Kort svar: hvornår er væskemangel hos et barn farligt?

Dehydrering vil sige, at kroppen har mistet mere væske, end den har fået tilført. Lægehåndbogen skriver, at dehydrering hos børn normalt opstår i forbindelse med akut mave-tarm-infektion, hvor barnet kaster op og har diarré, men at andre sygdomme, der giver opkast, diarré eller nedsat væskeindtag, også kan føre til det. Let væskemangel kan ofte klares hjemme ved at barnet drikker. Svær væskemangel er derimod alvorlig og skal behandles på et sygehus med væske direkte i en blodåre. Er barnet slapt, vil ikke drikke eller ikke tisser, skal du kontakte læge eller lægevagt med det samme (redaktionens eget råd).

Hvorfor er børn særligt udsatte?

Lægehåndbogen peger på, at diarré på verdensplan er en hyppig årsag til dehydrering og død blandt børn. Lægehåndbogen skriver også, at det ikke er usædvanligt, at børn indlægges på sygehus på grund af dehydrering. Lægehåndbogen refererer et amerikansk studie, hvor væske- og saltforstyrrelser efter akut mave-tarm-infektion førte til 1,5 millioner lægebesøg, 200.000 indlæggelser og 300 dødsfald om året. Tallene er fra USA og kan ikke overføres direkte til Danmark, men de viser, at tilstanden er hyppig, og at den i sjældne tilfælde kan være dødelig.

Små børn kan ikke selv sige, at de er tørstige eller utilpasse. Patienthåndbogen skriver, at små børn ikke kan redegøre for deres symptomer, at de reagerer anderledes på sygdom end større børn og voksne, og at forældrenes iagttagelser derfor er helt afgørende. Opkast og diarré med udtørring er netop nævnt som et af de faresignaler, man skal være opmærksom på hos et sygt barn.

De tre grader af dehydrering

Lægehåndbogen inddeler dehydrering efter, hvor stort væskeunderskuddet er. Man vurderer det ud fra fysiske fund og barnets vægt:

  • Let dehydrering: væskeunderskuddet er under 3 % af kropsvægten.
  • Moderat dehydrering: underskuddet er cirka 5 % af kropsvægten.
  • Svær dehydrering: underskuddet er cirka 10 % af kropsvægten. Svær dehydrering er forbundet med tegn på shock, hvor kroppens blodvolumen er så lavt, at kredsløbet svigter.

Forskellen mellem barnets vægt, før det blev sygt, og vægten nu er en af metoderne til at skønne over graden. Det er derfor en god idé at kende barnets vægt, hvis det er vejet for nylig, for eksempel ved sundhedsplejerskens eller lægens besøg (redaktionens eget råd). Er den tidligere vægt ikke kendt, bruger lægen barnets almentilstand og de tegn, der er beskrevet herunder.

Tegn på let dehydrering

Ved let dehydrering er barnet ifølge Lægehåndbogen vågent og upåvirket. Vejrtrækningen og hjerteslagene er normale, og blodgennemstrømningen i huden er normal. Slimhinderne i munden er fugtige eller lidt tørre, øjnene er normale, og barnet producerer normalt tårer. Det betyder, at let væskemangel kan være svær at få øje på, hvis man ikke aktivt kigger efter. Derfor er det vigtigt at holde øje med, om barnet drikker og tisser, når det har opkast eller diarré.

Tegn på moderat dehydrering

Ved moderat dehydrering begynder tegnene at være tydelige. Ifølge Lægehåndbogen er barnet træt, sløvt eller irritabelt. Vejrtrækningen kan være dyb og eventuelt hurtig, og hjertet slår hurtigere, end det plejer for barnets alder. Huden kan føles kølig, men blodet vender stadig tilbage til huden i løbet af under tre sekunder, når man trykker på den. Slimhinderne er tørre, øjnene virker indsunkne, og barnet producerer færre tårer. Hos spædbørn kan den bløde plet øverst på hovedet, fontanellen, være indsunken.

Tegn på svær dehydrering

Ved svær dehydrering er barnet påvirket i bevidstheden og kan i værste fald være i koma. Lægehåndbogen beskriver, at vejrtrækningen kan være dyb og anstrengt eller nedsat, at pulsen mærkes svagt eller slet ikke i huden, og at huden er kold og marmoreret, med blålige fingre og tæer. Blodtrykket er lavt, og det tager mere end tre sekunder, før farven vender tilbage i huden efter et tryk. Slimhinder er tørre, øjne og fontanelle er indsunkne, og tårerne er nedsat. Disse tegn kræver akut hjælp. Ring 112, hvis barnet er svært påvirket, ikke kan vækkes ordentligt eller har kolde, marmorerede arme og ben (redaktionens eget råd).

Hvad skal jeg se efter derhjemme?

Patienthåndbogen giver forældre en række spørgsmål, de kan stille sig selv, når barnet har opkast eller diarré og drikker for lidt:

  • Har barnet normal kontakt, eller virker det slapt og uinteresseret?
  • Vil barnet drikke?
  • Tisser barnet, og er urinmængden nedsat?
  • Er slimhinderne i munden tørre?
  • Trækker barnet vejret hurtigt eller anstrengt?

Patienthåndbogen skriver, at man ved opkast og diarré med nedsat væskeindtag skal være særlig opmærksom på nedsat urinmængde og tørre mundslimhinder. Dårlig kontakt med barnet er et tegn på alvorlig sygdom, uanset om barnet har høj eller lav feber. Graden af feber er ikke i sig selv en god indikator for, hvor sygt barnet er. Du kan læse mere om, hvordan du vurderer et sygt barn, i artiklen om tegn på at et barn er alvorligt sygt og i artiklen om feber hos børn.

Hvad kan jeg selv gøre ved diarré og opkast?

Lægehåndbogen anbefaler, at barnet i starten af en diarré, og når sygdomsbilledet varer ved, drikker rigeligt. Hvis der er tegn på dehydrering, anbefales en balanceret sukker-saltopløsning. Det er vigtigt, at barnet får både væske og salte, de såkaldte elektrolytter. Der findes færdige produkter, men lægehåndbogen skriver, at man som regel kommer langt med hjemmelavede opløsninger. Jo alvorligere tilstanden er, desto vigtigere er det, at barnet får tilstrækkelige elektrolytter, og de færdige produkter indeholder dem. Sodavand og juice indeholder ikke nok elektrolytter og anbefales ikke. Spørg lægen eller apoteket om, hvilken opløsning og hvilke mængder der passer til dit barns alder og vægt (redaktionens eget råd).

Kaster barnet op, kan man ifølge Lægehåndbogen genoptage væskebehandlingen efter 5 minutter. Mange børn tolererer små, hyppige slurke bedre end store mængder på én gang (redaktionens eget råd). Lægehåndbogen nævner desuden, at probiotika, for eksempel mælkesyrebakterier som i yoghurt, kan forkorte diarréens varighed og mindske antallet af tømninger, men at dokumentationen stadig er svag.

Peroral rehydrering, altså væske gennem munden, er ifølge Lægehåndbogen ikke egnet, hvis barnets bevidsthed er påvirket, så der er risiko for, at væsken kommer i luftvejene, hvis tarmen er lammet (ileus), eller hvis barnet har en underliggende sygdom, der gør, at tarmen ikke kan optage næring. I de tilfælde skal barnet vurderes af en læge.

Hvornår skal barnet vurderes af en læge?

Patienthåndbogen opremser, hvornår du skal kontakte lægen, når et barn er sygt:

  • Feber i mere end 2-3 dage.
  • Barnet er under tre måneder gammelt og har feber. Så skal du kontakte læge med det samme.
  • Barnet virker slapt, uinteresseret eller reagerer anderledes på almindelig kontakt, eller det er svært at få kontakt.
  • Barnet virker sygt og vil ikke drikke.
  • Barnet trækker vejret hurtigt eller anstrengt.
  • Barnet bliver ikke bedre, selv om feberen er sænket.
  • Der er udslæt, som ikke forsvinder, når du trykker på huden, eller nakke- eller rygstivhed.
  • Barnet har opkast eller diarré og drikker for lidt, med nedsat urinmængde og tørre slimhinder.

Lægehåndbogen peger yderligere på tre grupper, der bør have særlig opmærksomhed under behandlingen: børn under 6 måneder, børn med temperatur over 39,0 grader og børn med udtalt diarré. For dem anbefales det at revurdere tilstanden hyppigt, og hvis der ikke er klinisk bedring, hvis væskeindtaget er utilstrækkeligt, eller hvis opkastningerne fortsætter, kan det være nødvendigt at give væske i en blodåre. Som forælder bør du derfor ikke afvente længe med at kontakte lægen, hvis dit barn er under et halvt år gammelt og har både opkast og diarré (redaktionens eget råd).

Hvad sker der hos lægen og på sygehuset?

Patienthåndbogen beskriver, at lægen vil spørge, hvordan sygdommen har udviklet sig, hvornår den begyndte, hvilke symptomer barnet har, og om barnet har fået de sædvanlige børnevacciner. Barnet undersøges afklædt, eventuelt med ble på. Lægen vurderer vejrtrækning, puls, bevidsthed, nakke, udslæt og slimhinder, og ofte undersøges ører, hals, lunger og mave. Eventuelt undersøges urinen.

Lægehåndbogen skriver, at måling af forholdet mellem carbamid og creatinin i blodet ikke er gavnlig hos børn, og det samme gælder måling af carbamid alene eller urinens specifikke vægtfylde. Hvis barnet er sygt nok til at komme på sygehuset, tages der blodprøver og urinprøver, blandt andet for at undersøge salt-, sukker- og syrebalance. Ved moderat dehydrering får barnet som regel væske gennem munden under kontrol. Er barnets evne til at drikke utilstrækkelig, kan en tynd sonde gennem næsen til maven være et alternativ til drop, men Lægehåndbogen skriver, at den ikke virker, hvis barnet kaster op. Svær dehydrering behandles med drop, til barnet er stabiliseret, og skal foregå på en børneafdeling.

Særligt om de mindste børn og saltforstyrrelser

Lægehåndbogen forklarer, at dehydrering kan opdeles efter saltindholdet i blodet. Ved den form, hvor saltkoncentrationen er høj, som oftest ses hos børn under 1 år og ved forskellige former for sukkersyge, kan de kliniske tegn være mindre udtalte, men barnet kan hurtigt gå i shock. Det er en grund til, at man skal tage væskemangel hos de mindste alvorligt, selv om barnet ikke ser så sygt ud. Korrektion af saltforstyrrelser sker altid langsomt og under tæt kontrol på sygehus, fordi for hurtig ændring kan skade hjernen. Det er ikke noget, forældre kan eller skal gøre noget ved derhjemme.

Forebyggelse og gode råd

Dehydrering kan ikke altid forebygges, men du kan mindske risikoen ved at give barnet rigeligt at drikke, så snart opkast og diarré begynder, og ved at holde øje med, om barnet tisser. Ved høj feber anbefaler Patienthåndbogen, at barnet får rigeligt at drikke, gerne sukkerholdigt, og at rumtemperaturen er kølig. Børn har ikke samme evne til varmeregulering som voksne, og det kan derfor være nødvendigt at klæde barnet af, så temperaturen ikke bliver for høj. Redaktionens eget råd: Ved høj feber over 40 grader bør du se til barnet mindst én gang i løbet af natten. Hold desuden hånd- og køkkenhygiejnen skarp, når en i familien har mave-tarm-infektion, så smitten ikke spredes (redaktionens eget råd). Læs mere om smitte og tilbagevenden til institution i artiklen om hvornår barnet må komme i institution efter sygdom.

Er du i tvivl, om dit barn har tabt for meget væske, så ring til din egen læge eller lægevagten på 1813. Ring 112, hvis barnet er svært påvirket (redaktionens eget råd). Har diarréen stået på i længere tid, kan du læse mere i artiklen om hvor længe diarré varer, og er der blod i afføringen, i artiklen om blodig diarré hos børn. Om opkast hos de mindste kan du læse i artiklen om opkastninger hos spædbørn.