Kort svar

En tarmpolyp er en lille udvækst på slimhinden i tyktarmen eller endetarmen. De fleste er godartede og giver ingen symptomer. Nogle typer, som kaldes adenomer, kan dog over mange år udvikle sig til tarmkræft. Derfor fjerner man alle polypper, man finder, og undersøger dem i mikroskop. Fjernelsen sker som regel under selve kikkertundersøgelsen af tarmen, og bagefter tilbydes en kontrol, hvor ofte den kommer, afhænger af, hvilke polypper der blev fundet.

Har du fået en positiv hjemmetest i tarmkræftscreeningen, kan du læse om screeningen for tarmkræft og hjemmetesten.

Hvad er polypper i tyktarmen?

Patienthåndbogen beskriver polypper som godartede vævsfortykkelser eller udvækster på slimhinden i tyktarmen og endetarmen. De kan være flade eller sidde på en stilk. Lægehåndbogen beskriver dem som små til store fremspring ind i tarmens hulrum. Polypper kan være nogle få millimeter store, men også flere centimeter.

Lægehåndbogen forklarer, at kun polypper med kirtelvæv, de såkaldte neoplastiske polypper, kan udvikle sig til kræft. Hyperplastiske polypper har intet malignt potentiale. De udgør mindst 75 % af polypperne under 5 mm, men under 25 % af polypperne over 5 mm. Ufarlige polypper er ifølge Patienthåndbogen som regel små, under 5 mm i diameter.

Adenomer er den type, man især holder øje med

Patienthåndbogen beskriver adenomet som en flad polyp uden stilk, der stikker ind i tarmhulrummet. Adenomer kan udvikle sig til kræft, og det sker typisk over lang tid, omkring 10 år. Polypper med stilk har en mindre risiko for at udvikle sig til kræft. Lægehåndbogen inddeler adenomerne efter opbygning i tubulære, tubulovilløse og villøse adenomer og nævner også flade og såkaldt serrate former. Cellernes forandringer, dysplasi, graderes som lette eller svære.

Hvor mange har tarmpolypper?

Patienthåndbogen skriver, at polypper er relativt sjældne før 50-årsalderen. I lande med høj forekomst har omkring halvdelen polypper, når de er over 70 år. Kvinder har ifølge begge kilder cirka halvt så mange polypper som mænd, mens forholdet for tarmkræft er næsten ens. Danmark har en af de højeste forekomster af polypper og tarmkræft i verden.

Polypper hos yngre sidder hyppigst i den venstre del af tyktarmen. Andelen i højre del stiger med alderen.

Sådan opstår polypper

Patienthåndbogen skriver, at polypper som regel opstår tilfældigt. I få tilfælde skyldes de en arvelig sygdom, familiær adenomatøs polypose (FAP). Kost med lavt indhold af kostfibre kan give en lille øget risiko for polypper og dermed for senere kræft. Lægehåndbogen nævner desuden, at det er en risikofaktor at have førstegradsslægtninge, altså forældre, søskende eller børn, med tarmkræft. I et epidemiologisk studie, som Lægehåndbogen refererer, var et højt indtag af fibre forbundet med 27 % lavere risiko for adenomer.

Lægehåndbogen beskriver også en række kriterier, som lægerne bruger til at vurdere, om en familie har arvelig tarmkræft (de såkaldte Amsterdam-kriterier). Det handler blandt andet om, hvor mange i familien der har haft tarmkræft, og hvor unge de var. Er du i tvivl om, hvorvidt der er mange tilfælde i din familie, kan din læge hjælpe dig med en vurdering.

Hvordan føles det?

Både Patienthåndbogen og Lægehåndbogen skriver, at polypper giver få eller ingen symptomer. De fleste findes tilfældigt. Hvis der er symptomer, er det oftest:

  • blødning fra tarmen
  • ændret afføringsmønster, for eksempel langvarig diarré og slim i afføringen
  • uforklaret blodmangel

Ved den slags symptomer skal tarmen undersøges med en kikkertundersøgelse (Patienthåndbogen). Blod i afføringen kan også skyldes helt andre ting, for eksempel hæmorider. Læs mere om blod i afføringen og om hæmorider. Man kan ikke selv afgøre, hvad blodet skyldes, så det bør altid vurderes af en læge.

Hvornår skal du til læge?

Patienthåndbogen opfordrer til at søge læge, hvis du:

  • får blødning fra tarmen
  • taber dig i vægt uden grund
  • får ændret afføringsmønster

Patienthåndbogen understreger, at tidlig opdagelse af kræft giver en bedre chance for helbredelse. Hvis lægen mistænker en alvorlig årsag, henvises du ifølge Patienthåndbogen i dag til sygehuset i et kræftpakkeforløb, hvor kikkertundersøgelse og fjernelse af polypper foretages. Du kan læse mere om sygdommen på siden om tyktarmskræft.

Sådan finder man polypper

Patienthåndbogen skriver, at diagnosen stilles ved koloskopi eller sigmoideoskopi. Ved en koloskopi undersøges hele tyktarmen med et fleksibelt kamera, mens sigmoideoskopien kun ser på den nederste del. Læs om koloskopi: forberedelse og forløb og om sigmoideoskopi.

Lægehåndbogen skriver, at kikkertundersøgelsen finder omkring 90 % af polypperne under 8 mm og over 98 % af de større polypper. Man kan ikke altid se på en polyp, om den er farlig, så derfor tages der prøver, eller hele polyppen fjernes. Bredbasede forandringer med en central fordybning og en fastere kant er mere mistænkelige, men det afgøres først ved mikroskopi.

Hvis kikkertundersøgelsen ikke kan gennemføres, kan en CT-scanning i få tilfælde bruges (Patienthåndbogen). Lægehåndbogen nævner CT-kolografi, som har høj følsomhed for store og mellemstore polypper, men som endnu ikke har en fast plads i polypdiagnostikken. Røntgen med kontrast bruges sjældent. Hvis der er fundet en neoplastisk polyp, bør hele tyktarmen undersøges for at finde andre forandringer på samme tid.

Sådan fjernes polypper

Patienthåndbogen skriver, at alle påviste polypper fjernes og undersøges i mikroskop, så man undgår, at de udvikler sig til kræft. Fjernelsen sker ved kikkertundersøgelsen. Lægehåndbogen forklarer, at de små polypper kan fjernes med en lille tang eller en tynd slynge, mens polypper med stilk fjernes med en slynge, der er tilsluttet strøm. Ved store, flade polypper sprøjtes der ofte væske ind under slimhinden først for at mindske risikoen for hul. Store polypper kan fjernes i flere bidder. Lægehåndbogen skriver, at polypperne bør markeres med blæk, så stedet kan genfindes ved senere kontrol. Ved store eller mistænkelige polypper bruges mere avancerede teknikker, som kun findes på få centre.

Hele den fjernede polyp sendes til en patolog, som undersøger den i mikroskop. Svaret afgør, om der er brug for yderligere behandling, og hvornår du skal have næste kontrol.

Komplikationer

Komplikationer er sjældne. Patienthåndbogen nævner blødning og, i sjældne tilfælde, hul på tarmen under fjernelsen. Lægehåndbogen angiver, at blødning ses ved 0,2-6,1 % af fjernelserne. Det er den hyppigste komplikation, den stoppes ofte endoskopisk, og den kræver sjældent operation. Hul på tarmen forekommer ved under 0,5 % af undersøgelser, hvor der kun kikkes, og ved omkring 1 % af undersøgelser, hvor der også fjernes polypper. Et hul kræver oftest operation, men kan ved visse teknikker lukkes endoskopisk. Hvis du efter en undersøgelse får kraftige mavesmerter, feber eller blødning, der ikke stopper, skal du kontakte lægen eller sygehuset med det samme.

Når der findes kræftceller i en polyp

Lægehåndbogen skriver, at omkring 3 % af alle adenomer indeholder kræftceller, der er vokset ind i vævet. Risikoen hænger sammen med størrelsen. Under 1 cm er risikoen cirka 1 %, mellem 1 og 2 cm er den cirka 1-5 %, og over 2 cm er den cirka 2-6 %. Patienthåndbogen nævner nogenlunde de samme tal og angiver, at risikoen for kræftceller er ca. 2 % ved polypper under 1 cm, og at store adenomer over 2 cm indeholder kræftceller i 5-6 % af tilfældene.

Hvis der sjældent findes kræft i en polyp uden tegn på spredning, kan lægerne vælge at følge patienten med kikkertundersøgelser i stedet for at operere i tarmen. Det gælder også meget svækkede patienter (Patienthåndbogen). Lægehåndbogen beskriver, at en sådan polyp kun anses for tilstrækkeligt behandlet, hvis den er fjernet i ét stykke, er højt differentieret, har fri kant og ingen vækst ind i blod- eller lymfekar. Stedet kontrolleres typisk efter 3 måneder. Hvad der skal ske, hvis ikke alle krav er opfyldt, taler lægen med dig om.

Kontrol efter fjernelse af polypper

Patienthåndbogen skriver, at der efter fjernelse af polypper altid tilbydes efterkontrol med kikkertundersøgelse, og at hyppigheden afhænger af typen og antallet af de fjernede polypper. Polypper kan komme tilbage, så derfor kontrolleres man regelmæssigt.

Lægehåndbogen inddeler patienterne i tre grupper:

  • Høj risiko: mindst ét adenom på 20 mm eller derover, mindst fem adenomer uanset størrelse, eller en polyp, der er fjernet i flere bidder. Her anbefales en ny koloskopi efter 1 år.
  • Mellem risiko: ét adenom på 10 til under 20 mm, tre til fire adenomer, adenomer af den tubulovilløse eller villøse type eller adenomer med svære cellemæssige forandringer. Her anbefales koloskopi efter 3 år.
  • Lav risiko: færre end tre adenomer, som alle er under 10 mm, af den tubulære type og med lette forandringer. Her følges man i det nationale screeningsprogram.

Det er altså lægen og patologens svar, der afgør, hvilken gruppe du kommer i. Spørg ved udskrivelsen, hvornår du kan forvente næste kontrol, og hvad der står i svaret fra patologen.

Arvelig polypose (FAP)

I få familier skyldes polypperne en arvelig sygdom, familiær adenomatøs polypose, forkortet FAP. Lægehåndbogen beskriver, at den nedarves, og at man ved sygdommen får hundredvis til flere tusinde polypper i tyktarmen. Behandlingen er operation, hvor tyktarmen fjernes, helst før 20-årsalderen. Familiemedlemmer tilbydes kontrol, og de registreres i Polyposeregistret. Med regelmæssig opfølgning og behandling kan antallet af tilfælde af tarmkræft i denne gruppe bringes ned mod omkring 3 %. Patienthåndbogen skriver, at familier med FAP følges i et særligt kontrolprogram.

Polypper og tarmkræftscreening

Det nationale screeningsprogram for tarmkræft tilbyder personer i en bestemt aldersgruppe en hjemmetest, som leder efter små mængder blod i afføringen. Findes der blod, tilbydes en kikkertundersøgelse, hvor man leder efter polypper og kræft. Lægehåndbogen skriver, at personer med lavrisikopolypper efter fjernelse følges i det nationale screeningsprogram. Du kan læse mere i artiklen om tarmkræftscreening og hjemmetesten, og om nyere udvikling i sygdommen i artiklen om tyktarmskræft hos yngre.

Hvad kan du selv gøre?

Patienthåndbogen skriver, at fiberrig kost muligvis kan mindske risikoen for polypper, men at sammenhængen ikke er helt entydig i de videnskabelige undersøgelser. Samtidig skriver kilden, at man ikke selv kan gøre noget for at undgå, at polypper udvikler sig til kræft. Den vigtigste indsats er derfor at lytte til kroppens advarselssignaler og få dem undersøgt, at tage imod tilbuddet om screening, når du får det, og at møde op til de kontroller, du er blevet tilbudt. Lægehåndbogen nævner, at tilskud af folinsyre ikke nedsætter forekomsten af adenomer. Overvejer du at tage tilskud eller medicin for at forebygge polypper, bør du tale med din læge først.