og blodprøver, så behandlingen straks kan genoptages, hvis sygdommen blusser op (Patienthåndbogen). Lægehåndbogen oplyser, at færre end 10 % kan undvære behandling med immundæmpende medicin, og at man i internationale retningslinjer anbefaler en ny vævsprøve før et forsøg på at stoppe. Beslutningen træffes af din speciallæge. Stop aldrig medicinen på egen hånd.
Hvad kan du selv gøre?
Patienthåndbogen skriver, at der ikke er noget, du selv kan gøre for at undgå en autoimmun sygdom. Du kan til gengæld sørge for at komme til kontrol og tage de blodprøver, du får besked på. Har du fået stillet diagnosen, skal du følges af en speciallæge på et hospital. Kontakt speciallægen, hvis du mærker tiltagende sygdomsaktivitet, for eksempel øget træthed, aftagende appetit eller gulfarvning i øjnene.
Forløb og udsigter
Aktiviteten i sygdommen svinger ofte med gode og dårlige perioder, og tendensen til opblussen består, selv om man er i behandling. Derfor vælger lægerne ofte at behandle i mange år, også når levertallene er normale (Patienthåndbogen). Med tiden kan sygdommen give skrumpelever eller, mere sjældent, leverkræft, og ved kontrollerne holder lægen øje med tegn på det. Patienthåndbogen skriver, at ca. 15 % inden for 10 år efter diagnosen enten har brug for en levertransplantation eller er døde af leversygdommen. Risikoen afhænger blandt andet af sygdommens sværhedsgrad, af hvordan man reagerer på behandling, og af alderen ved diagnosen. Lægehåndbogen oplyser, at 10-års overlevelsen er over 90 % hos behandlede patienter, der kommer i remission (90 %), og at hurtigt indsat behandling formentlig hindrer, at der udvikles skrumpelever.
Læs også
Om andre leversygdomme og gulsot: gulsot og hepatitis, hepatitis A, B, C, D og E og fedtlever.