Kontakt lægen, hvis du bliver gul i huden eller i det hvide i øjnene, og du ikke i forvejen har fået at vide, at du har Gilberts syndrom. Gul farve kan også skyldes sygdom i lever eller galdeveje, og Lægehåndbogen skriver, at andre årsager skal udelukkes, før diagnosen stilles.
Kort svar
Gilberts syndrom er en arvelig tilstand, som op mod 2-5 % af befolkningen har (Patienthåndbogen). Leveren er lidt dårligere til at omsætte det gule farvestof bilirubin, og derfor er mængden af bilirubin i blodet let forhøjet. Det kan give en let gul farve af huden og det hvide i øjnene, især når man faster eller har feber. Farven kommer og går.
Tilstanden er ufarlig. Patienthåndbogen kalder den en tilstand snarere end en sygdom og skriver, at den ikke påvirker livskvalitet eller forventet levetid. Den skal ikke behandles.
Hvad hedder tilstanden?
Tilstanden kaldes både Gilberts syndrom og Gilbert-Meulengrachts syndrom. Lægehåndbogen oplyser, at den blev beskrevet første gang af Augustin Gilbert i 1901, og at den danske læge Jens Meulengracht skrev om tilstanden i 1946.
Hvad sker der i kroppen?
Bilirubin er et farvestof, der dannes, når kroppen nedbryder hæmoglobin fra de røde blodlegemer. Patienthåndbogen forklarer, at leveren filtrerer bilirubin fra blodet og udskiller det med galden til tarmen. Her omdannes det til farvestoffer, som giver afføringen dens brune farve.
For at bilirubin kan udskilles i galden, binder leveren normalt et sukkerstof til det. Ved Gilberts syndrom er den binding nedsat, fordi der er mindre af enzymet glukuronyl transferase, som står for arbejdet (Patienthåndbogen). Det frie bilirubin, som fagfolk kalder ukonjugeret bilirubin, hober sig derfor op i blodet.
Lægehåndbogen forklarer, at fejlen ofte sidder i den del af genet UGT1A1, der styrer, hvor meget enzym der dannes. Det betyder, at enzymets aktivitet ikke kan øges, når der er brug for det, fx ved faste og feber. Læs mere om, hvad tallet betyder, på siden om bilirubin i blodprøven.
Symptomer
De fleste mærker ingenting. Lægehåndbogen skriver, at tilstanden oftest er uden symptomer, eventuelt med gulsot, der kommer og går.
- Gul farve: hovedtegnet er en let gul farve på huden og det hvide i øjnene, som ofte opstår ved faste eller feber (Patienthåndbogen).
- Kommer og går: den gule farve kan svinge, og bilirubin kan være normalt i lange perioder (Lægehåndbogen).
- Normal urin: der er ingen bilirubin i urinen (Lægehåndbogen).
Uspecifikke mavesmerter, sygdomsfølelse og træthed har været nævnt som symptomer, men Lægehåndbogen skriver, at sammenhængen med det forhøjede bilirubin er usikker. Patienthåndbogen skriver, at den eneste synlige eller mærkbare effekt er den til tider let gullige farve på huden og det hvide i øjnene.
Hvornår bliver man gul?
Bilirubin stiger i bestemte situationer. Patienthåndbogen nævner, at den gule farve ofte ses ved:
- infektion og feber
- faste, fx før en undersøgelse hos lægen
- en periode med nedsat appetit
Lægehåndbogen oplyser, at faste i 24-36 timer som regel fører til forhøjet ukonjugeret bilirubin hos personer med Gilberts syndrom, og at bilirubin også stiger ved andre sygdomme, der støder til. Overvejer du at faste i længere tid, kan du læse om faste og sundhed.
Hvem får Gilberts syndrom?
Tilstanden er arvelig og findes hos mellem 2-5 % af befolkningen (Patienthåndbogen). Børn har en let øget risiko for at få tilstanden, hvis en forælder har den. Lægehåndbogen skriver, at den sjældent konstateres før 10-årsalderen. Gilberts syndrom smitter ikke, og fordi det er arveligt, kan man ikke selv forebygge det.
Sådan stilles diagnosen
Diagnosen stilles med blodprøver. Patienthåndbogen skriver, at Gilberts syndrom er sandsynligt, hvis bilirubin er let forhøjet, mens de øvrige leverprøver er normale, og man ellers er rask. Det ubundne (ukonjugerede) bilirubin kan måles for sig, og det er den form, der er forhøjet.
Lægehåndbogen opstiller disse kriterier:
- Ukonjugeret bilirubin over 21 µmol/L, oftest i perioder ved faste og feber.
- Normale øvrige leverprøver, det vil sige ALAT, basisk fosfatase og gamma-glutamyltransferase.
- Ingen tegn på hæmolyse, altså øget nedbrydning af røde blodlegemer. Det viser sig ellers som blodmangel, forhøjet LDH og lav haptoglobin.
Ved Gilberts syndrom er bilirubin ifølge Lægehåndbogen næsten altid under 85 µmol/L. På sygehuset kan man lave ultralyd af lever og galdeveje for at udelukke, at galden er stoppet til, og man kan lave en genetisk test. En vævsprøve fra leveren er sjældent nødvendig og viser normale forhold.
Før diagnosen er stillet, kan din egen læge henvise dig til en speciallæge, som undersøger, hvorfor bilirubin er forhøjet (Patienthåndbogen). Lægen skal blandt andet udelukke, at galden er stoppet til, øget nedbrydning af røde blodlegemer og leverskade på grund af medicin (Lægehåndbogen). Læs om normale levertal og om gulsot og leverbetændelse.
Behandling
Gilberts syndrom skal ikke behandles. Patienthåndbogen skriver, at tilstanden ikke regnes for en sygdom, og Lægehåndbogen skriver, at der hverken er brug for behandling eller for kontrol. Lægen kan overveje at henvise til sygehuset, hvis der er mistanke om en anden og alvorlig årsag, eller hvis diagnosen er usikker.
Medicin og Gilberts syndrom
Lægehåndbogen nævner to forhold om medicin:
- Kræftmidlet irinotecan: der er øget risiko for bivirkninger, fordi kroppen er dårligere til at omsætte det aktive stof.
- Paracetamol: der er i teorien en øget risiko for skade, men kliniske forsøg har ikke kunnet bekræfte det i et omfang, der betyder noget. Patienter med Gilberts syndrom frarådes derfor ikke paracetamol.
Lægehåndbogen skriver, at det kan være nyttigt at kende sin tilstand og fortælle sundhedspersonalet om den, når man får taget blodprøver.
Fremtidsudsigter
Udsigterne er gode. Tilstanden er harmløs, og afvigelserne i bilirubin har ingen betydning for helbredet (Lægehåndbogen). Der er ingen øget risiko for kronisk leversygdom, og den forventede levetid påvirkes ikke. Handler det om et spædbarn, så se siden om gulsot hos nyfødte.