Symptomer og diagnose: Kriterierne for en tilpasningsreaktion er følgende:

  1. Kendt psykisk traume af ikke usædvanlig karakter inden for sidste måned.
  2. Emotionelle og adfærdsmæssige symptomer, men uden at opfylde kriterierne for andre psykiske lidelser.
  3. Varigheden mindre end ½ år, undtagen tilpasningsreaktion med depressiv reaktion, som kan vare i op til 2 år.

Ved en tilpasningsreaktion er der oftest depressive symptomer eller en blanding af depressive og anxiøse symptomer.

Der kan være næsten ethvert depressivt symptom så som:

  • Nedtrykthed
  • Nedsat energi
  • Søvnforstyrrelser
  • Koncentrationsbesvær
  • Nedsat selvværdsfølelse
  • Selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Kriterierne for en depressiv sindslidelse er ikke opfyldte, fordi symptomerne er af mindre sværhedsgrad og af kortere varighed og ikke konstante.

Angstsymptomer ved tilpasningsreaktioner er oftest de samme symptomer, som forekommer ved generaliseret angst. Angstanfald ses sjældnere.

Tilpasningsreaktioner med aggressivitet og dyssocial adfærd forekommer især blandt unge.

Tilpasningsreaktioner inddeles i følgende:

  1. Kortvarig depressiv reaktion
  2. Længerevarende depressiv reaktion
  3. Blandet angst-depressiv reaktion
  4. Andre emotionelle reaktioner
  5. Reaktioner med overvejende adfærdsforstyrrelser
  6. Reaktioner med både emotionelle og adfærdsforstyrrelser
Forløbet er akut opståen og varigheden er oftest fra få dage til få uger, men varigheden kan være måneder.